Læsetid: 7 min.

Lettere irriteret

Det kan være ret anstrengende at møde sine litterære helte. Forfatteren Justin Cartwright kom til at sidde ved siden af John Updike til en banket. Han havde håbet på et møde mellem ligesindede. Men det kom ikke ligefrem til at gå på den måde forfattermøde
6. januar 2005

Det kan være ret anstrengende at møde sine litterære helte. Forfatteren Justin Cartwright kom til at sidde ved siden af John Updike til en banket. Han havde håbet på et møde mellem ligesindede. Men det kom ikke ligefrem til at gå på den måde

forfattermøde
Selv om jeg har levet hele mit voksenliv i selskab med John Updike, har jeg kun mødt ham en gang. Jeg blev bedt om at sidde ved siden af ham, da han var på et hurtigt besøg i England. Det er en underlig følelse, når man tror, man kender en, som ikke nødvendigvis kender dig. Det minder om den følelse man har, når man går i biografen for at se skuespillere, man kender. Hollywoods gamle skole af skuespillere var bare helt almindelige fyre og piger, som mere eller mindre gjorde det samme i hver eneste spillefilm. Hvis de forsøgte sig med et eller andet smart, følte man sig lettere bedraget. Der er en kvalitet ved John Updikes forfatterskab og i hans person, som får en til at tænke tilbage på de gamle Hollywood film. Han har ofte selv sagt, at han i forhold til det udbud af underholdning, som var tilgængeligt i Pennsylvania før krigen, foretrak biografen frem for kirken. Nu, hvor han har rundet de 70, virker han mere end nogensinde før optaget af det Amerika, som ikke er mere; det idealistiske land med simple værdier – ikke mindst de værdier som grundlæggerne af nationen stod for – og som ligger så umådeligt langt væk fra dagens Abu Ghraib-virkelighed.
Men Updike er alligevel en subtil og kompleks tænker, som er bevidst om modsætningerne i den religiøse tro og fuldstændig klar over friktionerne i menneskedyrets dilemmaer – som er meget fjern fra Hollywoods verden – og skånselsløs i sin skildring af dem. Hans nyligt formulerede maksime lyder:
»Min eneste pligt er at beskrive virkeligheden, sådan som jeg ser den: at gengive virkeligheden den skønhed, som tilkommer den«. Det skal ikke betragtes som en nem udvej. Updike har holdt sig til credoet i sine efterhånden 50 produktive år. Selv hans søn har beskrevet ham som en skånselsløs professionel.

Gammeldags manerer
Lad mig med det samme tilstå, at jeg ofte har sammenlignet mig selv med Updike. Min første seriøse roman Interior skylder The Coup , som udspiller sig i Afrika, en hel del. Updike foretrækker at skrive ud fra det han kender til, og den magisk, legende The Coup er ikke nogen undtagelse fra den regel: selv om han aldrig har været i Afrika, har han en afrikansk svigersøn, men denne bog er også en meditation over Amerika og dets udenrigspolitik. Fra vores sidste møde i Boston kan jeg huske, at han under vores lange diskussion fremhævede The Coup som en af sine favoritter. Men nu til vores møde. Vi samles uden for et palæ fra middelalderen, hvor der afholdes hyldestbanket til ære for Updike. Jeg står og grubler over forbindelsen mellem hørlærred og mandlige engelsk forfattere. De fleste af os er iklædt hørlærred, eller måske er det sækkelærred. Updike, som er flankeret af sin kone, træder frem iblandt os iført en helt ny blazer sikkert i ære og respekt for sit ophold i Oxford for 50 år siden. Det er utvivlsomt den eneste blazer i sigte. Jeg er stadig i vildrede over, hvorfor han ikke genkender mig, og da vi sætter os ned, finder jeg ud af, at jeg er blevet opført som Justine Cartwright, hvilket antyder at jeg er her under falske forudsætninger. Men nej, han kan godt huske vores møde, og korrigerer mig, da jeg siger, at vi mødtes i the Four Seasons : det var the Ritz Carlton. Han ser tyndere, mere pergamentagtig ud, men stadig med dette fornøjede, tolerante udtryk. Han har gammeldags manerer og afskyr skamløst, selvhævdende mennesker. Vi taler om hans næste roman, Villages, over nældesuppen. Selv om han er ret affærdigende, finder jeg ud af, at det er en historie om en forretningsmand, der hedder Owen Mackenzie,født i 1930’erne, der vender tilbage til sin fødeby i Pennsylvania. Balancen mellem den materielle succes og de uopfyldte længsler, hverdagen som bliver vejet op imod evigheden, og den lille bys inerti over for ‘sølvbyens’ tiltrækningskraft er typisk Updikeansk. Det er hans roman nummer 21. Som altid har han to eller tre romaner eller samlinger i baghånden. Knopf, som er hans forlagsudgiver i New york, siger at han sælger langt mere stabilt end nogen andre i bogkataloget, selv om det ikke er i de helt store oplag. Jeg undrer mig over, hvor han har dette fantastiske aktivitetsbehov fra; han har selv sagt, at han sikkert ville være højere værdsat, hvis han havde skrevet noget mindre: da han forlod New York for 50 år siden og valgte at bo i provinsen – »derude, hvor jeg hører til,« som han selv har udtrykt det – ønskede han at opretholde kontakten med new yorkerne og metropolen. Det er en vane, som stadig holdes i live. Updike er blevet ved med – med stor ømhed, har jeg mistanke om – at se sig selv som drengen, som ud af det blå fik heldet med sig. Jeg antyder, at nældesuppen smager af klippet græsplæne, men han er alt for høflig til at give mig ret.

Litteraturens McCartney
Og nu finder jeg ud af, at den store Rabbit trilogi (på dansk er kun de to første bøger oversat som henholdsvis Hare hop 1 og 2, red.) sluttede alt for tidligt - Rabbit var kun 56 år, da han døde i Florida – fordi Updike selv var syg, og ikke ville lade historien om Rabbit være uafklaret, hvis han døde. Det er rørende typisk for Updike; Harry Angstron er, når alt kommer til stykket, fiktion. Rabbit bøgerne indtager en ret tvetydig plads i bedømmelsen af Updikes værker. Det faldt ham ikke ind, da han startede på dem, at de skulle blive ikoniske. Men storheden i disse bøger ligger i, at Harry Rabbit Angstrom ikke er en sympatisk mand, selv om han deler nogle af ophavsmandens karaktertræk, især i dens positive holdning til USA, troen på de simple ting, en kærlighed til kvinder, og – det er en bemærkelsesværdig ting – en følsomhed, som ligner Updikes til forveksling, men som er vidunderligt tilpasset en mindre bemærkelsesværdig bilsælger fra Pennsylvania. Updike er en betydelig kunstkritiker, og Rabbit har selvfølgelig aldrig i sit liv sat sine ben i et kunstgalleri, men han har sans for kunsten i de små ting: træerne som giver læ til familiehuset og de foranderlige kvarterer i hans hjemby. Han er også en ængstelig, rastløs mand, som navnet Angst-rom indikerer, og en usammenhængende stræber efter perfektion.
Updike omtaler ofte Bellow i rosende vendinger, specielt i hans uforlignelige evne til at beskrive subjekternes indre kvaliteter gennem deres fysiske fremtræden, selv om jeg dybest set tror, at han foragter Bellow industrien, fordi Updike, og det må vi se i øjnene, bliver betragtet som litteraturens svar på Paul McCartney i forhold til Bellow, der sammenlignes med John Lennon. Det må være Updikes store produktion som er skyld i det, og hans optagethed af det dagligdags og det virkelige. Men på en eller anden måde har man i de litterære cirkler, ikke mindst i Stockholm, en fornemmelse af, at han ikke når helt op i de højere litteære luftlag. Det er naturligvis absurd. Bellow har uden tvivl uforlignelige evner på bestemte områder, men han er ude af stand til at skabe troværdige kvindefigurer, og alle hans hovedpersoner har intellektuelle prætentioner og indvandrerbaggrund. Og alligevel modtog Bellow nobelprisen i litteratur for 20 år siden, mens Updike er blevet forbigået år efter år. Det ville være perverst at antyde, at Nadime Gordimer eller William Golding f.eks. skulle være ’bedre’ forfattere end John Updike. Jeg genkalder mig Updikes figur Bechs vidunderlige og latterlige ord, da han modtager nobelprisen: »Jeg er amerikaner og ikke-troende jøde, men når jeg skriver er jeg ikke andet end en lille del af den triumferende og plagede menneskeart, men med en forhåbning om at kunne tale på primaternes, de hvirvelløse dyrs, ja selv mossets vegne.« Det er skønt at se, hvor godt Updike forstår den litterære verden. Middagen er på vej mod sin afslutning. Efter at have fået overrakt prisen, holder han en beskeden tale , der er karakteristisk for ham. Det sidste glimt af ham er, da han trækker sig bort fra mængden som en helgen der forlader sit følge, og overlader os til at padle håbefuldt fremad. Efterhånden som han bliver ældre, synes han, at rejseaktiviteterne er trættende. Han har ikke vist nogen interesse i at læse mine bøger. Hvorfor skulle han være det? Jeg betragter ham som min åndsfælle, men i virkeligheden er jeg bare en eller anden Justin, der sad ved siden af ham til en banket. Men hvis han havde vist interesse, ville jeg meget hurtigt have sendt en pakke i retning af New England.

©Independent og Information
Oversat af Steen Lindorf Jensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu