Mission ’job i fare’

ANALYSE
Da Danish Crown-slageriet i Hjørring dagen efter valgudskrivelsen fyrede 450 medarbejdere, gik der ikke mange sekunder, før ledende ministre og folketingsmedlemmer kom den hårdt ramte nordjyske region til undsætning med løfter om puljer og jobformidling og omskoling. »Det er ikke penge, der skal mangle«, lød det fra beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V), mens Socialdemokraternes formand, Mogens Lykketoft, i al hast fik arrangeret et møde med den lokale NNF-formand i Hjørring.
For netop globaliseringens følger – udflytning af arbejdspladser fra Danmark – og spørgsmålet om, hvordan det danske samfund fastholder beskæftigelsen i fremtiden, er et af valgkampens helt centrale temaer.
Fyringerne på Danish Crown kommer i kølvandet på en række andre virksomhedsnedskæringer og jobudflytninger, der har vakt opsigt gennem de seneste år som eksempelvis hos Ecco og Flextronic. Og ifølge den administrerende direktør på Danish Crown, Kjeld Johannesen, vil ny teknolgi og udflytning af opgaver til udlandet betyde, at der over de næste fem år forsvinder yderligere 2000-4000 job alene på fem danske slagterier. Et tal, der med direktørens ord er »lavt sat«.
For Anders Fogh Rasmussen handler det i øjeblikket ikke blot om at overbevise vælgerne om, at han kan matche Socialdemokraternes plan om at skabe mere vækst og flere arbejdspladser. Mens det for den almindelige vælger kan være yderst vanskeligt at gennemskue forskellene på S og V, når det kommer til velfærdsemner som sygehuse, ældrepleje og hjælpen til børnefamilier, har beskæftigelsen som tema i lang tid i regeringen været betragtet som den absolut eneste ømme akilleshæl. Traditionelt er der mest tillid til en socialdemokratiskledet regering, når det handler om at bekæmpe ledighed, men ved dette folketingsvalg har beskæftigelsen fået en helt særlig dimension: Uden markant flere mennesker i job – omkring 60.000 – hænger VK-regeringens økonomiske politik ikke sammen. Uden øget beskæftigelse er der slet ikke penge til de valgløfter, som Venstre og konservative præsenterede, da valgkampen blev udskrevet i tirsdags. Og uden yderligere jobskabelse – oveni de 60.000, der skal skaffes i de næste fem år – bliver der formentlig ikke råd til at gennemføre nye skattelettelser, som Venstre-folk håber på bliver mulige, og som de konservative går til valg på at kæmpe for.

Råderummet er brugt
En teknisk mulighed er den, som Anders Fogh Rasmussen og finansminister Thor Pedersen netop har luftet. At man fremskriver 2010-planen til en 2015-plan og dermed på papiret skaber sig et ekstra finanspolitisk råderum. Undersøgelser har tidligere vist, at en afskaffelse af eksempelvis mellemskatten stort set er selvfinansierende, hvis man indregner de dynamiske effekter.
VK’s valgløfter om flere penge til sygehusene, til miljøet, de ældre og børnefamilierne løber op i hele 24 milliarder kroner og spiser dermed hovedparten af det råderum, der i dag ser ud til at være til stede i den offentlige økonomi frem til 2010. Ifølge 2010-planen må væksten i de offentlige budgetter højst vokse 0,5 procent om året. Og som den talkyndige finansordfører Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti – der ellers ikke har ry for at være nærig med samfundets penge – bemærkede om regeringens plan:
»Råderummet er brugt. Hvis der sker noget uventet, eller man får brug for at reparere noget, er der ikke penge til det.«
At regeringen har disponeret over hovedparten af det indtil videre teoretiske råderum på at begunstige børnefamilier og ældre, skulle man umiddelbart tro, vakte kritik og mismod i liberale kredse. Men i givet fald gås der stille med dørene.
Enkelte pip har lydt på debatforummet på Venstres Ungdoms hjemmeside: Som en af debattørerne udtrykker det:
»Er det ikke lidt pinligt, at Fogh går til valg med socialistiske værdier? Hvor blev de frie muligheder, skattelettelserne osv. af? Pinligt at høre en borgerlig statsministerkandidat, der fortæller om mere velfærd, selv om vi ikke har råd til velfærden i 2020.«
Eller som en anden af debattørerne, Kristina Estrup Elholm, skriver, kører Venstre en »vattet valgpolitik«.
»Jeg vælger netop at stemme på Venstre på grund af den liberalistiske tankegang, som de engang satte i højsædet med privatisering osv., men synes efterhånden, at velfærdssnakken er ved at tage overhånd! Man kan vel næsten kalde dem socialliberalister efterhånden, og det er altså en skam. Så ville man ønske, at de sætter nogle andre punkter på dagsordenen i forbindelse med valget end velfærdssamfundet, selv om dette måske er et lidt urealistisk håb i dagens Velfærdsdanmark!«

Ingen ideologisk forskel
En af de erklærede ’hardcore’ liberale er Jan E. Jørgensen, Venstre-rådmand på Frederiksberg og tidligere aktiv i den liberale kaffeklub »Espresso«. Han beklager ikke længere Foghs bløde linje eller satsningen på børnefamilierne:
»De otte milliarder kroner til børnefamilierne betragter jeg som en slags målrettet skattelettelse. Der har været en tendens til at lefle for de ældre, og børnefamilierne er den gruppe, der bidrager med mest og har de højeste udgifter,« siger han.
Reelle skattelettelser regner han med kommer på programmet i løbet af næste regeringsperiode:
»Jeg tvivler på, at Venstres og de konservatives top vil kunne holde til presset fra baglandet, hvis næste periode ikke også fører skattenedsættelser med sig,« siger Jan E. Jørgensen.
Han erkender, at det umiddelbart er blevet sværere at se de ideologiske forskelle:
»Som liberal hardcore-type kan det føles frustrerende at opleve skiftet i retorikken. Men vi er faktisk nået langt i dag i det ideologiske projekt, når man taler konkurrence, valgfrihed i den offentlige sektor, det at kunne tage pengene med, privatisering og udlicitering. Vi er gået i retning af et mere liberalt samfund,« siger Jan E. Jørgensen, der selv blev aktiv i Venstre i 1983, hvor landsstyret i Venstres Ungdom fremsatte forslag om helt at forbyde privathospitaler.

En trossag
En af V’s folketingskandidater, Randers-borgmester Michael Aastrup Jensen, tror også på vækst og skattelettelser. Han beskriver sig selv som en af de blødere Venstre-folk, men beklager, at Venstre ikke nåede at fremsætte ideer til velfærdsreformer, som med vælgernes opbakning kunne gennemføres allerede i den kommende periode:
»Både OECD og vismændene siger, at det er nødvendigt med reformer. Det er friskt, at Fogh siger, at reformer ikke skal komme luskende. Men det negative er tidsplanen. Jeg ville gerne have haft reformer allerede nu. Nu kommer der tidligst til at ske noget til næste valg – men så går tålmodigheden heller ikke længere, hvis der skal være råd til en slags efterløn og folkepension i fremtiden,« siger Michael Aastrup Jensen.
Claus Horsted, formand for Venstres Ungdom, roser den øgede satsning på uddannelse og forskning.
»Man kan godt være lidt tvivlende overfor, om råderummet til skattelettelser kommer. Men chancen er større ved vores plan end Socialdemokraternes,« siger han.
For Venstre er det værd at hæfte sig ved, at ikke blot økonomer, men også fremtrædende erhvervsfolk stiller spørgsmålstegn ved regeringens strategi.

Glem at skaffe de job
Ole Rylberg, topchef i ISS, udtalte således i Børsen i torsdags, at man godt kan glemme alt om at skaffe 60.000 ekstra i arbejde – medmindre man gennemfører skattelettelser. Siden VK-regeringen kom til magten, er der tabt omkring 30.000 arbejdspladser. Størrelsen svinger noget afhængigt af opgørelsesmetoden og af, hvorvidt mennesker i støttede jobs skal tælle med i statistikken over ledige.
Regeringen selv sætter sin lid til, at det igangværende opsving vil skabe øget beskæftigelse og hæfter sig ved, at der i 2004 er skabt omkring 17.000 ekstra job.
Såvel bankøkonomer som vismænd har imidlertid stillet spørgsmålstegn ved det realistiske i at nå at skabe mindst 60.000 ekstra arbejdspladser frem til 2010. Overvismand Peter Birch Sørensen påpegede således for nyligt, at regeringen slet ikke har fremlagt klare bud på de reformer, der kan skabe grundlag for den øgede beskæftigelse. Så indtil videre er det en trossag, om Lykketoft eller Fogh kan levere varen. For svaret på, om der er råd til de løfter, politikerne strør om sig med i øjeblikket, vil først vise sig i løbet af de kommende år.

*Helle Ib er journalist og skriver for Dagbladenes Bureau