Læsetid: 2 min.

Maskeraden i havnegrillen

Vi danske er økonomiske masochister. Og dybt taknemmelige for dem, der udnytter det
18. januar 2005

Når man af nysgerrighed og fascination har brugt en lørdag aften foran tv-skærmen og gloet sig dum på åbningen af Møllers opera, så fortryder man at have åbnet kassen for tidligt. Før selve forestillingen – den kunstneriske altså. Den kaleidoskopiske scenemosaik var ikke uinteressant. Præsentationen af ballettens, operaens, operakorets og kapellets kvaliteter var sgu da flot. Med Etudes, Maskerade og Møllehave-prolog. Og det tekniske scenepersonales håndtering af det nye legetøj ikke mindre imponerende. Det kongeliges 400 aktører var forståeligt nok begejstrede for aftenen og for huset. Men de skal jo mest se det indefra.
Forspillet og serveringen denne lørdag aften fik gentagne gange én til at gribe efter brækposen. Outriggeren, den sukkersøde rappenskralde Line Baun Danielsen, udbygget i en rædsel af mere eller mindre gennemsigtige havresuppe-gevandter, og hendes uforbindende kommentarer undervejs er bedre til ishockey end ballet og opera. Og hendes kollega, dressmanden Jens Gaardbo, der vist engang var journalist, gav den som menigmand og fortalte omstændeligt, hvad vi seere selv kunne se. Han var i sin tid en hæderlig tv-oplæser.

Se og Hør udsat for tv
Røgelsen omkring ’de kangelige’ kunne næsten få én til at blive republikaner og ønske Møller-kritikeren Frank Aaen (i klædelig rød sløjfe) som præsident. Over-Danmark på rad og række med Møller, familien og håndgangne mænd samt kultur-Brian fra Ballerup og resten af regeringen. Selv Tove Fergo var med. Plus det store erhvervslivs folk og en del af de sædvanlige linselus med Per Arnoldi – den skolelærer i Danmark, der har drevet det længst. Talentet taget i betragtning. Det var Se og Hør samt BilledBladet – Danmarks mest royale ugeblad – udsat for tv. Danmarks mest royale tv. Højdepunktet var Møllers tale om at gavne og fornøje efter Johan Herman Wessels muntre udgave af Horats og statsminister Fogh Rasmussens ærbødige takketale, efter at Møller nu for anden gang inden for tre måneder har givet gaven til danskerne. Tak kan ikke siges for tit. Men muntert var det nu ikke. Snarere lidt sentimentalt. I hvert fald mente fru Danielsen, at hr. Møller var rørt. Han blev mødt med et langt stående bifald fra Over-Danmark i salen. Han har jo gået grueligt meget igennem.

Vi har selv betalt
Ikke ét ord om arkitekten. Og salen og statsministeren glemte, at resten af befolkningen har betalt en væsentlig del af opera-milliarderne. Den gavmilde fond var i mange år skattefri som erhvervsdrivende fond. Vi ignorerer diskret den gavmildhed, skiftende regeringer har vist Møller-Gruppen med de gunstigste Nordsø-koncessioner. . Samme storklappende Over-Danmark, inklusive nuværende og forhenværende ministre, havde også glemt den særlige udgave af demokrati, som Møller undervejs praktiserede over for de involverede institutioner. Og som disse bulldozede institutioner accepterede – beskrevet af Møller-beundreren Jan Cortzen. Penge gør en forskel. Maskeraden er slut. Nu står den der så. Møllers havnegrill, som folkeviddet har døbt den. Med en facade som grim kontrast til Tietgens Marmorkirke med den elegante kuppel på den anden side af havneløbet. Men tilsyneladende accepteret. Der er sgu for lidt Jantelov i Danmark.

Ole Lange er historiker og professor, dr. phil.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu