Læsetid: 2 min.

OVERBLIK - KULTUR

17. januar 2005


Substantielle soundtracks
Til Nikolaj Winding Refns roste Pusher II-film foreligger et vildt afvekslende og overvejende substantielt soundtrack.
Fik man som undertegnede blod på tanden af Sunrise, det røvfræsende udspil fra superguitaristen Peter Peters Bleeder Group, der udsendtes lige op mod jul, er soundtracket en god nyhed, thi her findes yderligere fire spor med dette rock’n’roll big band; og er to af dem kun vignetter, er de to resterende massive elektriske udladninger i stil med Sunrise.
Et andet positivt element er heavybandet Monstahs »Du har chancen«, noget så usædvanligt som en (god) metalkomposition, afsunget på dansk. Og så er det værd at pege på enmandsorkesteret A Rex, der på sine to bidrag formår at lyde som henholdsvis Iggy Pop og Lou Reed; på den fede måde, vel at mærke.
Heller ikke lydsporet til filmen Store Planer er uden momenter; således er det interessant at stifte bekendtskab med så usædvanligt et triumvirat som Nikolaj Steen, Jacob Binzer og gudesangeren Claus Hempler på tre indbydende numre, mens de to førstnævnte også har skrevet og produceret tre skæringer med Louise Hart, der sjældent har lydt bedre end her.
Derudover får man lytteværdige skæringer med navne som Moi Caprice, Dear, Hotel Hunger, Blue Foundation m.fl. – og minsandten om ikke Peter Peter også dukker op her med en guitar tour de force i selskab med DP på den skægge rap »Zuperzapper«. Lidt af hvert, men mest godt.
-lyn

*Div. kunstnere: Pusher II. Soundtracket til filmen (NWR/Universal)
*Div. Kunstnere: Store Planer! (Angel/MBO)

Melankolsk nordmand
Man skal lytte til norske Thomas Dybdahls plader et par gange, før de fiser ind og hans tredje (og bedste) udspil – One Day You’ll Dance For Me, New York City; titlen en refererence til den by, han udpeger som sin muse – på bare tre år udgør ingen undtagelse.
Da mandens melodier ikke er verdens mest umiddelbart fængende (derfor kan de jo godt være gode) og arrangementerne spartanske – for nu ikke at sige skrabede – er der ikke tilsat meget sukker, for at få pillen til at glide ned.
Til gengæld er der en vindende sensibilitet på spil og han synger brandgodt, hvis man kan holde det svagt lidende tonefald ud; man kommer sine steder uvægerligt til at tænke på den underkendte engelske trubadur m.m. John Martyn, hvilket er ment som et kompliment af de store. Iscenesættelsen er akustisk og rummelig, med masser af plads instrumenterne mellem og huller i forløbene, hvorfor musikken virker som en sitrende og sine steder svagt foruroligende atmosfære, der insisterer på lytterens nærvær og opmærksomhed. One Day… er lige til at forsvinde i, stedvist uhyggelig smuk og på en gang utrolig simpel og uhyggelig intrikat. Absolut anbefalelsesværdig musik for introverte typer med hang til efterår, poesi og gåture i fjeldet – om end vi andre også kan være med. -lyn

*Thomas Dybdahl: One Day You’ll Dance For Me, New York City (Copenhagen)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her