Læsetid: 4 min.

Mandelas nye kamp for Sydafrika

Håbet er, at den kampagne, om større åbenhed over for hiv og aids, som Nelson Mandela har sat i gang ved offentligt at erkende, at hans søn er død af aids, vil tvinge regeringen til i praksis at gennemføre en radikalt anderledes politik
15. januar 2005

HIV
Cape Town – Når Nelson Mandela i dag i sin hjemby Qunu i den østlige sydafrikanske kapprovins begraver sin søn Makgarto, håber mange, at det samtidig er et endeligt farvel til fortielsen omkring hiv og aids i Sydafrika.
Da den 54-årige sagfører Makgarto Mandela døde for 10 dage siden, indkaldte den tidligere præsident til pressekonference i sin have og meddelte: »Min søn døde af aids.« Siden er han blevet hyldet over alt i den sydafrikanske presse som den, der nu for alvor leder opgøret med fornægtelsen af det alvorligste menneskelige problem i det store afrikanske land.

Fornægtelsespolitik
I avisen Sunday Times sammenligner skribenten betydningen af Mandelas skridt med den gamle march mod frihed, som Nelson Mandela førte an i. Denne gang handler det om friheden fra at være stigmatiseret, friheden fra skam og isolation, og friheden til åbent at lade sig teste og dermed få mulighed for behandling.
På grund af fornægtelsespolitikken er statistikken mangelfuld, men man regner med, at omkring fire millioner ud af Sydafrikas 45 millioner indbyggere er hiv-smittede, og at der dør 400.000 mennesker årlig af aids og aids-relaterede sygdomme.
Medicinsk behandling er ved at blive en mulighed, men modtages stadig ikke af ret mange, fordi det indebærer en erkendelse af, at man lider af den stigmatiserede sygdom, og i forbindelse med Makgarto Mandelas død blev det heller ikke klart, om han havde modtaget den medicin, som andre steder i verden har ændret de hiv-smittedes prognose så dramatisk.
I øvrigt døde Makgartos kone for to år siden. Da blev dødsårsagen angivet som lungebetændelse.
Nelson Mandela har selv tidligere erkendt, at han i sin præsidenttid gjorde alt for lidt ved dette problem, som kulminerede på et tidspunkt, da hans parti ANC stod midt i de mange andre store udfordringer efter at have vundet kampen over apartheid.
Den sidste hvide sydafrikanske præsident F. W. de Klerk og hans regering havde beskæftiget sig med aidsproblematikken inden magtskiftet i 1994, men endte i stedet med en benægtelsespolitik.
»Vi havde udviklet en handlingsplan, men efter valget i 1994 blev den lagt i en skuffe. De nye folk fra ANC ville udvikle deres egen plan, men det blev aldrig til noget. I stedet fik vi en politik, der gik ud på helt at benægte omfanget af epidemien. Også fordi de økonomiske problemer var så store og fik førsteprioritet. Men det hele hænger jo sammen. Fattigdommen er også en del af aidsproblemet. Tænk på de hygiejniske mangler i de store townships, hvor otte-ni personer bor i små blikskure uden vand. Men at se faren i øjnene er helt nødvendigt, og hvor er det godt, at Nelson Mandela nu viser et eksempel og taler åbent om årsagen til sin søns død.«
Den sidste hvide præsident ville ikke gå i detaljer med de kulturelle aspekter af sygdommens hurtige udbredelse, men der skrives nu vidt og bredt om den afgrundsdybe uvidenhed om smitterisikoen og om den farlige seksuelle adfærd blandt sorte mænd. I sin mest ekstreme form viser det sig som troen på, at man kan kurere aids ved at gå i seng med en jomfru.
Nelson Mandelas efterfølger, Thabo Mbeki, har tydeligt ladet skinne igennem, at han betragter det som et hvidt racistisk komplot, når man beskæftiger sig med de seksuelle vaner – som f. eks. den udbredte prostitution langs landevejene – et forsøg på at gøre alle afrikanere til »barbariske vilde«.
I flere år nægtede Mbekis regering derfor at fremskaffe den livsvigtige medicin, som blev beskrevet som endnu et led i den hvide verdens komplot mod det nye sorte styre. Fornægtelsespolitikken kulminerede til det pinlige, da præsidenten i september 2003 under et besøg i USA over for en journalist erklærede: »Personligt kender jeg ingen, som er døde af aids.«
Men hjemme var det en offentlig hemmelighed, at to af hans allernærmeste medarbejdere var døde af sygdommen. Og zuluernes leder, Mangosuthu Buthelezi, havde offentligt erkendt, at to af hans sønner var bukket under for aids.
Nu har Sydafrikas mest respekterede person brudt tavshedens onde cirkel. Nelson Mandela har erklæret, at aids er »et spørgsmål om menneskerettigheder«, og »at kun ved tale åbent om hiv/aids kan man sørge for, at den som sygdom bliver betragtet på linje med kræft og tuberkulose.«

Navn på modsatnderen
Tony Leon, der er leder af oppositionspartiet, Den Demokratiske Alliance, kalder i en artikel, hvor han takker Nelson Mandela for det modige skridt, aidsepidemien for Sydafrikas »egen tsumani«. Han siger, at det er skæbnens ironi, at Mbeki netop ved at betragte den som et racespørgsmål har forværret krisen for præcis de mennesker, som han ville beskytte.
Eller som præsten Mvume Dandala sagde ved en ceremoni i Johannesburg i forbindelse med Makgathos død: »Det første skridt mod sejr i kampen mod en modstander handler om at sætte navn på modstanderen.«
Præsident Mbeki har forholdt sig helt tavs, og man forventer ikke, at han nu vil gå åbent ud og erkende sine fejltagelser. Håbet er, at den kampagne, som Nelson Mandela er den ledende skikkelse i, vil tvinge regeringen til i praksis at gennemføre en radikalt anderledes politik.
Men som en skribent i fredagens Cape Times syrligt bemærker, så er det for sent at tale åbent om aids, når patienten er død. Og der bliver begravet omkring tusind aidsofre om dagen i Sydafrika. Uden den store opmærksomhed fra andre end de nærmeste.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her