Læsetid: 5 min.

Modernitet og nøgenhed

Utallige nøgne kvinder kan beskues på den stort anlagte temaudstilling ’The Modern Nude’, men ikke et eneste af værkerne stammer fra en kvindelig kunstner – en pervers undladelsessynd
19. januar 2005

MALERIUDSTILLING
For den vestlige kunst var den nøgne kvinde indtil midten af det 20. århundrede frem for alt et emblem på mænds privilegier og magt. Som John Berger skriver i Ways of Seeing (dansk udgave 1977, Se på billeder): »Mænd handler, og kvinder bliver set. Mænd kigger på kvinder. Kvinder ser sig selv blive kigget på.«
Den vestlige tradition var grundlæggende patriarkalsk, og de fleste mæcener var mænd. Følgelig var der i kunsten længe en udtalt tendens til at skildre kvinder som passive, erotiserede objekter, der var skabt for det mandlige bliks fryd eller gestaltet som idealiserede visioner af helgeninder og mødreskikkelser.
Michelangelos klassiske linjer satte standarden for kunstens nøgne mand, mens Titians mere flydende stil satte den for kvinden.
I midten af 1800-tallet var voldsomme socioøkonomiske opbrud undervejs. Den stigende industrialisering af samfundet medførte nedbrydning af de traditionelle agrarsamfund, en demografisk forskydning af befolkningen til byerne og en større mobilitet mellem klasserne. Kønsrollerne blev også udfordret i takt med, at kvindernes uddannelsesniveau steg.

Kontroversielt
Kunstnere som Manet afspejlede stemningsskiftet i to for datiden stærkt kontroversielle billeder Le déjeuner sur l’herbe (Frokost i det grønne) og Olympia, udstillet henholdsvis 1863 og 1865. Heri forekom de nøgne kvindelige figurer at udstråle en ny slags sensualitet, hvor seksuel autonomi og selvbestemmelse var fremherskende.
Udstillingen The Modern Nude, som åbner i Connaught Browns Galleri i denne uge, vil vise de forskellige måder, det nøgne menneske blev opfattet på igennem det 20. århundrede og inddrager i denne bestræbelse påvirkningerne fra samtidens sociale og politiske udviklinger på avantgarde-kunstnere og deres skildring af den menneskelige krop.
Som afspejling af en menneskeopfattelse, der var under brat forandring søgte kunstnerne i begyndelsen af det 20. århundrede radikalt nye indfaldsvinkler i deres skildring af den menneskelige krop. Kubisme, futurisme og ekspressionisme forvrængede og forlængede den på måder, der satte visualisering af filosofisk indsigt over dyrkelse af traditionelle skønhedsnormer.

Forholdet til modellen
Et af de tidligste værker her er en lille pastel, Modèle dans l’atelier, malet af Albert Marquet i 1897. Marquet var hele sit liv igennem en nær ven af Matisse og en af de originale Fauves, der deltog i den berygtede Salon d’Automne-udstilling i 1905. Denne tidlige, løseligt udførte pastel udforsker forholdet mellem modellen og kunstneren, og er måske især betydningsfuld i kraft af det forhold, at modellen dominerer billedfeltets centrum, mens de to kunstnere, der er afbilledet i langt mindre skala, forekommer at indramme hende.
Tysk ekspressionisme satte subjektive følelser over iagttagelse og afspejlede samtidens sociale og pskylogiske tumult. Seksuel ligefremhed og brutal ærlighed bliver karakteriseret i Egon Schieles martrede, skarpe blyantstegning Stående, masturberende nøgen kvinde fra 1913. Schiele bryder med indflydelsen af Gustav Klimt – der som en langt mere dekorativ kunster og symbolist også blev kritiseret for at være for sensuel og erotisk – for at afspejle den seksualangst, som dramatikere som Strindberg og Ibsen afdækkede i den borgerlige bevidsthed i Frøken Julie og Et dukkehjem.
Pessimismen og angsten blev synonyme med modernismen, som ikke blot var en konsekvens af den fremadskridende industrialiserings umættelige krav, men også af to ødelæggende verdenskrige – krige, som ændrede Europas politiske ansigt og samfundsorden for altid. Ingen kunstner eksemplificerer dette bedre end Francis Bacon, hvis Figur ved vandbassinet fra 1976 formidler noget af denne ængstelse med dens forvredne perspektiver, der skildrer den centrale figur, som næsten hovedkuls forsvindende ind afløbets malstrøm. De homoerotiske undertoner såvel som billedets utilslørede brutalitet giver det patos, der udvisker enhver mulighed for feminiserende ømhed.
Psykologisk gennemlysning er også et af modernitetens adelsmærker. Lucien Freuds Sovende kvinde fra 1995, en radering af en af hans yndlingsmodeller Sue, en korpulent socialarbejder, som udtrykker hans kærlighed til det kødfulde. Det er, som han gennem sin skildring af denne fyldige kropslighed kæmper for at finde en form, som ikke så meget skal udtrykke hans personlighed og indre strid som seksuelle energiers, begærets og forfaldets kræfter.

Objekter for mænd
Freud, som er berygtet for sin modvilje mod at diskutere sine værker, sagde engang: »Jeg maler folk, ikke for at skildre dem, fordi de ser sådan ud eller på trods af, at de ser sådan ud, men for at skildre dem, fordi tilfældet har villet, at de ser sådan ud.«
Dette udsagn har tydeligvis mindre gyldighed for hans samtidige Leon Kossof, som i kraft af sin særegne, klumpede, oppiskede farvelægning ser ud til at ville fravriste sine modeller deres indre pesonlighedskerne.
Den amerikanske maler Tom Wesselman opgav ekspressionismen til fordel for pop art og er bedst kendt for sine malerier i serien Great American Nude, hvor figuren bliver et afpersonaliseret sexsymbol, blottet for individuelle karakteristika palceret i omgivelser, der er hverdagsagtige og realistiske skildrede.
I sin pastel på papir, Nude, fra 1980, blander de klare linjer, farvefladerne, glorien af blondt hår, fraværet af distinkte ansigtstræk og de fremskudte brysters hvidhed mod resten af figurens solbrændte lød seksuel direkthed med samme type glatte stilisering, som kendes fra reklamens verden. Derimod har italieneren Francesco Clemente, en autodidakt kunstner, der engang studerede under Joseph Beuys og var med i den italienske transavanguardia, skabt en hallucinatorisk stil, der ivrigt citerer fra Primitivismen. Flydende og foruroligende sender hans vandfarvemaleri Inside (2002-3) af en sovende kvinde, der mastuberer i hvad der ser ud til at være den nederste skuffe i en kommode, os tilbage til mytens, drømmens og begærets førsproglige verden.
Skønt dette er en kommerciel udstilling i et kommercielt galleri, der ikke har samme fordringer, som man må forvente af et museums omfattende tematiske udstillinger, giver den et godt indblik i, hvordan forholdet mellem kunstneren og nøgenmodellen har forandret sig. Det brogede udvalg, rækker fra Renoir og Derain til Picasso og Kitaj, og er stort nok til at dokumentere skildringen af det nøgne menneske som indikator for sociale og filosofiske bevægelser og strømninger.
Men ingen kvindelig kunstner overhovedet er medtaget på denne udstilling, og det er et stort minus, for derved bidrager den kun til at forstærke myten – som kvindelige kunstnere fra 80’erne og 90’erne ellers har gjort deres til at punktere – om at kvinder i kunsten kun eksisterer som objekter for mænd.
At sammensætte en udstilling under temaet The Modern Nude, der helt undlader at inddrage de vigtigste paradigmer fra feminismen og det skelsættende selvbiografiske billedsprog fra kunstnere som Marlene Dumas, Eileen Copper og Cinda Sherman – for blot at nævne nogle få – må forekomme at være en pervers undladelsessynd. For et af de mest markante opbrud i det 20. århundrede var trods alt den måde, hvorpå kvinder ændrede deres selvopfattelse og selvskildring.

*The Modern Nude – Perceptions of the body from Cézanne to Clemente, Connaught Brown, 2 Albermale Street, London W1, 20. januar til 26. februar. Mere på www.connaughtbrown.co.uk

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu