Læsetid: 4 min.

Ordvendt verdenssøn

Svalegangen og Pelle Koppel tager scenisk livtag med myten Michael Strunge – og slipper ofte godt afsted med det
24. januar 2005

Teater
Det er noget af en opgave, skuespilleren, dramatikeren og instruktøren Pelle Koppel har sat sig for. At dramatisere digteren Michael Strunges overophedede ordunivers så det virker som scenisk aktion med appel til et publikum, der ikke nødvendigvis er børn af Strunges tid. Og det gør det ofte i musikforestillingen Marcus Hitengel på Svalegangen i Århus.
Strunge, der døde for egen hånd som kun 28-årig, fik 10 års kort og intenst liv som forfatter i 1980’erne. Han var barn af tiden, og tiden var i ham, der her har sit alias i Marcus Hitengel, spillet af Mikkel Arndt. Strunge eller Marcus Hitengel, det var, påpeger iscenesættelsen, også ham, der blev født, allerede da han var ganske lille, og som bar på en mærkelig og ofte munter skam over medfødt ungdom.
Rummet omkring Strunges ord og univers er aftegnet med en stram, enkel, variabel og meget betagende scenografi og lyssætning, og af musikalske vignetter, komponeret af folkene bag Sorten Muld. Det er der historisk
beat i; hér møder 1980’er-fortiden nutidens kunstneriske forståelse af den tid. Forestillingen har, med Søren Ulrik Thomsens berømte essay om den tid in mente, sagt farvel til det blå rum, men fastholdt dets ord og visioner. Den lever også uden kendskab til tiden og Strunge.

Ord og spil
Der er dog meget actions of words i forestillingen, også for meget. Koppel har prisværdigt søgt at skabe en form for fortløbende historie, men netop ved at holde sig tæt til Strunges på én gang tidstypiske og abstrakte tekster. 1980’er-digterne, ikke mindst Strunge, tog ofte flugt i digtningens tidløse dødssynder, som en gang i mellem heldigvis får lov at blomstre op og dufte vitalt af patos: lange abstrakte passivformer (hviskende) og substantiverede adjektiver (sorthed).
Det gik i sin tid, det er vanskeligt at få til at virke på en scene anno 2005.
I mange scener skal Strunges tidstypiske ordunivers trække hele læsset. Og det er vanskeligt, når nu alt andet på scenen – skuespillere, scenografi og koreografi – står og glimrer ved ikke at blive brugt.
Men selv i de ’rene’ ordscener var der fine højdepunkter.
En af de rene ordscener var Holger Østergaard Kristensens stramme og rytmiserede recitation af Strunges digt om »Drømmen om at køre galt« fra digtsamlingen Verdenssøn fra 1985. Et digt, der antyder det potentiale, Strunges lyriske forfatterskab havde i sig, hvis han havde fortsat med at leve. Digtet minder om det bedste af den store svenske digter Tomas Tranströmer. Andre digte, der indgår i forestillingen, især dem der handler om ’byens krop’, giver anelser om et tilsvarende forfatterskab, der kunne have vokset op i niveau med Inger Christensen og Søren Ulrik Thomsen.
At Koppels dramatisering af Strunges tidstypiske univers kan afkaste sådanne indtryk, siger noget om de sceniske potentialer, Markus Hitengel gemmer på.

At slå sig selv for munden
Når det hele virker bedst, modbeviser iscenesættelsen sig selv: Strunge, den ordvendte verdenssøn, som levede med en kraft, der giver livet den mening, døden aldrig kan få. Det er en myte, og den er magisk. Den behøver ikke blive reduceret til den kliché, vi i mangel af bedre, må fastholde sådanne kunstnerliv til: maniodepressiv. Den behøver heller ikke så udtalt stå og blafre i en alt for lang slutning, der alt for tydeligt skal slutte med den død for egen hånd, det selvmord, Strunge flygtede ud i. Her burde instruktøren Koppel have sagt dramatikeren Koppel midt imod og skåret væk.
Nu trækker det i stedet forestillingen i patetisk langdrag, og vi kommer ikke nærmere en dramatisk forståelse af den side af Strunges univers. Havde man dog bare turdet lade det være ufortalt, eller i det mindste lade sindstilstanden forblive inde i dramaturgien. For når forestillingen er bedst, er det jo det, der sker – og så stiger temperaturen i salen markant og pludseligt. Så fyldes hele forestillingen med den tæft og det temperament, skuespillerne – især Mikkel Arndt og Roger ’jeg-er-nigger’ Matthissen – så fornemt står inde for.
I de bedste scener mærker man dén Strunge, der var visionær sortseer, den usete blinde fyldt med livshunger og verdensvilje. Ham, der lod mild menneskelatter, sjofel og sjovt kropsliv og troløs kærlighed gå i byen med hinanden. Ham, der med et verdensvendt glimt i øjet piskede sine alt for mange udråbstegn, så de vendte vrangen ud og blev hvinende i’er – hér har vi et af forestillingens sceniske højdepunkter, som læseren må have tilgode.
Det er nu anden gang på få år, Svalegangen lægger navn til en ny musikforestilling om en af de for tidligt afdøde digtere, der allerede var myter i levende live. Sidst var det Dan Turell og forestillingen af en helt anden slags: DDT – Det’ Dan Turell. I DDT flokkedes tidens typer omkring digteren og skaber hans dramatiske univers; i Marcus Hitengel skal Strunges digte tale på egne og forestillingens vegne – og det er gjort med konsekvens. Respekt!

*Markus Hitengel. Musikforestilling. Manuskript og instruktion: Pelle Koppel – Baseret på et udvalg af Michael Strunges digte. Scenografi: Martin Tulinius og Nigel Zabiela. Komponister: Martin Ottesen og Henrik Munk (Sorten Muld). Lys: Steffen Ilfeldt. Lyd: Kim Malmose. Kostumer: Sus Haugland og Michael Bing. Teatret Svalegangen, Århus t.o.m. 19. februar (tirsdag-fredag kl. 20, lørdag kl. 16); derefter turné. www.svalegangen.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu