Læsetid: 13 min.

Kulturkamp kommer som et billede ved højlys dag

Kan man måle den sande tilstand under en kulturkamp? Nej, det kan man ikke. Men man kan alligevel se både klare fiaskoer, forsømmelser og en stor succes?
27. januar 2005

Rigets sand(synlig)e tilstand
»Egentlig er der brug for kulturkamp. I danske øren lyder det måske lidt voldsomt. Og jeg tænker da heller ikke på væbnet opstand. Men jeg bruger ordet kulturkamp for at understrege den altomfattende karakter af den holdningsændring, der er brug for. Vi skal helt fra bunden gøre op med de kollektivistiske normer, vi så at sige har fået ind med modermælken. Det bliver en kamp mod nedarvede vaneforestillinger og affældige, påståede sandheder.«
Anders Fogh Rasmussen, 1993

1. Som en tyv om natten
Man kan kende kampen på billederne. Når Anders Fogh Rasmussen bruger metaforer, fører han kulturkamp. Og det sker på samme måde hver gang: Han vælger et billede fra hverdagssproget til at tegne noget, der er helt forkert. Det er ikke tilfældigt, at han kommunikerer med billeder og ikke med begreber. For kulturkamp er ikke diskussion. Det er for Anders Fogh Rasmussen fremstilling af modstandere som fjendebilleder. Det er så simpelt som en tegneserie. Anders Fogh Rasmussen siger:
»Betydende reformer skal ikke komme som en tyv om natten.«
Underforstået: Betydende reformer plejer at komme som tyve om natten, men det skal de ikke blive ved med.
Rasmussens billeder taler klart: Reformer, der ikke er annonceret som løfter inden valget, er som tyve om natten. De er kriminelle. Det betyder, at reformer tager noget væk. De kommer for at gøre dig fattigere. Ligegyldigt hvad Anders Fogh Rasmussen siger i åbne debatter og inter-view om ’reformer’, så har han lanceret et billede, der forbinder reformer med forbrydelser.
Men han sammenligner ikke alene reformer med tyve. Han betoner også beslutningsprocessen: Den plejer at udfolde sig i det skjulte. Den er gemt væk, og det er sikkert, fordi den er suspekt.
Den klare pointe er, at sådan gør Anders Fogh Rasmussen ikke. Han fremlægger sin løfter ude i det åbne, hvor alle kan se det. Og han gør det op til et valg, hvor befolkningen selv kan sige til eller fra. Og han gør det som en kontrakt: Han forpligter sig på sine løfter. Og han gør ikke mere end det. Der kommer ikke nogen reformer som tyveknægte. Det er ikke nogen original metafor eller noget slående billede, Anders Fogh Rasmussen promenerer. Netop ikke. Det skal være et påfaldende hverdagsligt udtryk, der ubemærket kan snige sig ind i normaldanskernes bevidsthed. Nærmest som en reklame i biografen. Kulturkampen finder sted som billeders vandring ved højlys dag fra statsministerens mund og ind i danskernes bevidsthed.
Denne samme pointe har Anders Fogh Rasmussen forklaret uden billeder og klichéer. Og ikke på vælgernes oplevelsesniveau, men fra en analyserende position i et interview med Weekendavisen, januar 2003:
»Det danske politiske sy-stem og det danske folkestyre i det hele taget egner sig ikke til store dramatiske politiske engangsomvæltninger. Jeg prøvede selv i starten af 80’erne at være med til at lave Danmarkshistoriens største skatteplan og derefter en lidt mindre. Ingen af dem lykkedes, for det var simpelthen så stort og uoverskueligt.«
Det kunne ikke lade sig gøre at tydeliggøre reformerne. De kunne ikke forklares ordentligt for vælgerne. De kom til at virke som en tyv om natten. Det er i det samme interview i Weekendavisen, at Anders Fogh Rasmussen præsenterer ’kulturkamp’ som alternativ til store reformer:
»Det er udfaldet af kulturkampen, der afgør Danmarks fremtid. Ikke den økonomi-ske politik. Ikke teknokrati-ske ændringer af lovgivningssystemer. Det afgørende er, hvem der får held til at sætte dagsordenen i værdidebatten.«

Status
Anders Fogh Rasmussen kommenterede senere sin proklamation i et interview med Information:
»Det, jeg lavede i intervi-ewet i Weekendavisen, var mere en beskrivelse af en arbejdsmetode. Den metode går ud på, at det er bedre at starte med at sætte en dagsorden, skubbe til holdninger, og så sætte ind med lovgivning, end den anden vej rundt, hvor man prøver at presse nogle holdninger ned over hovedet på folk ved at vedtage reformer i folketingssalen. Det var det, der var mit ærinde i Weekendavisen, og ikke at opfordre til kulturkamp.«
Nu betegner kulturkampen ikke længere en kamp eller en konflikt. Det er blevet en metode. Allerede i sin legendariske bog Fra socialstat til minimalstat fra 1993 erklærede Anders Fogh Rasmussen en kamp, der ikke bare var metode:
»Egentlig er der brug for kulturkamp. I danske øren lyder det måske lidt voldsomt. Og jeg tænker da heller ikke på væbnet opstand. Men jeg bruger ordet kulturkamp for at understrege den altomfattende karakter af den holdningsændring, der er brug for. Vi skal helt fra bunden gøre op med de kollektivistiske normer, vi så at sige har fået ind med modermælken. Det bliver en kamp mod nedarvede vaneforestillinger og affældige, påståede sandheder.«
Dengang var kulturkamp et opgør med de kollektivistiske sandheder. Nu er kulturkamp blevet til ’værdidebat’. Til forsvar for alt det, som vi egentlig alle er enige om. Anders Fogh Rasmussen har opgivet konfrontationen og konflikten. Værdidebatten udfordrer ikke sandheder; den forsvarer det, vi alle er enige om. Nu forsvarer statsministeren ’vores værdier’ mod en fjende, som han har valgt at kalde ’værdirelativismen.’ Men som sociologen Jørn Loftager påpeger i sit bidrag til magtudredningen Politisk offentlighed og demokrati i Danmark: Værdirelativismen og dens fjender har den præmis til fælles, at de betragter værdier som det afgørende. De er enige om, at det drejer sig om at betragte verden, som den bør være. Værdier er altid ønskesedler. Men ifølge Loftager finder den politiske konflikt ikke sted som snak om abstrakte værdier, men gennem forskellige beskrivelser af den konkrete virkelighed:
»Snarere end at være udtryk for uenighed om såkaldte værdier vil jeg dermed hævde, at politisk uenighed grundlæggende er udtryk for uenighed om, hvordan den grundlæggende situation skal beskrives.«
Anders Fogh Rasmussen er gået fra konfrontation til konsensus. Da han kaldte sine modstandere for ’pladderhumanister’, var det netop en beskrivelse, der skabte konflikt. Da han i efteråret 2004 stillede sig op på Venstres landsmøde og forsvarede
ytringsfriheden som ’værdi’, kunne ingen være uenig. Alle mener, at ytringsfriheden bør respekteres. Her var vi gået fra konflikten i virkeligheden til værdierne på ønskesedlen.
Valget i 2001, som bragte Anders Fogh Rasmussen til magten, var et valg mod samfundets fjender: Det drejede sig om at ramme udlændinge og kriminelle. Og ikke mindst de tossegode kulturradikale, der traditionelt har forsvaret dem. Valget i 2005 handler om at forkæle samfundets venner. Det er en overgang fra kulturkamp til værdisnak. Fra konfrontation til enighed. Fra opbrud til hygge omkring børnefamilierne.
Det bør tilføjes, at Anders Fogh Rasmussens forsøg på kulturkamp ikke synes at have forberedt nogen som helst større reformer. I hvert fald handler statsministeren ikke, som om han har tillid til, at befolkningen nu er blevet klar til reformer. Snarere tværtimod. Nu lover han reformpause. Og vetoret til Socialdemokraterne. Og hans modvilje mod politiske reformer er nu blevet så tydelig, at selv den gamle konservative statsminister Poul Schlüter efterlyser vilje til forandring. Som han har sagt i et interview til Weekendavisen:
»De fleste danskere er helt og fuldt klar over, at det danske samfund skal igennem alvorlige, fremadrettede reformer.«
Og som han også siger om Venstres angst for reformer:
»Det beror på den misforståelse, at reformer ville være upopulære, og at de ikke ville få vælgertilslutning. Men det vil de helt bestemt få.«
Endelig har Anders Fogh Rasmussen selv gjort sig skyldig i en fuldstændigt uannonceret reform: Strukturreformen var ikke lagt frem for vælgerne inden valget i 2001. Denne historiske omlægning blev ikke foreslået efter en åben debat. Ingen involverede havde offentligt krævet omlægninger af den eksisterende kommunestruktur. Det var statsministerens ide. Den kom oppefra, som en tyv om natten.

2. ’Eksperttyranni’
»Vi tror på, at mennesker er bedst til selv at vælge. Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne.«
»Der er tendenser til et ekspertyranni, som risikerer at undertrykke den frie folkelige debat. Befolkningen skal ikke finde sig i løftede pegefingre fra såkaldte eksperter, der mener at vide bedst. Eks-perter kan være gode nok til at formidle faktisk viden. Men når vi skal træffe personlige valg, er vi alle eksperter.«
Anders Fogh Rasmussen,
nytårstalen 2002
Alle store fortællinger er båret af et ideal om frigørelse. Anders Fogh Rasmussen brugte sin første officielle tale som statsminister til at præsentere frigørelser fra
eksperter som sin store fortælling. Frigørelsen skal finde sted på to forskellige fronter: For det første skal den offentlige debat ikke domineres af eksperter, der lukker diskussioner med henvisninger til konventioner og videnskabelige beviser. For det andet skal almindelige menneskers personlige valg ikke dikteres af eksperter.

Status
Hvad den offentlige debat angår, er det lykkedes Anders Fogh Rasmussen og Dansk Folkeparti at miskreditere menneskerettighedsforskere som Morten Kjærum.
Under forrige valgkamp vurderede Kjærum, at det for en eventuel ny regering ville være umuligt at stramme udlændingelovene yderligere uden at krænke internationale konventioner. Kjærum har siden tilkendegivet, at han overskred sine kompetencer og tog fejl.
Under denne valgkamp har Socialdemokraterne sammen med Det Radikale Venstre opfordret til en uvildig undersøgelse af de kritiske rapporter, der er kommet fra Det Danske Institut Menneskerettigheder. Hvilket synes at afsløre, at regeringen Fogh har haft held til at overbevise om, at Det Danske Center for Menneskerettigheder bedriver politiserende forskning. Birgitte Kofod Olsen fra instituttet har beklaget initiativet fra Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre:
»Vi opfatter os selv som denne uvildige instans, og vi har allerede lavet en uafhængig undersøgelse. Det er et politisk spørgsmål nu.«
Det er dog vanskeligt at afgøre om, Anders Fogh Rasmussen skulle have skabt betingelser for en friere offentlig debat.
Den store principielle fejde mellem Birthe Rønn Hornbech og Pia Kjærsgaard fra sommeren 2003 diskvalificerede han med en simpel frase: Hornbech skulle ikke være så ømskindet. Pia Kjærsgaard stillede spørgsmålet: ’Hvorfor opsiger vi ikke de internationale konventioner?’ ’Hvorfor må vi ikke diskriminere?’
Og Birthe Rønn Hornbech reagerede med en åben diskussion af konventionernes legitimitet. Men denne afgørende diskussion lukkede Anders Fogh Rasmussen øjeblikkeligt. Hornbech skulle tie stille.
Da en gruppe venstrepolitikere, anført af Søren Pind, foreslog 10 liberalistiske teser til afstemning på Venstres landsmøde i 2003, truede statsministeren med at trække sig som formand for partiet, hvis de ikke blev trukket tilbage som forslag. Han lukkede for demokratiet i sit eget parti.
Han har reduceret Venstres landsmøde til et show, hvor medlemmer bliver præsenteret for den politik, partiledelsen har valgt at føre. Der er adskillige eksempler på, hvordan Anders Fogh Rasmussen med et enkelt ord har lukket åbne offentlige spørgsmål. Senest over denne weekend, da han affærdigede kritikken af finansminister Thor Pedersens eventuelle misbrug af embedsmænd under valgkampen med beskyldningen: ’fnidder’.
Det samme gælder den offentlige debat om grundlaget for krigen mod Irak. Statsministeren svarer ikke på kvalificerede spørgsmål. Men stiller i stedet det retoriske modspørgsmål:’Ville I hellere have, at diktatoren stadig var ved magten?’.
Hvad angår den personlige frihed til at vælge selv i eget liv, har Anders Fogh Rasmussen intet gjort for at mynddiggøre de sociale klienter, der bliver mødt med krav om aktivering, kurser og selvudviklingsforpligtelser fra socialarbejdere. Den officielle danske magtudredning har advaret mod, at udstødte danske borgere bliver umynddiggjort i det sociale system. Mens den velfungerende majoritet bliver tilbudt frie valg og større service, bliver de udstødte minoriteter disciplineret og kontrolleret. Som Jørn Loftager skriver i sit bidrag til magtudredningen fra 2004:
»I stedet for at opfatte arbejdsløse som personer, der blandt andet i kraft af retten til dagpenge kan opretholde deres status som medborgere, insisteres nu på at definere ledige som ekskluderede, der skal kontrolleres og ansvarliggøres gennem deltagelse i aktivering.
Problemet er, at en sådan fremstilling om og fremstilling af de ledige på længere sigt som en selvopfyldende profeti kan fremme et mere ulige medborgerskab med forskellige grader af værdighed. I sammenhæng hermed er staten blevet tildelt en stærkere og mere indgribende rolle i forhold til individet og dets privatsfære.«
Det er ikke statsministeren, der har opfundet denne strategi til at styre de ledige. Det er derimod en bred ud-viklingstendens. Men på dette felt har hans kulturkamp intet gjort for at frigøre de svageste fra sociale eksperters ret til at definere dem som klienter.

3. ’sidde i rundkreds’
»Vi skal indse, at en vis portion paratviden er nødvendig. I tre årtier er der kastet vrag på paratviden. Den er blevet opfattet som sort skole, udenadslære og terperi. Det er som om, at indlæring af faglige færdigheder er blevet nedprioriteret til fordel for at sidde i rundkreds og spørge: ’Hvad synes du selv?’«
Anders Fogh Rasmussen,
Folketingets åbning oktober 2003

Rundkredsen er en anti-autoritær figur. Den er pyramidens modsætning. Her sidder alle ved siden af hinanden, og ingen står oven over det hele. Og i efteråret 2003 brugte Anders Fogh Rasmussen rundkredsen som fjendebillede på en folkeskolekultur, der sætter elevens egne fornemmelser og formodninger som målestok for rigtigt og forkert i undervisning. Det er en folkeskole, der sætter ’væren’ over ’læren’. Som prioriterer den enkeltes elevs selvudvikling over de almene faglige standarder.
Det førte til en farlig ballade: Fogh var vel nok slem og unuanceret. Danmarklærerforeningens formand Anders Bondo Christensen måtte straks melde ud, at det var ’politisk plat på andres bekostning’. Uden frygt for at virke ynkelig tilføjede Bondo: ’det skuffer mig’.

Status
Det Fogh Rasmussen sagde, var allerede ikke bare hysterisk hetz mod folkeskolelærere og hippiepædagoger. Han markerede en problematik, som allerede var under debat. Sociologen Stefan Hermanns undersøgelser af folkeskolekulturen indikerer, at Fogh måske ikke bare bedriver politisk plat på andres bekostning. Således har Hermann beskrevet relationen mellem elev og lærer i folkeskolen:
»Lærerens vidensmono-pol er antastet. For hvem er det lige, der bestemmer, når barnet er det vigtigste? Det er barnet selv. Læreren skal ikke længere sige: ’Det her skal I gøre, og det skal I danne jer ud fra. Så i stedet bliver han en coach; en vejleder. Han skal lede den enkelte på vej. Suveræniteten er uddelegeret fra læreren til de små børn. Læreren må ikke pådutte børnene sammenhæng i pensum, for læring foregår gennem lyst og projektarbejde. Selvudvikling er lystbetonet. Børnene har ikke pligt til at læse lektier. De skal have lyst til det.«
Rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet Lars Henrik Schmidt har betegnet den danske folkeskole som ’den pigelige skole’, hvor man snakker om viden på samme måde, som piger i et prøverum i en tøjbutik siger: Den kan jeg lide, den kan jeg ikke lide:
»Den pigelige skole er meget snakkesalig, og i vores vilje til at forklare alting har vi brudt med forestillingen om, at der findes noget i den her verden, som er kantet og hårdt.«
Anders Fogh Rasmussen har insisteret på det, der er kantet og hårdt. Han kalder det for ’faglighed’. Og selv om han ikke har været i stand til at definere idealer for faglighed, er det lykkedes ham at manifestere ’rundkredspædagogik’ som det værste i verden og manglen på faglighed som det største problem for vores folkeskoler. Debatterne efter offentliggørelsen af de så omtalte PISA-rapporter har ikke været præget af forsvar for den legende skole og tværfagligt projektarbejde, men derimod konsensus om, at fagligheden skal styrkes.

Konklusion
Der er foreløbige sejre og nederlag i kulturkampen. Det er ganske sigende, at Socialdemokraternes statsministerkandidat tirsdag under den store duel i Brøndbyhallen mod Anders Fogh Rasmussen ikke turde tage opgør om holdninger i forhold til krigen i Irak og udlændinge. Han er bange for at være tossegod. Han er bange for at blive udstillet som pladdehumanist.
Igen har Anders Fogh Rasmussen formået at gøre en udviklingstendens til sin egen kulturkamp: Han har ikke selv startet kampen mod politisk korrekthed, humanistiske synspunkter og venstreorienteret moralisme. Men han har redefineret den og skandaliseret sine modstandere tydeligt og klart. Og det kan vinde også dette folketingsvalg for ham, at den direkte udfordrer føler sig så presset af opgøret med de rigtige meninger, at han ikke tør tage et opgør med det, han helt klart finder forkert.
Det sjove er, at det samme gælder statsministeren selv. Han annoncerede sidst i 2004 et opgør med krævementaliteten i den danske velfærdsstat:
»Det er velfærdsstatens paradoks, at vi har bygget den på for at skabe mest mulig fællesskab, men vi har nået et niveau, hvor vi oplever, at folk mener at have et legitimt krav på at hive mest muligt ud af staten til sig selv.«
Og så kom kulturkampens formel:
»Det er svært at lovgive om, for det handler dybest set om holdninger. Vi skal forstå, at skatten ikke er en entrébillet til en omfordelingsmaskine. Love er naturligvis vigtige, men det, der på sigt forandrer retningen i et samfund, er at påvirke holdninger.«
Er der nogen, der har set Anders Fogh Rasmussens opgør med krævementaliteten i denne her valgkamp? Den er blevet kaldt ’en gavebod’ og en forkælelse af de allerede forkælede. Det ser ud som, kulturkampen kun kan gøre de svage svagere og de stærkere stærkere. Den kan skubbe til det, der allerede bevæger sig. Men den kan ikke gå imod strømmen. Den står stille nu.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her