Læsetid: 2 min.

’Vi kræver stop for dansk støtte til den amerikansk-ledede besættelse...

...ved at trække de danske styrker ud af Irak’ Omkring 300 kultur-personligheder kalder til demonstration mod Irak-krigen. Politikerne ignorerer bevidst Irak-krigen i valgkampen, mener de
28. januar 2005

Omkring 300 kultur-personligheder kalder til demonstration mod Irak-krigen. Politikerne ignorerer bevidst Irak-krigen i valgkampen, mener de

Valgkamp
På dagen, hvor hele 53,8 procent af de danske vælgere ifølge meningsmålinger ønsker, at de danske soldater trækkes ud af Irak, får befolkningsflertallet uventet støtte fra kulturlivet.
Omkring 300 forfattere, skuespillere, instruktører, musikere og andre kulturpersonligheder – med navne som bl.a. Ghita Nørby, Lars von Trier, Hanne Marie Svendsen, Kim Larsen, Thomas Bredsdorff, Sebastian Klein, Frederik Dessau og Tine Bryld – vil have politikerne til at tage stilling til Danmarks rolle i Irak-krigen. I en annonce, som bringes i Politiken i morgen, kalder de derfor til demonstration mod krigen og opfordrer til, at Danmark trækker alle soldater hjem.
Forfatteren Kirsten Thorup er blandt initiativtagerne, og hun forstår ikke, at Irak-krigen slet ikke er til diskussion i den igangværende valgkamp.
»Grundlaget, som vi gik i krig på, viste sig at være falsk. Vi blev ført bag lyset, og så bliver befolkningen bagefter umyndiggjort af den totale afvisning fra Anders Fogh Rasmussens side. Det er slet ikke til diskussion, om vi skal trække os ud, og det er som om, Anders Fogh Rasmussen har solgt både sig selv og os til USA i det spørgsmål,« siger Kirsten Thorup.
Hun mener, det er fuldstændigt uhørt, at Irak-krigen ikke er et stort emne i både den offentlige og den politiske debat.
»Regeringen og Dansk Folkeparti har ansvaret for, at vi overhovedet er kommet med i den krig. De skal da stå til regnskab for sådan en fatal beslutning, og i særlig grad i en valgkamp,« siger Thorup.

Et ægte filmdrama
Filminstruktøren Lotte Svendsen er medunderskriver på annoncen, og hun er enig i, at regeringen afviser en vigtig diskussion.
»Det er fuldstændig klassisk psykologi. Politikerne fortrænger Irak-krigen, fordi de godt ved, at det ikke er en særlig god historie. De ved også godt, at det var grimt af os at gå med i den krig, for det handlede jo ikke om at redde verden fra en stor diktator, men om olie. Hvornår har Dansk Folkeparti sidst kæmpet så inderligt for befrielse af et undertrykt folk?,« siger Lotte Svendsen.
Som filminstruktør er det oplagt at være med til at rette fokus mod Irak-krigen og fortrængningen, mener hun.
»Det er et ægte filmdrama, der udspiller sig i regeringen lige nu, og der skal jo være et sort får i klassen til at sige: ’Hallo, de har ikke noget tøj på‘ eller ’prøv lige at se, hvad der er under gulvtæppet’,« siger Lotte Svendsen.
Musikeren Niels Lan Doky støtter også initiativet. Først og fremmest fordi krigen efter hans mening bliver ført af de forkerte grunde. Han erkender dog, at Danmark har en vis forpligtelse over for det irakiske folk.
»Der er helt klart et dilemma, og det er svært at sige præcis, hvad den bedste løsning er, men jeg mener, at amerikanerne enten selv må rydde op efter sig eller lade FN overtage styringen,« siger Niels Lan Doky.
Kunstnernes annonce er finansieret af SF og Enhedslisten, og deres demonstration mod Irak-krigen finder sted lørdag den 5. februar på Christianshavns Torv, hvor flere af initivtagerne vil tale.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu