Læsetid: 3 min.

Magtkamp i filmbranchen

Efter et helt års magt kamp i filmbranchen har ordningen Talentudvikling, der skal støtte nye talenter i dansk film, ændret vilkårerne for at modtage støtte. Branchens organisationer føler sig løbet over ende
17. januar 2005

Dansk film
Støtteordningen Talentudvikling skal være rugekasse for danske filmtalenter, men det er gået langsomt med at få brugt de 107 millioner som kulturministerens filmforlig sikrede puljen til uddeling. Kun otte filmprojekter har fået tildelt støtte siden puljen blev oprettet i sommeren 2003 og cirka 14,6 millioner er blevet udbetalt. Støtteordningen udløber 2006.
Den svære start skyldes især en intern magtkamp mellem parterne i filmbranchen. Det erkender både fagforbund og Talentudviklings kunstneriske leder Vinca Wiedemann. Fagforbundene kritiserer arbejdsmetoderne i Talentudviklings styregruppe. Meningen var, at puljen skulle etableres i samarbejde med filmbranchen. Men branchen blev aldrig taget med på råd, og problemer, man påpegede allerede fra start, er først blevet ændret nu.
Formanden for Danske Filminstruktører, Ebbe Nyvold, fortæller, at branchen har været indkaldt til møder med Talentudviklings styregruppe. Styregruppen består af repræsentanter fra Filminstituttet, DR og TV2, som ifølge retningslinjerne skal samarbejde med branchen.
»Men det er altså ikke blevet taget særligt alvorligt. Vi blev meget overraskede, da styregruppen kaldte til møde i sommeren 2003. Der blev vi præsenteret for, hvordan de havde tænkt sig vilkårerne skulle være, og det var bare sådan,« siger Ebbe Nyvold
Allerede på det tidspunkt pegede foreningen på nogle problemer, men det var Ebbe Nyvolds helt klare opfattelse, at styregruppen ikke havde tænkt sig at lade organisationernes input gøre sig gældende.

Underbetalte medlemmer
Danske Filminstruktører har via en sej kamp fået ændret vilkårene, så det ikke længere er nødvendigt for en instruktør at have en producent i ryggen for at søge støtte. Sådan én havde mange instruktører nemlig svært ved at finde.
Foreningen af Film- og tv-medarbejderes formand, Lars Bo Kimergaard, fortæller, at sagen til gengæld er blevet værre for hans medlemmer. Under de nye vilkår vil Talentudvikling kun yde tilskud til 90 procent af lønudgiften for alle, der arbejder på filmen.
»Talentudvikling er en fremragende idé, og vi vil gerne gå til overenskomsten og undgå alle mulige tillæg. Men vi vil ikke støtte noget, der i praksis betyder, at vores medlemmer bliver underbetalt. Hvis vi bare var blevet taget med på råd, er jeg sikker på, at vi kunne have fundet en løsning. Men vi vil altså ikke bare makke ret, som vi fik fornemmelsen af, at styregruppen forventede, når vi kom til møder,« siger Lars Bo Kimergaard.
Vinca Wiedemann, der er kunstnerisk leder af Talentudvikling og ansvarlig for støtteordningen, forstår ikke kritikken:
»I forhold til lønnen, så er det jo ikke sådan, at vi siger, at der kun må betales det. Så må producenten bare klare resten. Vi må allesammen investere noget, hvis det her skal være holdbart. Og 90 procent er jo meget. Jeg kender ikke noget andet sted, hvor løntilskuddet er så højt. Vi misundes jo internationalt,« siger hun.
Vinca Wiedeman savner tålmodighed fra branchen. De har haft indlydelse, mener hun:
»Styregruppen har faktisk strakt sig meget langt med ændringerne, så hvis organisationerne stadig kommer med den beklagelse, så må jeg sige: Giv lige en ordning en chance.«
Instruktørerne er indstillet på at gå til en meget lav løn, fordi det at lave film gennem talentudvikling kræver, at alle bidrager med noget, men netop den særlige egenskab ved ordningen burde betyde, at parterne også har indflydelse på, hvordan vilkårerne skal være, mener Ebbe Nyvold:
»Når forudsætningen er, at alle skal investere noget, så bør alle også tages med på råd. Hvordan får vi sammen det her til at fungere? Så var det blevet et samarbejde i stedet for, som det er nu, at alle er på vagt, og ingen vil give sig.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu