Læsetid: 3 min.

Krumtap søges

Kunstnerne i et postmoderne samfund engagerer sig udfra en følelsesmæssig forargelse fremfor et politisk engagement. At være solidarisk med en bestemt befolkningsgruppe er man forlængst holdt op med, siger samfundsforsker
29. januar 2005

HVA' MÆ' KULTUREN?
Mens kunstnerne ved folketingsvalget i 2001 tog afstand fra flygtninge-indvandrerpolitikken, har de ved dette valg kastet sig over den sanske deltagelse i krigen og senere besættelsen af Irak. Ved dette valg har engagementet på netop flygtninge-indvandrerområdet været forsvindende. Kun Irak-krigen med den ligefremme good guy-bad guy konstellation kan få kunstnerne til at tage aktiv stilling og forsøge at præge den offentlige mening op til et folketingsvalg.
Lektor ved Aalborg Universitets Institut for økonomi, politik og forvaltning, Johannes Andersen, forklarer det med, at kunstnernes forargelse i dag er meget følelsesbetonet, og derfor kan engagementet svinge med opmærksomheden generelt.
»Indvandrerspørgsmålet var i 2001 lettere at engagere sig i, fordi det var et så følelsespåvirket og menneskeligt område. Kunstnere havde nemt ved at identificere sig med, at det var for meget og forargeligt. I denne valgkamp har der ikke været et emne der på samme måde appelerede til en forargelse. Der har ikke været fokus på en bestemt befolkningsgruppe. Det skulle lige være slagteriarbejderne, men det er mange år siden, at kunstnere var solidariske med den befolkningsgruppe, « siger han.
Hvis massefyringerne i Hjørring derimod var sket ved valget i 1979 ville kunstnerne automatisk have reageret med en solidarisk aktion til fordel for slagteriarbejderne. Det siger noget grundlæggende om, hvordan kunstnernes rolle i samfundet har udviklet sig, påpeger Johannes Andersen:
»Det opbrud, der var i 60’erne og 70’erne, omkring kultur- og kunstpolitik gik jo ud på den bomholtske idé om, at vi skal acceptere det moderne. Det åbnede op for nogen form for kunsterisk engagement, og da den modernisering, blev til et politisk opgør i forlængelse af ungdomsoprøret, udviklede det sig til, at det pr. definition er vigtigt, at kunstnere ikke bare er avantgarde, men også engagerede og solidariske – dengang var det med underklassen.«
Det var indskrevet i det univers, som mange kunstnere befandt sig, at man tog poltisk stilling. Det var en del af det at være kunstner, sådan forholder det sig ikke længere.
»På mange måder er kunsten i dag upolitisk, fordi den har ikke nogen krumtap. At være avantgarde i et postmoderne samfund – det er umuligt, fordi alt jo er muligt. Og at være solidarisk med en bestemt befolkningsgruppe er man også forlængst holdt op med i kunstnerverdenen. Det vil sige, at når kunstnere i dag bliver engagerede så er det i høj grad en følelsemæssig fornemmelse af, at ’det er sgu da også for meget’.«

Så selvom de forhold i indvandrerpolitikken, som kunstnerne kritiserede i 2001 ikke nødvendigvis er blevet ændret, så er det ikke givet, at kunstnerne tager aktiv afstand fra det. Emnet har ikke været nok fremme i denne valgkamp til at mobilisere en følelsesmæssig forargelse.
»Der hersker en meget udbredt accept i samfundet af, at man skal stramme politikken overfor indvandrere og flygtninge. Der er ikke rigtig nogen, der har lyst til at tale om det, fordi den på mange måder også er blevet en integreret del af både regeringens og socialdemokraternes politik. Kun de radikale har gjort det til en så markant sag i deres valgkamp, at det muligvis kan vække forargelse. Det ville ikke undre mig, hvis man pludselig så en annonce i Politiken eller Information, hvor Det Radikale Venstre bliver støttet af 20 kunstnere. Det ville være det logiske i denne sag, da det næsten kun er de radikale, der har brugt det her til at profilere sig. Enhedslisten og SF har ikke gjort mere ud af det emne, end de plejer at gøre.«
At flere partier har indført en strammere indvandrerpolitik gør også en afstandtagen mere diffus for kunstnerne. Forargelsen er ikke længere så ligetil.
»Hvis man har en fornemmelse af, at noget da er for galt, så skal den jo helst have en retning og et talerør. Ikke fordi at kunstnerne ikke selv kan tage teten, for det kan de godt. Men det er muligvis en sviende erfaring for mange, at Socialdemokratiet har lagt sig så tæt på det etablerede politiske univers i indvandrerspørgsmål, som det har.Jeg gætter på, at mange af dem, der vil protestere over det, faktisk også vil stemme på Socialdemokraterne samtidig. Det betyder, at de må acceptere en modsætning. Hvad mange andre i dag også må gøre. Enten skal de vælge Det Radikale Venstre og dermed tage det opgør og bruge det som det centrale, eller også skal de simpelthen trække en modsætning ind og på en eller anden måde gøre den håndterbar eller tålelig og så stemme på Socialdemokraterne, og det tror jeg, da er et dilemma som mange kunstnere står i.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu