Læsetid: 3 min.

Et legendarisk kontor

Enhedslistens Søren Søndergaard skal til at rydde op
29. januar 2005

Mens statsministeren og Mogens Lykketoft er on the road i Jylland, de konservative deler valg-bonbon’er ud i s-togene, og Dansk Folkeparti er på barrikaderne for tvangsfjernelse af dårligt behandlede kæledyr, er Christiansborg et af de roligste og mest idylliske steder, man kan opholde sig i København. Her er der sjælefred på alle hylderne, her kan man sidde og læse sin avis i fred eller lufte sin hund. Forleden spadserede jeg rundt i det kæmpestore folketingskompleks, da jeg pludselig mistede orienteringen og følte, at jeg måtte spørge en folkevalgt om vej. Hverken til højre eller i midten var der nogen at støtte sig til, så jeg søgte mod den nærmeste åbne dør – helt ude til venstre.
Og madre de dios, sikke et syn, der mødte mig; jeg stirrede ind i et kontor af en en slags med et lille vindue for enden og mellem 18 og 20 kvadratmeter at rutte med. Fra gulv til loft var væggene plastret til med billige reolsystemer, som nogen havde spækket med mapper, papirer og plasticlommer, der stod så tæt, at de ville kunne holde en flod tilbage. Men ikke nok med det. Bortset fra en smal sti, som man ellers kun støder på i rigt møblerede klunkehjem, var alle vandrette overflader belagt med dynger af betænkninger og den slags i chartek. Det var et syndigt rod. Jeg lagde hovedet på sned og læste et par af de håndskrevne titler på nogle af ryggene: ’Ribus-retssag’; ’Flodbølgen’; ’Hundebid i Brøndby’; ’Blinde passagerer’ og ’Dan Lynge’. Det lød som gode filmtitler.
Pludselig hørtes en puslen bag et bord med fire stabler sagsakter, og op dukkede en herreskikkelse, som jeg straks identificerede på revolutionsmoustachen og det stykke stålsvamp, der udgjorde hans frisure:
»Søren Søndergaard fra Enhedslisten,« råbte jeg. »Du her?«
Ja, hvad lavede han her? Mig bekendt kunne Søndergaard ikke stille op til folketingsvalget denne gang – takket være Enhedslistens rotationsprincip, der havde til formål at knægte en eventuel magtfuldkommenhedsfølelse blandt folketingsmedlemmerne. Efter mere end 10 år på tinge var Søndergaard færdig. Hans arbejde var overstået, og han skulle rømme stedet.
»Er det dine ting?« spurgte jeg og nikkede rundt på de tonsvis af papir, der omgav os.
Det var det, medgav han. Det var hans kontor. Han sagde noget om, at han ville have ryddet op under valgkampen, men at han blev indlemmet i kampagnen, og så var tiden bare gået. Det var det mest snørklede arkiv, jeg nogensinde havde set. Da jeg spurgte ind til systematikken , viste det sig, at at Søndergaard i et vist omfang havde mistet overblikket. Gennem årene var dyngerne vokset ham over hovedeet – han var ikke så god til at smide væk som partifællen Keld Albrechtsen – og det endelige knæk var opstået i kølvandet på valget i 2001, hvor Enhedslisten gik fra fem til fire mandater.
»Vi havde hver især givet os 120 procent, og pludselig fik vi smidt 20 procent mere oven i hovedet,« forklarede Søndergaard og faldt ned i sin stol. »Jeg blev for eksempel også arbejdspolitisk ordfører. Samtidig skulle jeg flytte til et kontor, der var 20-30 cm mindre end det gamle. Det betød, at papirerne ikke kunne stå, hvor de plejede. I det system, jeg havde før 2001, kunne jeg med fem centimeters nøjagtighed finde lige det dokument, jeg skulle bruge.«
Herefter gav han, ikke uden en vis stolthed, en rundvisning: Her havde vi NATO-bunken; der stod Irak-dyngen, og alt i det der skab havde relevans i forhold til Tyrkiet. Jeg spurgte, om han havde tænkt sig at efterlade kontoret i denne stand til sin efterfølger.

»Det ville være en ondsindet gerning,« svarede han. Men det betød ikke, at det hele skulle køres direkte på forbrændingsanstalten. Søndergaard lagde en arm på fire dynger, der balancerede faretruende på kanten af et bord.
»I de her bunker er der i hvert fald tre historier, som kan ryste regeringen. Ikke vælte den, men i hvert fald skabe så megen ballade, at det vil blive bemærket. Der vil komme undersøgelser og ministre vil blive sendt i samråd,« sagde han med gravrøst.
Jeg anbefalede ham at opmagasinere arkivet i en brandsikker kælder og gennemgå det med en tættekam i de næste par måneder. Om få uger står hans kontor tomt, og Søndergaard skal finde nye græsgange. Det bliver nok noget med politik. I sin tid arbejdede han i en årrække som skibsbygger på B&W, men hans speciale fra dengang er ikke så efterspurgt længere. Han kunne stykke store stålsektioner på 400 ton sammen som ingen anden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her