Læsetid: 10 min.

Kunsten er det umuliges kunst

Duchamps pissekumme og Manzonis ’Merde d’artiste’ er ikke kunst. Det er konsekvensen af den radikale og modige kunstteori, som forfatteren Solvej Balle udkaster i sin nye bog, der er på trapperne og som nok skal vække debat
6. januar 2005

Interview
Solvej Balle har skrevet en bog, der nok skal vække debat, for den indeholder intet mindre end en helt ny teori om kunstens funktion. Det umuliges kunst hedder den og indeholder, som Solvej Balle skriver i dens allerførste linje, »en enkelt tanke.«
Til gengæld er det en tanke, der vender op og ned på ikke mindst det 20. århundredes tænkning om kunst, idet Solvej Balle radikalt adskiller kunst og æstetik, som to områder, der ikke har samme betydning for mennesker. Solvej Balles kunstteori er, som hun selv siger, antropologisk: Den lægger det fællesmenneskelige sanseapparat til grund. »Når vi går omkring i vore menneskelige kroppe og sanser, oplever vi, at vi færdes i en verden af materielle genstande, vi oplever rum, vi ikke kan overskue eller se enden på, og vi forstår, at vi lever i en ubønhørligt fremadskridende tid, som vi kun kan komme til at opleve et lille stykke af.« Ud fra denne overvejelse relaterer Solvej Balle de tredimensionale materielle genstande, et rum vi ikke kan overskue og en tid, der er der både før og efter os, til skulptur, maleri, musik, lyrik og roman. Kunsten gør ’det umulige’ ved at overskride vore sansers begrænsning og være til ’helt for os’ uden det, der sædvanligvis er skjult for sanserne. Skulpturen ophæver forskellen på menneskekroppen og verdens omgivende materiale ved at give materialet menneskelig form; det todimensionale maleri eliminerer den bagside, der i kraft af den tredje dimension altid vil være skjult for det menneskelige øje; musikken udfylder rummet omkring os; romanen gør sig til herre over tiden, og digtnin-gen taler til os gennem et kropsløst jeg. Når bogen nok skal vække debat, er det fordi konsekvensen eksempelvis er, at Marcel Duchamps pissekumme og Manzonis Merde d’artiste ryger ud af kunsten og bliver til æstetiske objekter. Hvad Solvej Balle både er helt på det rene med og diskuterer i bogen. Selv har hun været hele vejen rundt og i årevis fulgt kurser på universitetet i de kunstarter, hun tager op til behandling. Desuden har hun skrevet de skønlitterære værker Lyrefugl (1986 0g 1990), Ifølge loven (1993) og Eller (1998).

På børnehaveniveau
Det har taget Solvej Balle 18 år, fra hun først fik ideen, til bogen nu ligger klar til udgivelse, konstaterer hun, men hvordan fik hun den egentlig? »Det er overvejelser, man altid går med, når man skriver. Hvad er det, man laver? Man tænker over det og føler samtidig en utilfredshed med diverse teorier. Jeg sad i Paris i 1989 og arbejdede på et oplæg til en paneldebat med titlen: ’Kan kunsten lære os at leve bedre?’ Jeg skulle forsøge at beskrive, hvad jeg troede, kunst kunne. Efter at have fulgt kurser på universitetet i årevis, hvor det hele tiden var denne bog, der lå i baghovedet, satte jeg mig nu ned og tog kunstarterne én for én og undersøgte helt nede på børnehaveniveau, hvad jeg syntes, de gjorde: Hvad er musik? Hvad er lyrik? – og så var det bare Nåh! Der var så meget, der faldt på plads, at tanken hægtede sig fast, og jeg har arbejdet på den siden.« »Resten af tiden er gået med at undersøge, hvad andre har tænkt, samtidig med at man jo bygger på, hvad man har hørt og mere eller mindre naivt integreret. Man er meget uskyldig, når man søger på den måde. Man leder efter det, der bekræfter en, og drages af det, der siger præcis det modsatte.« »Jeg har haft det blandet med arbejdet,« tilstår Solvej Balle. »At sidde og digte en teori – for det er jo det, jeg har gjort – holder det? Men til sidst havde jeg det sådan: Det kan meget vel være, at jeg tager fejl, men det kan jeg ikke finde ud af alene. Nu må jeg lægge bogen åbent frem, det kan ikke være mig, det må være kunsten, der har svaret.« – Har din tilgang kun været teoretisk, eller skyldes den også din egen oplevelse af kunst? »Bogen er jo et forsøg på at teoretisere over oplevelsen. Men ens egen oplevelse er meget mere kompleks, jeg forsøger at nå ud over oplevelsen – at forstå, hvorfor man kan se, at noget er godt, selv om man ikke kan lide det. Men der ligger da en følelse af noget basalt til grund, noget der går helt ned i fødderne på eksistensen. Over for et kunstværk føler man sig på den ene side helt alene – på den anden føler man samtidig, at det må andre da også føle.« – Men i alle samfund er det vel sådan, at de flertallet klarer sig udmærket uden kunst, og at endnu færre er udøvende? »Og dog. Så hænger der en kronhjort på væggen. Det er de allerfærreste, der kan bære at leve helt uden kunst, tror jeg. Vi har jo alle velkendt kunst. Vi hører musik, måske bare ikke den nyeste og sværeste. Men når man har vænnet sig til det, er det jo stadig kunst. Vivaldi er stadig kunst, selv om han er blevet vældig populær. En kunstbruger kan jo godt være interesseret i det bedste, selv om det ikke er nyt.« – Samtidig er der stadig flere, der gerne vil være kunstnere, i det mindste i vores samfund? »Eller også vil de være æstetikere! Åbenbart har vi brug for den dimension, især i et samfund, hvor vi ikke skal bruge al energi på at finde føden. Men jeg tror også, det er fordi, den æstetiske kunst har fået højstatus i vores tid, så den opfattes som finere og bedre end alt muligt andet. At vi kan alt det i kunsten, som de andre områder af menne-skelivet kun kan hver for sig. Det, tror jeg, er skrupforkert. De andre områder er også væsentlige, man kan ikke opstille et hierarki.« – Men kan man adskille livsområderne på den måde? Hvis der ikke er noget, der sikrer, at kunsten er til gavn for vores øvrige liv, hvorfor har vi så brug for den som et særligt område i tilværelsen? »Man kan adskille livsområderne teoretisk for at finde ud af, hvad kunsten kan, som de andre ikke kan. Ellers var kunsten jo en slags handy-man, som man bare kunne tilkalde. Hverken at sige, at den kan alt eller sige, at den bare er en assistent, forklarer efter min mening, hvorfor vi har den.« – Men kan man komme uden om spørgsmålet om kunstens indvirkning på vores øvrige liv? »Nej, det er enormt vigtigt at vide, hvad den gør ved os og huske, at den ikke bare skal bruges i vores sociale liv. Vi kan ikke bare tage den og bruge den til noget andet.«

Politisk kunst og æstetik
»Jeg har stor forståelse for teorier, der siger, at der er perioder, hvor kunsten ikke kan lade være med at blive politisk. Det kan jeg sagtens identificere mig med. Som menneske er man nødt til at tage stilling, man kan ikke lade være, og hvorfor skulle man også det? Hvorfor skulle der være en ren kunst? Eller et rent liv? Eller et rent Danmark? Jeg har ikke forståelse for, at livet selv skal være rent, men hvis vi vil forsøge at forstå det, må vi bruge klare begreber. Jeg fatter ikke, at man ikke kan skelne mellem at forstå kunst rent og lave ren kunst. Platon er skoleeksemplet, der ville forvise enhver kunst, som ikke var erkendelse. Jamen det kunne jo være, at kunsten var noget andet!« – Vi taler om ’udødelige kunstværker’. Er det i sidste instans en projiceret overvindelse af døden, der er på spil i kunsten? »Jeg tror bestemt, at kunsten er en fastholdelse af det, der ellers opløses, men det er noget, man får ekstra. Dog tror jeg, at de værker, vi kalder udødelige kunstværker må fange vores grundvilkår. Vi kan få direkte adgang til en fremmed kultur eller en 2000 år gammel kultur via et digt, fordi vi ved, hvad et digt er. Vi kan dele modelleringen af grundvilkår med personer for fra 2000 år siden. Man kan nemlig også gå den modsatte vej og sige, at kunsten er en genvej til forståelsen af, at disse mennesker var af samme slags som os – hvis altså jeg har ret i min teori!« »Teorier om, at kunsten nu er nået til sin afslutning, og hegelsk inspirerede teorier om en udvikling gennem forskellige stadier, som vi lægger bag os, kan ikke forklare, hvorfor vi har denne mærkelige adgang. For disse teorier ville den se ud som en dekadent ’falsk bevidsthed’.« – Og andre igen ville hævde, at vi intet som helst kan vide om det. »Jeg er klart uenig med de teorier, der mener, at tidligere mennesker ikke var af samme slags som os. Konsekvensen af min bog er jo, at kunstbegrebet bredes ud til et antropologisk kunstbegreb, mens jeg til gengæld trækker det tilbage fra æstetikken.« – Det er én af de ting ved din bog, der får én til at spærre øjnene op, at du adskiller kunst og æstetik! »Også jeg, jeg har selv været der! Jeg troede, kunst var æstetisk, da jeg startede.« »Men de æstetiske teorier taler lige så meget om borddækning og tapeter som om det, jeg kalder kunst. I nyere tid bliver disse bredt ud til, at al æstetik er kunst, og dermed opløses kunstbegrebet i en æstetisering af hele tilværelsen. Det er dog kun galt, hvis det er med til at begrænse kunsten, så den pludselig ikke må udfolde sig i bestemte retninger. Hvis kunsten selv opererede med bestemte kategorier og ikke kunne rumme hele tilværelsen, ville det være forfærdeligt, men kunsten stjæler med arme og ben. Vi har også brug for det æstetiske, det er blot ikke frugtbart at mene, at de to ting gør det samme for os i tilværelsen.« – Der er, så vidt jeg kan se, teorier, der, selv om de lægger vægten anderledes, ikke nødvendigvis er i modstrid med din. Når Kant taler om ’interesseløst behag’ taler han vel om noget af det samme, selv om han anbringer denne harmoni i vore erkendeevner? »Jeg er enig i, at der også her er tale om en slags harmoni med verden. Ideen om en balance mellem menneske og omverden er i øvrigt en tanke, Kant har hentet fra epikuræerne. Men når Kant taler om kunsten, taler han om bestemte dele af kunsten.« – Dog er hans beskrivelse vel en psykologisering af det, du beskriver som grundvilkår? »Vi må have erkendeevner, men jeg går ikke ind på mekanismerne, det er en sort boks, jeg ikke går ind i, hvorimod Kant taler om, hvad der er inde i den sorte boks. Der tilhører jeg en videnskabelig tid, hvor man kigger i en scanner, hvis man vil vide sådan noget. Jeg har ikke forstand på neuropsykologi.«

Kunstens vold
– Men dit egentlige udgangspunkt var fornemmelsen af en grundlæggende oplevelse, sagde du, altså en psykologisk vinkel? »Når man skriver en bog, når man skaber kunst, får man fornemmelsen af, at kunst på en måde begår vold, udøver en ret brutal magt over tilværelsen. Da jeg skrev min første bog, tænkte jeg over, at man øver vold mod tiden og over den magt, man pludselig får over et univers.« »Jeg har altid opereret med den tanke, at man får magt, men at man i kunsten samtidig afskriver sig magt. Derfor skabte jeg ordet ’magtløshed’. Mennesker søger ikke magt over hinanden, men balance, så den magt, vi udøver, har reelt set været forsøg på at opnå den balance, som kunsten kan give os. Senere opdagede jeg at epikuræerne faktisk opererede med sådan et neutraliseringsbegreb, Ataraxia, en tilstand af sjælefred, som man kan finde videreført hos Kant.« »Ideen om balance, frihed fra uro, summer under hele bogen, og under alt hvad jeg har skrevet. Men hvis vi misforstår vores behov for at opnå magt, får vi et samfund, der hele tiden søger kontrol og magt.« »Min grundtanke – at udøvelsen af magt må foregå i kunsten – fordi vi har denne trang til total kontrol, er en politisk grundtanke. Når vi søger at få kontrol over grundvilkårene, er vi kørt af sporet. Den uro er klart med i bogen, blot er det ikke det, bogen handler om…« »… men nu siger jeg meget mere, end jeg tør sige i bogen! Nu kommer jeg ud i sumpet ideologi, som kommer fra maven. Men det er sådan, det føles. Bogen har sit udgangspunkt i intuitive fornemmelser af, hvad vi gør. At man udøver vold i kunst, men på en nødvendig, ikke skadelig måde. Det må blot foregå i en undtagelsestilstand.« – For ellers er den skadelig? »Det kan den være. Hvad er trangen til at udforske og modellere på hvad som helst? Hvad er vores trang til at kontrollere det umulige? Noget kan være godt, men tendensen til, at der bare skal være kontrol, er der. Jeg har en klar uro over, at vi vandrer rundt på denne klode, over det mystiske, at vi er her og så behandler den, som om vi har lov til at gøre, hvad der passer os.«

Solvej Balle: ’Det umuliges kunst’ udkommer den 18. januar på forlaget Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her