Læsetid: 2 min.

OVERBLIK - KULTUR

19. januar 2005


Valgkamp for de unge
»Politisk tv til generationen, der ikke kan komme ind på boligmarkedet og ikke får efterløn.« Det er, hvad TV 2 lover at levere på datterkanalen TV 2 Zulu, hvor Nyhedernes Johannes Langkilde kommer til at føre an i jagten på den unge målgruppe. Ud over tv og radios vanlige og talrige debatter, prognoser, tv-aviser og nyheder bærer såvel TV 2’s som DR’s valgdækningsprogrammer præg af ønsket om at nå ud til børn og unge. Derfor har begge stationer også udvidet deres dækning på nettet, hvor man på siderne politik.tv2.dk og dr.dk kan følge med i valgkampens mange facetter hvis man ikke lige nåede hjem til sofaen i tide til at følge med i Steffen Kretz’ direkte krydsild, Dags Dato eller Go’aften Danmark. For de helt unge seere vil TV 2’s børneværter Martin Keller og Ketil Teisen levere valgkamp i børnehøjde i programmerne Demokrati for begyndere. mla

The Sims bliver til tv-show
Verdens største producent af computerspil, Electronic Arts, vil lave deres populære spil The Sims om til et interaktivt tv-show, hvor de animerede personer skal erstattes af skuespillere. Selskabet har således indledt forhandlinger med flere tv-produktionsselskaber om showet, der forventes at blive lanceret i flere lande, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Computerspillet The Sims, hvor brugeren styrer livet og hverdagen i en virtuel familie, har med sin egenskab af ikke-voldeligt strategispil især appelleret til en helt ny gruppe af kvindelige brugere, der indtil videre har stået for hele 60 procent af det til i dag 36 mio. pund store salg. Og det er den nye kvindelige målgruppe, som EA vil holde fast i med i det interaktive tv-show, hvor seerene skal stemme om deltagernes handlinger.
Hvordan og hvornår projektet teknisk set lader sig realisere er stadig uvist. mla

Dansk arkitektur i Albanien
Med forslaget Eyes of Tirana har Henning Larsens Tegnestue vundet en international arkitekturkonkurrence om et højhusprojekt i den albanske hovedstad Tirana. Her vil byggeriet af tegnestuens fantasifulde tredelte bygningskompleks med lodrette grønne oaser begynde med det samme i byens centrum.
Ud over 55.000 m2 boliger, kontorer og butikker består forslaget af atrier med swimmingpools, der er en del af bygningens jordskælvssikring. Og på 9. etage skal der anlægges et forskudt ’gadeniveau’ med parker, som det senere vil blive muligt at forbinde med nabobygninger gennem gangbroer. Projektet er led i en større byudviklingsplan for byen, som den unge borgmester Edi Rama har ambitioner om at få sat på »det arkitektoniske verdenskort«.mla

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu