Læsetid: 5 min.

Den kroniske uskyld

Efter 'Æblemostreglementet' forsvor John Irving, at han nogensinde ville involvere sig i et filmprojekt igen. Alligevel solgte han rettighederne til sin roman 'Enke for et' år for kun en dollar
7. januar 2005

Interview
New York – De fleste Oscar-vindere ved godt, hvad de er værd. Også forfatteren John Irving, der blev belønnet med en gylden statuette for sit manuskript til Æblemostreglementet (1999) og siden forsvor, at han nogensinde ville involvere sig i tilblivelsen af en film igen. 13 år, 50 manuskriptudkast og tre instruktører skulle der blandt andet til, før filmversionen i Lasse Hallströms instruktion dukkede op på det store lærred, og for Irving, der er født i 1942 og med egne ord ikke har så mange romaner i sig som tidligere, var det ikke længere sliddet værd. Derfor overraskede det også mange, da det kom frem, at han havde solgt filmrettighederne til sin roman Enke for et år (1998) – for én dollar! "Mine oplevelser med Æblemostreglementet havde skræmt mig lidt, det er rigtig. Men da Kip henvendte sig og jeg læste hans forslag til, hvordan romanen kunne filmatiseres – en roman, jeg aldrig i min vildeste fantasi havde forestillet mig overhovedet kunne filmatiseres – da blev jeg så imponeret, at jeg gav ham grønt lys til projektet," fortæller John Irving, da Information møder ham og instruktøren Tod Williams – kaldet Kip – i forbindelse med den amerikanske premiere på The Door in the Floor, der er baseret på første tredjedel af Enke for et år.

Et personligt projekt
"Jeg kan huske, at jeg var på vej ned ad Sixth Avenue på en regnvejrsdag, da jeg så, at Enke for et år var udkommet," siger Williams. "Og jeg læste de første 183 sider ud i én køre. Jeg havde købt romanen for min fornøjelses skyld, men hurtigt gik det op for mig, at den første sektion af bogen havde en perfekt begyndelse, midte og afslutning til en film. Så jeg skrev et langt brev til John, hvor jeg forklarede ham, hvordan jeg forestillede mig, at en filmatisering skulle gribes an. Han inviterede min producer og mig hjem, og efter en halv time havde vi fået rettighederne til filmen for én dollar." I 1999 høstede instruktøren bifald ved estivalen i Sundance for sin debutfilm The Adventures of Sebastian Cole, hvis fortælling om en stedfar, der bliver til en stedmor, er inspireret af Williams' egen opvækst med stedfaren Harry, der fik en kønsskifteoperation og blev til Henrietta. Også The Door in the Floor var et meget personligt projekt for Williams. Filmen handler om den kvindeglade forfatter Ted (Jeff Bridges) og hans smukke kone Marion (Kim Basinger), der forsøger at få tilværelsen med en lille datter og en hverdag i det mondæne East Hampton på ret køl igen, efter at de har mistet begge deres sønner i en bilulykke. Det sker på uventet vis, da den unge student Eddie (Jon Foster) dukker op for hjælpe med at renskrive forfatterens manuskripter og ender med at forelske sig i Marion.

Når kærligheden dør
"Jeg havde mistet en masse i mit liv på det tidspunkt," siger Williams.
"Mine bedsteforældre var gået bort, og jeg var netop blevet skilt fra min første kone, og selv om det jo er en meget naturlige ting at opleve for en 30-årig mand nu til dags, så var det ikke desto mindre store tab for mig. Og det fik mig til at spørge mig selv om, hvordan man kommer videre, når man har mistet noget værdifuldt, og om hvad der sker, når kærligheden dør." Det tog Williams og hans producent fire år at skrabe syv millioner dollars sammen, så de kunne starte optagelserne. Undervejs læste John Irving instruktørens forskellige manuskriptudkast. "Det var et meget behageligt samarbejde," siger Irving og griner. "Kip lavede jo det hele, jeg skulle bare læse. Nej, han havde en masse gode ideer – det var hans idé at lade historien udspille sig i vore dage, og det var ham, der ganske genialt fik indarbejdet titlen i filmens afsluttende scene. Desuden er det befriende at arbejde sammen med folk, der ikke vil portrættere mennesker som enten gode eller dårlige. Sådan er ingen jo i virkeligheden. Ted er for eksempel en meget dårlig ægtemand, men en vidunderlig far! Det forstod Kip. Han er en god læser – og det sætter jeg selvfølgelig pris på hos en fyr, der skal instruere en af mine bøger!"

Runde figurer
Williams lægger ikke skjul på sin kærlighed til det skrevne ord. En scene i [Kursiv]The Door in the Floor[Normal] skal i bogstaveligste forstand læses – og i skrivende stund arbejder instruktøren på et manuskript baseret på Ernest Hemingways roman [Kursiv]At have eller ikke have (1937), der ikke lægger sig op ad Howard Hawks' version fra 1944 med Humphrey Bogart og Lauren Bacall.
"Jeg er ikke typen, der mener, at alle store romaner absolut skal filmatiseres. Mange af dem skal helst ikke filmatiseres. Det, jeg generelt falder for, er figurer, der er runde og fulde af modsætninger, og som i princippet kunne optræde i et hvilket som helst miljø," forklarer Williams, der netop flyttede handlingen fra 1950'erne, som er tilfældet i starten af Enke for et år, til i stedet at udspille sig i løbet af en enkelt sommer i vore dage. "Det var der to årsager til. Vi havde simpelthen ikke råd til at lave en 'kostumefilm', og desuden syntes jeg, at det var vigtigt, at det moderne biografpublikum hurtigt kunne relatere til de mennesker, der optrådte på lærredet. Det skulle være mennesker, som publikum måske allerede kendte, og derfor skulle Ted og Marions ægteskab, deres terapi og skilsmisse samt Eddies seksuelle lyster ikke sløres af 1950'ernes normer."

Et umodent land
Også Irving bifaldt ideen om at opdatere historien. Han er imidlertid ikke helt så sikker på, at amerikanernes forhold til seksualitet har ændret sig så forfærdelig meget det seneste halve århundrede. "Faktisk minder de her tider, der er præget af puritanisme og seksuel forskrækkelse meget om den efterkrigstid, jeg voksede op i, synes jeg. De kristne dommedagsprædikanter kæfter jo hele tiden op om, hvor forfærdeligt det er at have sex med hinanden. USA er nok det mest seksualforskrækkede og umodne land i verden!" "De seneste 30 år har vi undgået ethvert tiltag til en fornuftig diskussion om, hvad pokker et sundt seksualliv egentlig er. I stedet gik vi helt amok, da det kom frem, at Bill Clinton kunne lide at få et blowjob af en ung pige! Den slags er jo ikke ligefrem sundt at høre for unge mænd, der som Eddie ikke aner, hvad han skal gøre af sig selv, da han bliver inviteret i seng af en smuk kvinde som Marion." Irving frygtede ikke for sin romans skæbne, hvis The Door in the Floor skulle ende som en dårlig film. "Hvis det havde været tilfældet, kunne jeg jo undskylde mig med, at den ikke forholdt sig til hele romanen" siger han med et smil. "Nu kan jeg håbe, at folk får lyst til at læse om, hvad der senere sker for figurerne. Jeg havde faktisk ikke så meget at miste."

Anmeldelsen af 'The Door in the Floor' her på siden

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu