Læsetid: 4 min.

Krig blusser atter op i Aceh

Tsunamikatastrofen har ikke fået Indonesiens hær og den separatistiske guerillabevægelse GAM til at indstille fjendtlighederne
10. januar 2005

BRISTEDE HÅB
TOKYO – Trods fredagens skybrud er det meste af vandet sunket, samtidig med at den værste ligstank har fortaget sig. Men tragedien i Aceh-provinsens kystland mod vest fortsætter og forværres. Ganske vist er hjælpen nu tæt på for mange. Pengene findes og de bureaukratiske og logistiske flaskehalse, som bremsede tonsvis af fødevarer, medicin og tøj er så småt ved at løse sig op på flere fronter. Men katastrofens enorme omfang – hundredtusindvis blev ramt – hjemløsheden, de mange forældreløse og traumatiserede børn og den totale mangel på rent vand og truer i denne anden fase af krisen med at slå lige så hårdt som monsterbølgerne.
Fortsat råder der en regulær ’efterkrigssituation’ på Sumatras nordspids. Politiske uroskyer trækker også op. De umiddelbare forhåbninger om en løsning på den lange konflikt er bristet og blevet afløst af øget spænding og militære kommandoaktioner mod GAM-guerillaen, som den gengælder med ’beskidte tricks’. Også militante islamister fra Java har engageret sig i katastrofeområdet for at profitere på den misere, som er alles hverdag. »Tsunamien er Allahs straf for ugudelig levevis. Kun gode muslimer har overlevet,« siger Salman al-Farizi, talsmand for Laskar Mujahedin. Andre iagttagere ser en anden trussel i et nyt Klondyke: Aceh-provinsen er Indonesiens i særklasse mest korrupte provins og strømmen af milliarder af dollar lokker gribbe og ’ligplyndrere’ af enhver slags til.

USA holdes på afstand
Militæret, kendt som TNI, har allerede gjort klart, at katastrofen ikke betyder, at man vil nedtone sin offensiv. »Aktionerne fortsætter, medmindre regeringen vil ophæve den civile undtagelsestilstand, som råder, og den beordrer os til helt at fokusere på hjælpearbejdet,« siger øverstbefalende J. D. Nachrowi. »Situationen nødvendiggør, at vi opretholder sikkerheden, hvilket kræver halvdelen af vores styrker...«
En umiddelbar konsekvens er, at USA har fået ordre til at ophøre med at kaste fornødenheder ned fra helikoptere over områder, som er hårdt ramte af tsunamien, men som anses for at sympatisere med GAM-guerillaen. »Det er en uvelkommen intervention, som kun kan hjælpe fjenden,« meddelte TNI, som leder nødhjælpsarbejdet med den ene hånd og fortsætter krigen mod guerillaen med den anden. Amerikanske kilder i byen Medan bekræfter den indonesiske henstilling og siger, at »de føler med ofrene« i de byer i de guerillakontrollerede område, hvortil vejene er afskåret og hjælp endnu ikke er noget frem. Talsmænd for GAM anklager hæren for at lægge beslag på hjælpeforsyningerne og for at have brudt de løfte om våbenhvile, som præsident Susilo tidligere har givet. De fleste raids har fundet sted i det østlige og det nordlige Aceh. Flere tusind soldater og officerer menes at være omkommet i tsunamien. Guerillaen, som har trukket sig tilbage til bjergene, slap lettere, men mistede mange af dens sympatisører i kystbæltet. »TNI virker mere interesserede i at bekrige os end i at hjælpe folket,« siger A. Daud, talsmand for de 35.000 acehnesere, som lever i eksil i Penang i Malaysia. Men GAM udsættes også for hård kritik i flygtningelejrene for påståede overfald mod og forsinkelse af hjælpeleverance. Demokratibevægelsen, som er havnet i klemme mellem de to stridende parter, udtrykker stærk bekymring. TNI er berygtet for sine brutale krænkelser af menneskerettighederne, ikke mindst på Østtimor. GAM på sin side stræber efter at genoprette sultanatet og indføre strenge islamiske love. Bevægelsen drives dog frem for alt af sit had mod javaneserne, som ses som udsugere med herrefolksadfærd. Modstanden mod Jakarta voksede frem allerede i Suhartos tid og hverken senere undskyldninger eller indrømmelser har modereret bevægelsens ledelse, hvoraf en stor del bor i eksil i Stockholms forstæder. Aceh præges af en stærk islamisk identitet, men GAM har dog fordømt jihadterrorisme tydeligere end regimet i Jakarta. Bevægelsen modarbejdes og bekriges da også af militante, nationalistisk farvede grupper i det øvrige Indonesien.

Vigtig strategisk position
Kamphandlingerne mellem GAM og centralregeringen kunne betragtes som lokale irritationsmomenter, hvis det ikke havde været for Acehs strategiske betydning og store gas- og olieforekomster. Den geografiske beliggenhed ved Malacca-strædet gør provinsen lige så værdifuld som Singapore, og mængden af pirater i området har skabt en potentiel terrortrussel, som længe har bekymret USA, Japan og Australien.
Situationen stiller FN og den vestlige verden over for et stort dilemma. Indonesien vandt sin selvstændighed efter en lang væbnet kamp mod den hollandske kolonimagt, og TNI vil næppe tillade, at FN og de internationale hjælpeorganisationer kommer til at dominere den humanitære indsats i Aceh. Lige så lidt vil TNI uddelegere ansvar til de lokale acehnesere trods en aftale om vidtstrakt autonomi til provinsen.
Men Aceh kommer aldrig til at blive som før. Den massive hjælpeindsats vil strække sig over mindst fem år, og skal den være effektiv vil antallet af udenlandske hjælpearbejdere nødvendigvis skulle være så stort, at det næppe bliver muligt for Indonesien at lukke provinsens grænser igen.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her