Læsetid: 4 min.

OPINION

8. januar 2005


Teleselskaberne – et kartel?
Teleselskaberne på mobilområdet i Danmark har nogle utrolig gode tilbud på mobiltelefoner. Telefoner, som i almindelig handel koster 2-5.000 kroner kan erhverves for nogle få kroner, hvis man ellers tegner et eller andet abonnement samtidig. I nogle tilfælde kan man få fri SMS. Nøj, for et tilbud! Ja, det er en måde at anskaffe en mobiltelefon på, men det er ikke en billig måde. Hvis man har sit abonnement i forvejen og kan forny det til samme pris og få en telefon med, er det måske billigt. Det ser ikke ud til, at der er stor bevidsthed om, at teleselskaberne tjener mere på at forære en telefon til en ny abonnent for at indkassere abonnementbetalingen, end det telefonen koster. Vi blive snydt, så vandet driver af os! Hvordan kan selskaberne holde priserne oppe på disse højder, hvis der er fri konkurrence? Man får en klar oplevelse af, at priserne bliver holdt kunstigt oppe, hvilket kun kan ske ved karteldannelse, ved at selskaberne kører en tilsyneladende konkurrence, men i realiteten har aftaler om grænser. Vi har set det på benzin/diesel-området. Her var priserne tidligere altid sammenlignelige på ører. Det er de ikke mere. Det behøver dog ikke at betyde, at der ingen karteldannelse er. Det kan betyde, at man også aftaler, hvorledes priserne skal variere. Hvilke områder/tankstationer, der skal have hvilke priser. TDC har på det seneste haft et drønende overskud, da de har været i stand til at håndtere markedet. Sonofon, som er det andet store selskab på mobilområdet, ser også ud til at have gode kår. Som jeg forstår det, så er de resterende mobilselskaber tvunget til at leje sig ind på nettet hos TDC eller Sonofon. Herved snævres området ind til de to, TDC og Sonofon. De kan alene ved interne aftaler kontrollere samtale- og andre kommunikationspriser på mobilområdet. Man kan selv gøre sig overvejelse om tilbudene fra selskaberne. Hvis man kan købe en telefon med abonnement i seks måneder til 1.500 kroner under prisen, så betyder det reelt, at vi mindst betaler 1.500 for meget for abonnementet i en seks måneders periode. Vi skal heller ikke glemme, at hvis du ikke betaler dine regninger fra teleselskaberne, så er der ingen venlighed! Hvis der er problemer med samtalerne, og du ikke mener, at regningen er rigtig, så har du et problem. Det ser ud til, at selskaberne er selvkontrollerende, hvad dette angår. Det er utrolig vanskeligt at få ret, hvis man ikke mener, at det er korrekt. Det vil sandsynligvis foregår gennem en retssag. Hvis regningen er under nogle få tusind, så vil de fleste betale i stedet for at bruge tid på retssager. Mange advokater og selskaber står i kø for at indkassere honoraret for et inkassobrev. Det kunne man også kalde et gråzoneområde i dansk retsvæsen. Man får indtryk af at nogle af teleselskaberne kender til denne gråzone.
Jens Jørn Pedersen
tidligere højskoleforstander

Jeg skal gøre det med et postkort
Sejlede gennem junglen, spillede domino med lokale på soldækket. Spiste spagetti og udvasket kødsovs fra plasticbaljer. De lokale børstede tænder bagefter. Den israelske gruppe af eks-soldater slog sig på maven af smerte. Tre lokale drenge skøjtede på deres bare brune maver ned af det hvide dæk. Alkoholikeren smilede med svømmende øjne under den åbne bruser med flodvand i håret. Piger og kvinder padlede os i møde fra små hytter, greb hvad der blev kastet ned til dem. Hele vejen, fra midten af junglen til deltaet, var udsigten den samme. Bag den – et par hundrede kilometer – bag udsigten var jorden rød. Udpint. Soyabønner havde suget al næring. Tremmesvinet, stegt, på mit bord, året efter åd det hele. Min lokale rejsekammerater og jeg vinkede farvel som venner. Enige om at Pelé og Michael Laudrup var de bedste fodbolds pillere gennem tiden.
Alan Hammerlund
in beats we trust

De skal da vide noget
I sin kronik den 4. januar advokerer seminarielektor Andreas Rasch-Christensen (AR) for en betoning af særligt praksiselementet i lærerfagets hellige ’treklang’, det faglige, det pædagogiske og praktikken. Det faglige er nytteløst, forlyder det, i det omfang det ikke omsættes tilfredsstillende i praksis, hvilket man nok næppe kan være uenig med AR i. Desværre formår AR i sin kronik ikke at redegøre tilstrækkeligt for præmisserne for de enkelte delelementer i denne treenighed, hvorfor bl.a. problemet omkring lærernes svigtende faglige potentiale negligeres. De pædagogiske og didaktiske dimensioner i lærergerningen er vel tilsvarende overflødige, for så vidt som den enkelte lærers faglige kundskaber er utilstrækkelige? Lærerhvervet er da ganske vist, som AR beskriver, ofte en kompleks foreteelse, som involverer andet end blot det kundskabsbaserede, men er det ikke til dels, fordi vi har mistet indsigten, interessen i og ikke mindst kritikken af, hvori lærergerningen ret beset består: det essentielle og fundamentale faglighedsbegreb. I forsøget på at tilgodese den enkelte elev og dennes spontane og varierende ønsker forsømmes det at lære noget til fordel for den umiddelbare og banale behovstilfredsstillelse. ’Kompleksiteten’ er derfor ikke en undskyldning for lærernes legitimeringsvanskeligheder!
Henrik Gadegaard
MA i Europæisk Kulturpolitik

Nyt ord
Man hører om den kreativitet, der til stadighed fornyr vort sprog. På bagsiden den 8. januar kan man eksempelvis læse, at byrådet i Fredericia vil bruge 1,1 mio. kroner til at ’fremskønne’ rensningen af byens voldgrav. Nu er jeg ikke så meget med på noderne, så jeg vil gerne vide, om voldgraven skal blive skønnere, eller man har travlt med at skønne sig til, hvordan det skal ske?
Karenmarie Exsteen
Nexø

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her