Læsetid: 10 min.

’Vi er ikke i krig’

Det danske forsvar inviterer jævnligt journalister på presserejse til det sydlige Irak, hvor bilbomber, vejsidebomber, angreb med mortergranater og raketter er en del af hverdagen. Informations udsendte beretter om en ekskursion til et Irak, som ikke er en krigsskueplads – selv om det minder om det
24. januar 2005

På patrulje i basra
Camp Danevang, Basra – »Vi er ikke i krig,« siger chefen for den danske bataljon i Irak, oberst John Dalby, under den allerførste pressebriefing i lejrens hovedkvarter.
»Vi har en række småoperationer, der minder om det. Men vi er ikke i krig. Det er mediernes skyld, at vi ser dette billede af, at Irak er i kaos. Her har vi kun haft forhøjet beredskab de sidste otte dage.«
Sammenlignet med Bagdad og den oprørske sunni-trekant råder her fred og ingen fare her i det sydlige, shia-muslimsk-dominerede Irak. Det forhøjede beredskab skyldes tre bilbomber mod det britiske hovedkvarter inde i selve Basra by. Så der skal naturligvis ikke tages nogen chancer.
Vores lille gruppe af journalister og ledsagende embedsmænd og militærfolk kører i en helt almindelig turistbus fra Kuwait Citys lufthavn til den irakiske grænse. Her venter to kampvogne med bevæbnede soldater på at eskortere os det sidste stykke vej. Alle får vi udleveret tunge fragmentationsveste og hjelme, som vi skal iføre os.
Så ruller bussen gennem natten ad den berygtede hovedvej 6. Dette er dødens landevej, hvor Saddam Husseins styrker rullede ind i Kuwait – og hvor de irakiske styrkers fortumlede tilbagetog senere efterlod dynger af lig og hundredvis af udbrændte kampvogne og andet vraggods, som stadig ligger og ruster i ørkensandet.
I dag er hovedvej 6 atter dødens landevej, for de fleste bombeangreb mod forbipasserende militærkøretøjer finder sted her, hvor briter, amerikanere, danskere og andre udenlandske styrker får forsyninger og tropper kørt ind og ud af landet.
Det er mørkt, det er tåget. Gennem disen aner man flammerne fra olietårne i det fjerne. Det er et spøgelsesland derude – et ukendt og farligt landskab, hvor man ikke kan færdes frit. Enhver udlænding er et mål, hvad enten det er for kidnappere eller bombemænd.
Men vi er ikke i krig.

Befolkningen bakker op
Den danske lejr, Camp Danevang, ligger som en lejr inden i lejren omkranset af de britiske styrker på Shaiba Log-basen. Her er vi godt beskyttede mod det farlige derude. Af og til skyder de mortergranater mod lejren, men de rammer sjældent. Dog, hvis vi gennem højtalerne hører ordren: Shelter! Shelter! Shelter! – så skal vi straks iføre os fragmentationsvest og hjelm og søge ind i den nærmeste sandbunker.
»Frag-vest,« hedder det i militærjargonen. Det er en tung satan at gå rundt med, det smerter i skulderbladene og ryggen efter kort tid, men der er ingen vej udenom: Efter mørkets frembrud skal den på, selv inden for lejrens trygge mure.
»Målt over en periode er her blevet sikrere,« siger oberst Dalby. »Den generelle situation i Irak er blevet bedre, men målt på tabstal er det svært at se.«
»Der er ingen tvivl om, at de kampe, der var i Falluja, ændrede billedet markant,« fortsætter obersten og hentyder til de amerikanske styrkers nedkæmpning af oprørsgruppernes hovedkvarter i byen Falluja. »I løbet af december har man fået kontrol over næsten hele landet.« Hernede i det sydlige område var Mahdi-militserne, som tilhører den unge shia-rebelske leder Muqtada al-Sadr, aktive i området lige indtil august måneds amerikanske operation i Najaf, fortæller oberst Dalby.
»Nu er de dysset ned, men der er enkelte ekstreme grene, han ikke kan styre.«
Så nej, alt i alt er vi ikke i krig. 98 procent af befolkningen i Basra-provinsen bakker op om de udenlandske styrkers tilstedeværelse. Kun to procent er imod os, siger oberst Dalby. Og så er der selvfølgelig alle de kriminelle elementer – 80 procent af uroen skyldes almindelig kriminalitet, vurderer den danske øverstkommanderende. Kun de resterende 20 procent er politisk motiverede angreb.

Bomber i vejkanten
Uden for lejren foregår al transport i eskorte, hvor mindst to køretøjer følges ad. Militærpolitiet har netop fået nye pansrede vogne. Det er de glade for.
Dengang i efteråret, hvor tre danske soldater blev ramt af to vejbomber, kørte de i en af de åbne firhjulstrukne biler. Og det var et rent mirakel, at ingen mistede livet.
»Vi var ekstremt heldige,« fortæller en soldat over morgenmaden i kantinen. »En halv meter længere fremme eller længere tilbage, så havde det kostet liv. Nej, vi er ikke vilde med de åbne biler. Men vores øverstkommanderende vil have det sådan.«
Oberst Dalby taler om soft approach, hvor soldaterne fremtræder så lidt truende som muligt:
»Vi bruger helst ikke store pansrede køretøjer. Det vigtigste middel mod vejbomber er at få befolkningen med os, fordi en million par øjne ser bedre end to. De giver os masser af nyttige oplysninger.«
Men altså ikke om denne her vejbombe. Der sprænger tre-fire stykker om måneden, siger han, men omkring det dobbelte antal bliver opdaget i tide – og det er også et fremskridt, sådan var det ikke for et halvt år siden.
Meldingen kommer over radioen, mens vi er på vej ud af lejren for at deltage i dagens patrulje – vi journalister har høfligt fået tilbudt plads i de to nye lukkede og pansrede biler, mens soldaterne selv tager de to åbne køretøjer.
»Alfa-fire, alfa-fire. Der er set en mistænkelig papkasse på hovedvejen syv kilometer nord for tjekpoint 6. Den lå der ikke i morges, over.«
Oversergeant Johnny Andersen, som kører bilen, trækker på skuldrene. »Sådan nogle meldinger er der mange af.«
Vejbomberne bliver mere og mere udspekulerede. De kan ligge gemt under en dynge sand og kan udløses ved en opringning fra en mobiltelefon eller ved hjælp af fjernbetjeningen fra at udtjent tv-apparat.
Bombemændene holder udkig på afstand for at se, hvornår militærkøretøjerne er lige ud for bomben – og så trykker de på knappen.
Et andet trick er først at bringe en mindre bombe til sprængning. Når forstærkninger og hjælpekøretøjer iler til, sprænger de den rigtige, langt kraftigere bombe.
Den omtalte papkasse skal de irakiske sikkerhedsstyrker selv køre ud og tjekke. Det er ikke vores hovedpine, så vi kører videre – gennem det flade ørkenlandskab, gennem de usle, fattige bebyggelser langs hovedvejen, hvor irakerne er på vej på arbejde med busser og overfyldte taxaer, med æselkærrer og cykler.

Fodtur på markedet
Det siges, at der er kommet flere penge og mange nye biler i omløb efter krigen.
Der bygges da også lidt hist og her, og et enkelt sted er der anlagt en ny, fin midterrabat med farvede betonsten i omhyggelige mønstre. Ellers er her gråt, trøstesløst og fattigt.
Affaldsbunkerne flyder over alt, vinterens snavsede vandpytter står mellem de forfaldne huse og rådner.
Uden for de få benzinstationer holder biler og lastbiler i endeløse køer for at få tanket op. En gammel mand forklarer med mange fagter, at før i tiden var der altid benzin – nu må han vente i mange timer.
Længere nordpå, i byen Al Qurnah, som ligger tæt på den gamle danske Camp Eden-lejr, regnes situationen for relativt ufarlig. Her kan journalisterne gå i byen til fods og besøge det lokale marked, eskorteret af seks-otte soldater fra spejdereskadronen.
Så her kommer vi gående med pen, blok, kamera og camouflagefarvet fragmentationsvest på. Hjelme er dog ikke nødvendige. Der er soldater foran os, bagved og på siden. Rutineret og professionelt fordeler de sig og sørger hele tiden for, at vi er omringet, selv når de hensynsfuldt holder sig på nogle meters afstand, mens vi interviewer ’de lokale’. Vi spørger tilfældige handlende, hvad de forventer af valget, hvem de vil stemme på, hvem tror de vinder – og hvornår skal de udenlandske styrker forlade landet?
En soldat bryder ind. »Nu har vi stået her lidt for længe, vi er nødt til at bevæge os videre.«
En ting er, at byens indbyggere her er vant til de flinke danske soldater og som hovedregel er venligt stemte. Men der kan jo være nogle enkelte, som er fjendtligt indstillede, og som kunne finde på at benytte sig af, at en gruppe udlændinge driver rundt og hænger ud i byen.
Men vi er ikke i krig.

Udsigt fra paladset
Basra by er det farligste sted. Rejsen herind er tilrettelagt som en militær operation. En deling af spejdereskadronen er hentet ned fra Al Qurnah specielt for at sikre transporten. Fire kampvogne er stillet til rådighed – den forreste baner vejen, og vi passagerer er fordelt på de tre sidste. Ruten er indtegnet på militærkort. Vi kører på minuttet og ankommer på minuttet. Britiske soldater skal stå parat i den anden ende for at tage imod os, enhver forsinkelse øger risikoen.
På den første strækning kan vi på skift stikke hovedet op gennem lugerne og kigge ud. Men allerede i udkanten af Basra by kommer ordren om at dykke ned. Lugerne bliver lukket, og vi sidder nede i mørket, mens kortegen ruller af sted. På et tidspunkt går det hektisk for sig – der er trafikprop, vi viger udenom, og chaufføren kaster Piranha-kampvognen op over en kantsten, ind over fortovet og ud på vejbanen igen. Vi skal ikke holde stille for længe, for så kan vi blive mål for mortergranater. Vi skal ikke køre for langsomt. Og vi skal ikke have andre biler til at mase sig ind mellem vore fire køretøjer og splitte kortegen.
Basra ligger ved bredden af Shatt-al-Arab flodens turkisfarvede vande. Men håbet om at få et glimt af rigtigt byliv bliver aldrig opfyldt. Vi bliver først lukket ud af kampvognens indre i sikkerhed bag beton- og sandsækkemurene om det afskærmede område nede ved floden, hvor Basra Palace – Saddams gamle palads – nu bruges af briterne som hovedkvarter.
Fra paladsets tag kan vi se ud over Basras pendant til Bagdads ’grønne zone’. Eneste forskel er, at her er det kun de udenlandske styrker og det britiske og amerikanske konsulat, der holder til inden for zonen.
Provinsens lokale regering bor i bygninger ude i byen. Basra er trods alt ikke Bagdad.
Den danske forbindelsesofficer Jakob Biering, som er stationeret i Basra Palace, udpeger yderporten, hvor der i forrige uge blev bragt en af tre bilbomber til sprængning. To irakiske politifolk mistede livet foruden bombechaufføren selv. Irakerne bevogter paladsets ydre porte, og udgør den første fremskudte forsvarslinie.
»Kynisk set var det et held, at det var dem, det gik ud over,« siger officer Biering.
»Nogle af de irakiske politifolk er under mistanke for at have en finger med i spillet med vejbomberne. Nu kan de mærke det på deres egen krop og måske indse, at der er behov for at rense ud i rækkerne.«

Bombe mod hovedvagten
Det mærkeligste er måske, at man på intet tidspunkt føler behov for at være bange. Det hele er alligevel en slags leg – en spejderøvelse med seje dragter på og radiomeldinger i kode. Der sker ikke noget. Ikke for os. Vi er jo ikke i krig. Ikke rigtigt.
Det er spændende med alle skydevåbnene. Og det er cool at smutte en tur op i vagttårnet og låne soldaternes natkikkert, hvor man kan se hver detalje i gaderne i Al Qurnah by. Selv de amerikanske feltrationer bliver prøvesmagt for at få hele oplevelsen med.
Vi nærmer os Camp Danevang den sidste eftermiddag lidt i fem, da meldingen kommer over radioen: En bilbombe er netop sprunget uden for lejrens hovedindgang. En iraker er dræbt, otte britiske soldater såret. Vi kan ikke køre ind i lejren, alle tilkørselsveje er lukkede for at tjekke for flere bomber.
De danske soldater stopper op og opretter en improviseret vejspærring – et spotcheck hedder det i jargonen. Her holder vi så et par timer og kontrollerer alle køretøjer på vej ud af området.
Passagerer gennes ud af biler og taxaer, mændene kropsvisiteres, bagagerum åbnes. Det spinkle håb er at finde et spor af bombemændene – en bil med flere sprængstoffer eller med ledninger eller andet mistænkeligt grej i bagagerummet.
Men tiden er imod os – bombemændene er formentlig allerede over alle bjerge. Det er mørkt og kulden bider. Hvad gemmer landskabet derude?
»Inden eksplosionen holdt bilen på vejen op til hovedvagten med kølerhjelmen slået op,« skriver Hærens Operative Kommando senere i en pressemeddelelse. »En mand stod ved siden af den og talte i mobiltelefon, netop som en britisk patrulje kørte ud af hovedvagten til Shaiba Log Base. Det fik manden til at gå bort fra sin bil. Øjenvidner har forklaret, hvordan mandens opførsel fik andre til at trække væk fra området, fordi han virkede mistænkelig (…) Da den britiske patrulje passerede bilen, sprang den i luften. Manden med mobiltelefonen løb væk fra området (...)«
Havde vi kørt en halv time før, kunne det måske have været os, bomben ramte. Nu får vi i stedet en god historie at sende hjem til redaktionen. En fodnote måske, i sammenligning med de daglige bombeangreb, der kræver snese af liv i Bagdad og omegn. Men dog en lille forsmag på Iraks blodige alvor.
Og vi er ikke i krig.

*Information har besøgt det sydlige Irak som gæst hos det danske forsvar

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her