Læsetid: 4 min.

Når jeg siger, du er smuk, skal du ranke ryggen...

Kunsten at modtage en kompliment kan være svær. I hvert fald at dømme ud fra mange kvinders manglende evne til at sige tak, når de bliver rost
7. januar 2005

Jeg oplever det med jævne mellemrum. I bussen, når jeg tilbyder min plads til en gravid kvinde, når jeg holder døren ved indgangen til en forretning, eller hvis jeg på arbejdet roser en kvindelig kollega. Et blik der flakker en smule, en let-begyndende rødmen, og en mund der ikke helt ved, om den skal smile, men ofte blot stivner i en forfjamsket grimasse. Et tamt ‘tak’, hvisket ud af mundvigen, bliver det måske til men oftest ikke. Kun tavshed. »Arghh, nej – han sagde lige, jeg så godt ud i dag – hvad skal jeg sige? Jeg lader bare som ingenting« Komplimenter kan være svære at give, men sandelig også svære at modtage. Det oplever man i særdeleshed som mand, når man roser en kvinde. Det kan være farlig grund, man bevæger sig ud på, hvis man får lyst til at rose en kvinde uforbeholdent. Eller blot af vanvare eller simpel god opdragelse kommer til at åbne døre for en af det modsatte køn. Det interessante er imidlertid, at jeg ofte, bag den perplekse og halvpinlige modtagelse af komplimenten, aner en rådvildhed. Måske er det indbildning, men det virker, som foregår der en indre kamp hos mange kvinder, når de får ros. Skal de smile og sige tak – som de måske i virkeligheden helst vil – eller skal de ignorere komplimenten og blot lade den passere i tavshed? »De fleste kvinder kan godt lide at få komplimenter – hvis de er oprigtigt ment,« bemærkede en kvinde overfor mig for nylig. Men hvorfor ender det så tit med, at man står og føler, at man lige har fornærmet en kvinde, når man i virkeligheden blot har rost hende? Indrømmet, mit empiriske grundlag for sådan et udsagn er ikke det stærkeste. Det handler jo om fornemmelser og følelser. Der er individuelle forskelle, og det kan jo også være mig, der ikke ved, hvordan en kompliment skal afleveres. Men jeg har talt med flere mandlige venner og kolleger, som oplever det samme. Så jeg tillader mig at konkludere; mange danske kvinder kan ikke håndtere ros.

Hvorfor er det mon sådan? Hvorfor har en kvinde på min egen alder, – smuk, klog, og vittig, eller blot en af delene – så svært ved helt uden blusel at få det at vide? Det oplagte svar på det spørgsmål er, at mænd har skumle bagtanker, de tænker med andet end hovedet. »Er du klar over, hvor mange paphatte, der stangvisne kommer hen til én lørdag nat klokken 04.00 og siger, at man er ‘åååh, så smuk’,« som en veninde tørt konstaterede for et stykke tid siden. Joh, njah, det ved jeg nok ikke, men der er nok noget om, at graden af komplimenter fra mænd er direkte proportional med mængden af alkohol i blodet, og at kvinders skepsis meget naturligt afspejles af det faktum. Men det er ikke hele forklaringen, for uden for kampzonen – cafeerne, barerne og diskotekerne – er det også svært at trænge igennem. Jeg har en mistanke om, at det skyldes, at en accept og anerkendelse af en kompliment fra en mand hos mange kvinder er ensbetydende med, at der bliver etableret et magtforhold mellem de to. Et magtforhold, der placerer manden som den dominerende og styrende part, og kvinden som den føjelige og eftergivende. At sige til en kvinde, at hun er dygtig, konstituerer manden som overdommer, og dermed bemægtiger han sig retten til at diktere, hvad der er henholdsvis godt og skidt og smukt og grimt i hendes liv, må ræsonnementet lyde. Og det har særligt yngre kvinder det – forståeligt nok – yderst vanskeligt med. For kvinder kan og skal selv bestemme, og mænd der forsøger at diktere, hvad en kvinde kan og er, bliver per definition mødt med skepsis. Er man vokset op i 1970’erne og 1980’erne, som jeg er, så har man fået at vide, at der ikke er forskel på mænd og kvinder. At kvinder skam selv kan – og skal – åbne de døre, de gerne vil have åbnet. Med det credo ringende konstant i ørerne, kan det måske svært at acceptere, at der også findes mænd, der faktisk bare er venlige og opmærksomme. Der er noget befriende ærligt i at give en kompliment af et rent hjerte. Det behøver strengt taget ikke være udtryk for, at man har skumle bagtanker eller er mandschauvinist; det at give udtryk for sin oprigtige beundring – eller blot være galant – kan være en tilfredsstillelse i sig selv. Komplimenter lider dog skibbrud, hvis ikke det bliver modtaget i den ånd, de er sendt. Med venlighed, oprigtighed og et opmærksomt tak.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu