Læsetid: 9 min.

Las Vegas vedgår sin syndefulde arv

USA’s førende kasinoby fylder 100 år. Hasardspillets mekka har undergået voldsomme forandringer – nu har stripklubberne indtaget byen igen
20. januar 2005

LASTENS HULE
LAS VEGAS – Las Vegas bærer på en beskidt hemmelighed. Den neon-oplyste ørkenby, der i årtier har lokket de besøgende til sig med hasardspil, højtsparkende showgirls og slibrige uartigheder, blev først beboet af mormoner fra Salt Lake City i 1855. Gudskelov for den fremtidige by blev missionærerne der ikke særlig længe.
Hvis man kigger meget nøje efter, vil man opdage et lille stykke af den mur, som oprindeligt tilhørte det gamle mormonfort i byens gamle centrum. Andre rudimenter fra de religiøse grundlæggere findes ikke. Las Vegas vil heller ikke vide af sit mormonophav, men har erklæret, at den kun er 100 år gammel, og festlighederne i anledning af 100-årsdagens tjener næppe højere religiøse formål. Efter at man gennem 1990’erne flirtede med tanken om at forandre Las Vegas til et familievenligt udflugtsmål med forlystelsesparker og børnevenlige aktiviteter, har den amerikanske hovedstad for lynbryllupper og gør-det-selv skilsmisser genfundet sit gamle frække jeg. Det nyeste turistslogan siger omtrent det hele: »Det, der sker i Vegas, bliver mellem dig og Vegas!«

Syndens genkomst
Syndens genkomst, hvis den nogensinde for alvor har været forsvundet, kan fornemmes over det hele. Sidste weekend var byen vært for den årlige prisuddeling i pornobranchen på det femstjernede Venetian Hotel. Piratskibets søslag ud for The Treasure Island Hotel er nu blevet omdøbt til ’Sirens’, og i en af galeonerne er der nu kvindelig besætning (kun nødtørftigt klædt på).
Forlystelsesparken, som havde en kort blomstringstid bag det kæmpestore MGM Hotel, lukkede og slukkede for nylig, og selv byens meget omtalte forsøg på at tage livtag med de højere kunstarter fik en hedonistisk drejning. Ganske vist kan man se værker af Lautrec, Rodin og Picasso på Venetian, men titlen på udstillingen siger vist det hele: The Pursuit of Plesure
»Selv om byen har forandret sig meget, er der visse ting, som forbliver de samme,« bemærker Stacy Allsbrook, som er født og opvokset i Las Vegas og ansvarlig for planlægningen af, hvordan 100-års-dagen skal fejres med bl.a. verdens største fødselsdagskage og en kæmpeudendørskoncert med store navne på plakaten (hun vil ikke sige hvem) på selve fødselsdagen den 4. juli. Når alt kommer til alt, tilføjer hun, »har byen en ret interessant historie, på én gang berømt og berygtet«.
Rækken af berømtheder, som har gjort Las Vegas ære, er lang: Elvis blev gift her, The Rat Pack – Frank Sinatra, Dean Martin, Sammy Davis jr. – optrådte her, og det samme gjorde Liberace. Howard Hughes gemte sig her i sin Desert Inn suite. Og mafiaen ikke at forglemme, der investerede alle sine illegale kontanter i Las Vegas, og dermed åbnede mulighed for, at de første glitrende kasinoer så dagens lys efter Anden Verdenskrig.

Den officielle historie
Den officielle historie om Las Vegas 100-årige historie lyder sådan her: Den 15. maj 1905 mødtes nogle personer på en støvet plads, der i dag er byens gamle centrum, og dengang lå lige op af den nyligt åbnede jerbaneforbindelse mellem Los Angeles og Salt Lake City jernbane for at holde auktion over det 410.000 kvadratmeter store område.
Jorden blev solgt for 65 cent pr. hektar, og Las Vegas så dagens lys. »Det er startskuddet til den by, som vi kender,« medgiver Michael Green, der er historieprofessor på The Community College i det sydlige Nevada.
Og Las Vegas voksede sig større og større. Gennem byens 100 år lange historie er indbyggerantallet blevet fordoblet hver 10. år, og byen fortsætter med at vokse den dag i dag – det er fortsat den hurtigst voksende metropol i USA. Pyt med, at den ligger i ørkenen og ikke har så mange vandressourcer (byen henter sine vandforsyninger fra det nordlige Nevada og nabostaten Arizona). Neon-byen lever af sin magnetiske tiltrækningskraft.
Det helt store opsving kom med bygningen af Boulder-dæmningen, som i 1931 blev omdøbt til Hoover-dæmningen. Det kæmpeprojekt lokkede arbejdere og turister til, der var ivrige efter at sidde på første parket til det, der blev betegnet som verdens ottende vidunder. Men hvad kunne man så tage sig til efter dette? Slå sig ned i Las Vegas og gribe chancen nu, da Nevada havde legaliseret hasardspillet.

Mafiaen
Vi spoler hurtigt frem til 1946, og den legendariske mafiaboss Meyer Lansky, der kører ind i byen fra Los Angeles (som på det tidspunkt lå 12 timers kørsel væk, en strækning, som i dag kan gøres på fire timer takket være den nye motorvej) sammen med sin ven Bugsy Siegel. Efter sigende var Lansky ikke særlig begejstret og havde bare lyst til at tage direkte hjem. Men Siegel lugtede guld, og han overtalte sin boss til at finansiere opførelsen af et nyt kasinohotel, som byen aldrig havde set mage til.
Las Vegas blev endestationen for Siegel; han blev snigmyrdet efter ordre fra mafiabossen Lucky Luciano, fordi han angiveligt havde givet sin kæreste lov til at stryge gevinsten fra byggeprojektet. Men efter en katastrofal åbning i 1946, begyndte Siegels feriemål efterhånden at blomstre. Det blev kaldt Flamingo. (Nutidens Hilton Flamingo er ikke det samme.) Den uendelige cyklus, hvor man ødelægger det gamle for at give plads til det nye, var indledt – og har stået på lige siden.
Næsten helt frem til midten af 1980’erne var Las Vegas, ifølge professor Green, i det store og hele kontrolleret af mafiaen. Det lovlige hasardspil var et godt skalkeskjul for hvidvaskning af sorte penge. Jødiske finansfyrster styrede forretningerne fra Østkysten. »De plejede at sige, at byen blev kontrolleret af italienske muskler og jødiske penge,« siger professor Green.
Det er en historie, som unægtelig har givet Las Vegas et noget blakket ry. »Det er måske ikke helt fair, at byen har fået det rygte,« siger professor Green, hvis far var dealer på det endnu eksisterende Stardust, men som ikke selv på nogen måde var gangster.
»Der var ganske vist tilfælde, hvor folk ’forsvandt’ i ørkenen. Men det er ikke fair at sige, at de alle sammen var bisser,« siger professor Green.
Las Vegas opstod som mekka for både hasardspil og underholdning. Riviera Casino chokerede alt og alle ved i 1955 at udbetale 50.000 dollar til en mand, som havde hurtige fingre på tangenterne og smag for rhinsten og skandaløse kostumer. Det var Liberace.

Det berømte trekløver
I 1961 kom det berømte trekløver, Sammy Davis jr., Dean, Frank, til Las Vegas for at optræde på Desert Inn. Alle de kendte fra Hollywood kom for at se dem, deriblandt Lucille Ball og Bob Hope. Selv John F. Kennedy kunne ikke stå for fristelsen. The Rat Pack, som de blev kendt som, satte Las Vegas på underholdningskortet.
Da Hughes kom til byen i begyndelsen af 1960’erne og opkøbte The Sands, The Desert Inn og The Frontier begyndte mafiaens indflydelse langsomt at aftage. Selv om han havde ry for at være excentriker bragte industrifyrsten en vis grad af respektabilitet med sig. Men det, der måske var endnu vigtigere, var, at der blev vedtaget en ny lov om hasardspil, der for første gang gjorde det muligt for virksomheder at investere i kasinoer. Mafiaen havde muligvis mange penge, men slet ikke så mange som Wall Street.

Mirages fader
Et navn, der i international henseende er mindre kendt, men som spiller en helt afgørende rolle frem imod nutidens Las Vegas, er Steve Wynn, Vestens svar på Donald Trump. Det var Wynn, som i midten af 1960’erne fortalte de andre kasinoejere, at deres forlystelsessteder simpelthen var for små. De grinede af ham, lige til han byggede Mirage, der med sine hvide tiger-haver og gentagne efterligninger af vulkanudbrud, eksisterer den dag i dag, selv om Wynn selvfølgelig ikke længere ejer det.
For fem år siden byggede han Bellagio, men har siden solgt det fra. Om tre måneder indvier han et nyt feriested, som i al sin enkelhed kommer til at hedde The Wynn, og som skulle blive det mest luksuriøse og dyre hotel byen endnu har set.
»Han forandrer endnu en gang hele byens ansigt,« siger Allsbrook og forudsiger, at The Wynn, der er udformet som en silkeagtig halvmåne i gyldent glas, vil skabe et nyt opsving i bygningen af nye kasinoer. »Tingene får ikke lov til at blive stående særlig lang tid ad gangen.«
Denne uendelige cyklus af nye opførsler af bygningskomplekser gør fejringen af 100-årsdagen til en lidt indviklet affære. Mange af de kendetegn, som har prentet sig fast i amerikanernes bevidsthed, er forsvundet for længst, sprængt i luften for at give plads til noget nyt. Desert Inn er væk, lige som bryllupskirken Aladdin, hvor Presley giftede sig med Priscilla.

Boneyard
Hvad skal en historieinteresseret stille op? Byens centrum byder stadig på glimtvise oplevelser af den gamle kasino-stil, dengang Det Vilde Vesten herskede. Man kan indlogere sig på byens ældste hotel, The Golden Gate Hotel and Casino. Det blev bygget i 1906 og kom til at hedde Hotel Nevada, men blev omdøbt i 1955. Det har fået ny facade, men meget af det gamle træinventar er bevaret.
Eller man kan tilbringe sin aften med at kigge på det 45 år gamle Folies Bergères-show på Tropicana. Man skal være hurtig i vendingen. Der går rygter om, at Tropicana skal rives ned næste gang. Men det er endnu bedre at tage forbi de to åbne tomter tæt ved centrum, der går under navnet Boneyard.
Her kan man finde neon-skilte, som ikke længere er i brug, og et sammensurium af ødelagte metalstykker, og en kæmpe højhælet sko, som engang drejede rundt på toppen af en stor baldakin på det gamle Silver Slipper. Alle andre steder ville man have bygget museer til opbevaring af de her ting. Men det har Las Vegas slet ikke tid til.
Det er en by, som altid har gået mindre op i museer end i at markedsføre sig selv. Den forsøgte at lokke familierne til sig i 1990’erne, fordi den prøvede at følge med tiden. Babyboomerne var i gang med opdragelsen af deres teenagere og den politiske mode gik på familieværdier.

De voksnes Disneyland
Og det lovlige hasardspil voksede frem i alle 52 stater, så Las Vegas forsøgte at konkurrere på nogle andre områder. Det holdt hårdt. Hasardspil er ikke længere det, der bliver tjent flest penge på. Underholdningsbranchen, luksusrestauranter og et stigende opsving i kongresmøder. Men uden hasardspillet ville Vegas ikke være Vegas.
»Det har altid været de voksnes Disneyland,« siger Eve Quillin, forfatter og journalist, som har boet i byen i mere end 30 år. »Tidligere havde vi flere kirker end kasinoer, men folk kommer ikke hertil for at gå i kirke.«
Bare spørg dem, der var politisk ansvarlige for satsningen på familierne for nogle år siden, og de vil hårdnakket benægte, at det nogensinde fandt sted.
Las Vegas har muligvis forstået, at det er bedre at spille på byens ’berygtede arv’. Dyrkelsen af familieværdierne forsvinder næppe fra George Bushs USA, men hvis byen skal styrke sin konkurrerenceevne, er det åbenlyst, hvilken vej, den skal følge. Las Vegas adskiller sig markant fra alle byer. Det er der ingen, som vil benægte. Hvilken anden by ville tænke på at være vært for en prisuddeling inden for pornobranchen?
»Der var en lang periode, hvor Vegas forsøgte at rense ud i al det beskidte undertøj uden dog at smide al tøjet,« siger professor Green.
Men byens bestræbelse efter at få et mere anstændigt image kom ikke længere end det. Se dig omkring og du vil opdage, at den igen har iført sig sine gamle klæder. Og tillykke med fødselsdagen for det.

© Independent og Information

*Oversat af Steen Lindorf Jensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu