Læsetid: 4 min.

Kvinden i kulissen

Steinunn Sigurardóttirs humoristiske og helt igennem fine fortælling om dramaets ankomst til en islandsk fiskerby udkommer på dansk i dag
24. januar 2005

NY BOG
Kunsten flytter folk. Og i det lille stillestående islandske fiskersamfund i Steinunn Sigurdardóttirs nye roman har beboerne brug for at blive flyttet og for at blive bevæget. De har brug for lidt drama. Skal der være dramatik, så lad der være dramatik.
Det er udgangspunktet for Sigurdardóttirs roman Jøkelteatret, der udkommer i dansk oversættelse i dag.
Med underfundig humor og kærlige kritiske svirp indrammer Sigurdardóttirs fortælling livet og de dramatiske omvæltninger, der foregår i den islandske fiskerby Papeyri anno 1997-2000.
Sagen er den, at den lokale amatørskuespillerforening vil sætte et stykke af Anton Tjekhov op i anledning af den russiske digter og dramatikers 140 års fødselsdag. Den hovedrige reder, Vatnar Jökull – også kendt som bykongen – falder for idéen og sætter hele sin maniske virketrang og en stor portion penge ind på at bygge et skuespilhus til opførelsen af Tjekhovs Kirsebærhaven.
Hvorfor det lige skal være et stykke af Tjekhov, og hvorfor det er bydende nødvendigt at opføre et nyt prestigeteater til lejligheden, fortaber sig på forunderlig vis i det uvisse.
Ingen er heller helt klar over, hvorfor alle stykkets roller skal spilles af mænd. Som så meget andet i byen er det bare sådan (fordi bykongen siger det). Snart er hele byen i sving og i oprør og forandring på grund af det store nye projekt.
Fællesskabet om opsætningen af skuespillet bliver hurtigt et sted at udvikle og afvikle alle de mange spændinger, der er mellem det lille hermetiske samfunds beboere, og som låser dem fast i forhold til hinanden.

Engleagtig assistent
I Steinunn Sigurdardóttirs fortælling er der en lille djævel på færde, som huserer både som konkret karakter og i mere overført betydning.
Vittigt og absurd lader Sigurdardóttir den lille djævel – alias spøgelset Lillinn – træde til, når det i forvejen proportionsforvrængede projekt kører helt af sporet, eller hvis teaterfolkene har brug for en overnaturlig hånd til at få noget til at lykkes. Så rumler det faretruende i teaterets røgmaskine eller fra et klaprende vindue, og det eneste værn mod de højere magter er at fremsige den verbale nødbremse, beskyttelsesformularen: »Du har skidt i bukserne«.
Men den lille djævel har også en vigtig og engleagtig assistent blandt bysbørnene. Det er den talentfulde sufflør og bogens jeg-fortæller, Beatris, der både holder Sigurdardóttirs fortælling og byens teaterforestilling sammen. Hun er på alle måder kvinden i kulissen, der får det hele til at lykkes.
Det er hos hende, at Sigurdardóttirs udelte sympati ligger. Beatris er den eneste kvinde med fast plads i teaterprojektet.
Mændene i byen og forestillingen er blindt optagede af sig selv og af, om deres roller i skuespillet og deres funktioner i prestigeprojektet nu også står mål med deres position i byen. At få besat rollelisten er et større stykke forhandlingsarbejde, der kommer til at omfordele mange af de formelle magtstrukturer i byen.

Rygmarvsfornemmelse
Sigurdardóttir udstiller forfængeligheden og magtens postulat og skrøbelighed. Det er fint følt og præcist beskrevet. Menneskene er forståelige og til tider latterlige, men aldrig til grin. Sigurdardóttirs lader dem have deres grunde til at gøre, som de gør.
I hele dette spil lader Sigurdardóttir sin kvindehelt Beatris holde sig mere i baggrunden. Også selv om hendes milde, tilbageholdende problemknusertalent i virkeligheden er skuespilprojektets største præstation og bogens omdrejningspunkt.
Med underdrejet humor følger man, hvordan Beatris igen og igen får overtalt oversætteren, Vladi, der er dybt alkoholiseret og ligeså dybt deprimeret til at udsætte sit selvmord. Man må efterlade sig noget, inden man kan tage af sted, argumenterer hun. Hun arrangerer flygtningen Ludmillas flugt til byen og hemmelige elskendes flugt fra den.
Hun kringler bykongen, når han pludselig vil have en fast plads på scenen. Og hun bokser med sin alkoholiserede mor, der slynger om sig med skyld og selvmordstrusler og som gang på gang forsøger at lade sit eget livsdrama konkurrere med Tjekhov på scenen.
Under forberedelserne af forestillingen oplever Beatis også en stormfuld forelskelse, der ikke kan blive til noget.
De indestængte lidenskaber holder hun – den tavse assistent og sufflør – for sig selv, mens de andre – mændene – får luft for deres følelser på scenen. Hendes stormvejr bliver indendørs. Og hun lader det ikke slippe ud hjemme hos den tyske fysioterapeut, hun i øvrigt er lykkeligt gift med.
Bogen er på mange måder et rodet sammensurium af Tjekhov-karakterer og beboere i byen og deres roller på teatret.
Men Sigurdardóttir skriver sit persongalleri frem med et varmt og skarpt blik for deres svagheder og styrker og med en klar rygmarvsfornemmelse for lokalmiljøet, naturen og relationerne mellem menneskene, der både bjergtager og imponerer. Hos Sigurdardóttir bliver det lille samfund en organisk og sluttet helhed snarere end en gruppe af enkeltindivider. En moderne saga, fristes man til at sige.

*Steinunn Sigurdardóttir: Jøkelteatret. Roman. Oversat fra islandsk af Mette Fanø. Gyldendal. 256 s., 275 kr. Udkommer i dag. ISBN 87-02-02365-2

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her