Læsetid: 6 min.

Normaliteten på Vestbalkan

Kroatien gik til valg i går. Tilstandsrapport fra et land, der har kurs mod EU, men først skal gøre op med den fascistiske fortid
3. januar 2005

Kroatien
’Kroatien er et normalt land’, siger mange kroater kort og godt, når de skal beskrive stemningen i landet. Men er det normalt, at en fremtrædende minister, har kaldt landets præsident for ’forræder’? Eller at fodboldfans på stadionerne bærer bannere, hvor ministerpræsidenten udråbes til at være det samme?
Ja. Når man tænker på, at kroaterne de seneste 15 år har dannet en ny stat, fordrevet hundredetusinder serbere fra landet, oplevet krig og grove forbrydelser begået af og mod kroater, mafiavælde og korruption – ja, så er det selvfølgelig normalt, at det kroatiske samfund er fuld af indre konflikter. Mange kroater glemmer dem bare helst og taler om ’normalitet’, men sammenstødene er der – og de handler især om, hvordan man skal forholde sig til sin nyere historie og dermed ’det nationale’.

Fascistisk fortid
Nogle var helst ’det nationale spørgsmål’ foruden, men ifølge mange bør den nationale kultur og historie også afgøre dagens politik. En af dem, der har en vis succes med at holde det nationale øverst på dagsordenen, er formanden for Matica Hrvatska, Igor Zidic.
Matica Hrvatska er den ældste, vigtigste og stærkt statsstøttede kroatiske kulturforening. Den blev grundlagt i 1842, da Kroatien var del af det habsburgske imperium, men hvor nationer over hele Europa ’vågnede til bevidsthed om, at de fandtes’. Som sådan er den synonym med den tanke, at kroaterne etnisk og kulturelt er særegne, og at dét giver dem ret til for eksempel en egen stat:
»I 1800-tallet var ’kultur’ en metafor, der omfattede alle områder af livet. Og Matica Hrvatska brugte både litteratur, musik og bøger om for eksempel opdragelse til at promovere politiske idéer: om kroatisk selvbevidsthed og politisk frihed,« siger Igor Zidic, som også i dag nægter at skille det politiske fra det kulturelle.
Matica Hrvatska udgiver tidsskrifter og bøger af nationalt tilsnit og er officielt en kulturel, men reelt også en stærk politisk kraft. Senest underskrev Zidic personligt en appel, hvor 200 intellektuelle offentligt blandede sig i et af de historiske opgør om kroatisk identitet, som kroaterne har været optaget af hele året.
De intellektuelle blev oprørte over, at regeringen fjernede mindetavler for to fremtrædende ustasa-folk. Under Anden Verdenskrig var ustasaernes ’Uafhængige Stat Kroatien’, NDH, fascistisk og udførte folkemord på serbere og jøder. Men mange kroater hylder stadig ustasa-staten. De kan nemlig bruge den til at bevise, at de er lige så værdige som andre til at have en egen stat.

Problemer med EU
Det forklarer Maja Brkjlacic, som er kroat, men forsker i centraleuropæiske nationalismer og historie på Centraleuropæisk Universitet i Budapest:
»Alle steder i verden er statens historiske kontinuitet meget vigtig som en kapital at bygge et land på. Den eneste stat, man kan trække på i Kroatien, er så desværre den fascistiske – så man siger: ’Ja, det fascistiske styre var dårligt, fordi de slog alle de mennesker ihjel – men selve det, at en kroatisk stat fandtes, var positivt.’«
»Man fokuserer på ’den nøgne kendsgerning’, at den var – uden at se på, hvad den var. Den skelnen laver man stadig ikke, og derfor er der heller ingen særligt kritisk afstandtagen fra det fascistiske styre,« siger Maja Brkjlacic.
Adskillelsen – mellem staten som stat og på den anden side samme stats forbrydelser – har ikke-kroater (og en del kroater) svært ved at følge. Så når man i Kroatien hylder ustasa-staten, ser det for omverden ud til, at kroaterne nærer fascistiske sympatier – og dét indtryk giver ikke adgang til at blive EU-medlem i 2007, som man ellers håber at blive.
Derfor har den kroatiske regering forbudt forskellig hyldest til ustasafigurer, men det har hjemme i Kroatien vakt et ramaskrig. Og et lettelsens suk. Både skrig og suk var samtidig af overraskelse, for den hårde linje over for de mørkere sider af national historie er ikke bare ny, men også indført af en ministerpræsident fra HDZ – partiet, som med hård hånd styrede Kroatien op gennem 90’erne.
Partiet tog aldrig afstand fra ustasaerne – tværtimod – og arrangerede under den foregående socialdemokratiske regering store demonstrationer til fordel for de kroater, som domstolen i Haag mistænker for krigsforbrydelser i 90’erne og kræver udleveret. HDZ fik folkestemningen med sig og vandt valgene sidst i 2003 – men siden har partiet som ny regering gjort alt, Haag bad om.
HDZ kalder det ’pragmatisme’, for EU kræver, at Kroatien ’samarbejder betingelsesløst’ med Haag, hvis landet skal med i EU. Men Igor Zidic fra Matica Hrvatska siger:
»Vi kroater har på en eller anden måde pådraget os den psykotiske tvangstanke, at vi så snart som muligt vil ind i Den Europæiske Union. Men efter min mening er det meget mindre vigtigt, om Kroatien kommer et år eller to før eller senere ind i Unionen, end hvordan vi kommer ind.«
»Europa er i Kroatien blevet et dogme, en fetish: ’Lad os tage til Europa!’, siger man begejstret – men der er ingen mening i det, hvis Europa kommer som en ordre, som vi bare nikker til. Vi ønsker ikke at se Kroatien som europæisk koloni,« siger Igor Zidic.

Pragmatisk hykleri
HDZ’s nye pragmatisme kritiseres også fra den modsatte side: Overdreven nationalfølelse bekæmper man ikke med pragmatisk hykleri, siger en ledende socialdemokrat i ugemagasinet Globus:
»HDZ har gjort dette på grund af presset fra Europa. Men vi i Socialdemokratiet mener, det er et indenrigspolitisk spørgsmål, som vi er nødt til at afklare for vores egen skyld. For ellers vil disse historiske spørgsmål blive ved at dukke op i fremtiden – for eksempel når HDZ vender tilbage til oppositionen«.
Hvis ikke kroaterne ærligt diskuterer deres fortid, vil populister – inklusiv HDZ – blive ved at puste til den nationalistiske ild, advarer Socialdemokratiet. Men pinligt nok har det ’nationale’ HDZ på ét år gjort mere åbenlyst op med mørke sider af nyere kroatisk historie, end det selv turde gøre på fire år. Og hvor hyklerisk opgøret end måtte være, så har det delt kroatisk offentlighed i to dele, der på hver sin måde er bekymret for kroatisk samfund og identitet:
Nogle ønsker at lægge afstand til både ustasaernes fascisme i 40’erne og de forbrydelser, nogle kroater begik under krigen i 90’erne.
For andre var ustasaerne og krigen i 90’erne pr. definition af det gode, fordi de begge var opgør med ’det serbiske’ og derfor helt nødvendige for ’det kroatiskes’ overlevelse.
Formand for Matica Hrvatska, Igor Zidic:
»Kroatien var frem til Første Verdenskrig del af det østrig-ungarnske imperium – og man må lade dem, at det var en velordnet stat med et fuldendt bureaukrati, som passede godt til mentaliteten hos folk i især det nordlige Kroatien,« siger han.
»I Østrig var der for eksempel ikke retsprocesser, som varede i over 10 år – og den slags fandtes heller ikke i det østrigske Zagreb. Men i Kongeriget Jugoslavien (som Kroatien blev del af efter Første Verdenskrig, selv om navnet først kom til i 1929) blev det almindelige fænomener med unøjagtighed, langsommelighed og korruption.«

Snavset regering
»Serbien har levet uden for den europæiske tradition, fordi det var under tyrkerne meget længere end andre i det tidligere Jugoslavien. Derimod følger den kroatiske tradition inden for politik, håndværk og industri de europæiske trends – så det er klart, at her i landet fik vi europæiske normer for, hvordan man bør leve,« siger Igor Zidic.
På det seneste har kroaterne efterlevet en anden ’europæisk tradition’, end Zidic tænker på: En række affærer har vist HDZ’s udenrigsminister som en person med en »meget snavset bagage« – som Globus skriver – sikkerhedstjenesten med meget snavsede metoder (som godkendes af regeringen) og forsvarsministeren som en, som bag ryggen på præsidenten – der har ansvaret for den slags – underskriver forsvarsaftaler med USA.
Indtrykket er, at HDZ ikke kan vænne sig af med at være almægtigt – som det var det under Franjo Tudman i 90’erne – selv om partiet især siden valgsejren sidst i 2003 har gjort alt for at fremstille sig som ’et normalt kristendemokratisk parti, som man kender dem fra Europa’.
Det skriver Globus op til præsidentvalget den 2. januar, hvor HDZ’s kandidat konkurrerer med den siddende præsident. Bladet slutter:
»Partiet hænger fast i sin gamle måde at gøre tingene på – også selv om det ikke har al statens magt i sine hænder. Hvordan vil det så være, hvis også funktionen som statsoverhovede kommer under dets kontrol? Den angst er Stipe Mesic’s største hjælp.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu