Læsetid: 2 min.

KULTUR - JAZZ

10. januar 2005

Jazz med spanske strenge
Den spanske flamencos rytmiske intensitet og særlige, dramatiske tonesprog har rige muligheder i mødet med jazzen, hvilket også er udnyttet af en række spanske musikere i nyere tid ikke mindst pianisten Chano Dominguez. Garardo Nuñez er en af tidens jazzinspirerede flamencoguitarister. Han høres på Andando El Tiempo sammen med en række latinske perkussionister plus den fine italienske jazztrompetist Paolo Fresu og pianisten Mariano Diaz. Stærkest indtryk gør Nuñez’ eget bragende virtuose spil på den strengegnistrende »Siempre Es Tarde«. Der er denne ranke og, når den spilles rigtigt, gribende elegance over den spanske flamenco, som i Nuñez’ hænder bliver til en varm og imødekommende musik. Også selv om han ikke når Paco de Lucias kunstneriske dybder eller kan opretholde den intensitet, som en anden instrumentkollega, Tomatito, demonstrerede på Paseo de los Castaños, fra 2001. cmh

Gerardo Nuñez: Andando El Tiempo (ACT)

Villaume i New York
Pianisten Kasper Villaume har evnen til at lave indbydende plader. Det er noget med den direkte adgang til gedigent swing, elegant anslag og en altid melodisk formet vitalitet, der gør hans spil umiddelbart appetitligt. Sådan var det med hans to kvartetplader, Outrun (2001) og Villaumenizer (2003). Sådan er det ikke helt med hans nye udspil, 117 Ditmas Avenue. Pladen er ellers indspillet i et studie i New York under optimale betingelser med Jesper Bodilsen (bas) og en af jazzens mest drevne trommeslagere, Jeff ’Tain’ Watts, der bl.a. har samarbejdet med Wynton Marsalis, Sonny Rollins og Geri Allen. Villaume præsenterer et program af standards, egne numre og et par anderledes indslag bl.a. »Dansevise,« der får en modal men lyrisk udfladet fortolkning. Der er mere liv i versionen af »Seven Steps To Heaven,« hvor udvekslingerne gnistrer. Men der er overordnet noget uforløst og fortærsket over musikken, der følger den traditionsbevidste jazztrios konventioner til punkt og prikke. Med andre ord: man keder sig ind imellem. cmh

Kasper Villaume Trio: 117 Ditmas Avenue (Stunt)

Flagrende og fræk Django Bates
Med en moderne fusionspræget lyd tager tangentspilleren, komponisten og arrangøren (og Jazzpar-vinderen fra 1997) fat med ufortrøden veloplagthed på sin første cd i 6 år. Bandet er endnu engang hans Human Chain med Iain Ballamy (sax), Michael Mondesir (el-bas) og Martin France (trommer) foruden bl.a. Josefine Lindstrand (vokal) og strygergruppen Smith Quartet. Pladen demonstrerer Bates egensindige, vildtvoksende arrangørkunst, gøgleragtige humoristiske gemyt og kompositoriske ambitioner. Det kører af sporet på hans til lejligheden nyjusterede glansnummer i musikalsk dekonstruktion, Sinatra-signaturen "My Way". Til gengæld fremstår versionen af Bowies "Life On Mars" som en pragtfuld jazzsymfoni, der sprudler af liv og bibeholder sangen basale emotionelle kraft. Det er netop balancegangen imellem overkill og præcision, humor og alvor, der gør denne plade til en både anderledes, enerverende, fræk, flagrende, medrivende og kriblende mærkværdighed med sin helt egen charme.
cmh

Django Bates: You Live And Learn…(Apparently) (Lost Marble)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her