Læsetid: 2 min.

OVERBLIK - KULTUR

6. januar 2005

I kø for operaen
Da Det Kongelige Teater onsdag formiddag åbnede for salget af de 300 billetter, der blev udbudt til offentligheden til gallaåbningen af den nye opera på Holmen, var der rift om billetterne. Billetpriserne på op til 1.500 kroner syntes ikke at have skræmt folk væk fra fortovet på Tordenskjoldsgade uden for teatrets billetkontor: Her havde de mest entusiastiske operaelskere taget opstilling for at sikre sig adgang til koncerten den 15. januar - enkelte havde tilmed overnatten i kulden.
Efterspørgslen kommer dog ikke som nogen overraskelse for salgschefen på Det Kongelige Teater, Tom Pierre: »Operapublikummet i dag er i den grad entusiastisk, og opera er jo også blevet in. Vi oplever faktisk det samme hver år i august, når vi starter sæsonsalget,« siger han til Ritzau. De udbudte billetter er den eneste chance for at komme til åbningen, hvis man ikke er officielt inviteret. Dresscode er smoking og trekvartlang for henholdsvis herrer og damer. msk

Andersen til kvalmegrænsen
Medmindre omtalen af H.C. Andersens nært forestående jubilæum nedtones, frygter forskere, at danskerne vender ham ryggen før hans 200-års fødselsdag i april.
Jubilæets kommunikationskoordinator Christian Have fra Have PR & Kommunikation er enig, og lover nu at skrue ned for den charmeoffensiv og massive markedsføring af begivenheden, som har præget den kulturelle dagsorden herhjemme siden 2003, hvor jubilæet blev søsat. Mere end 50 såkaldte H.C. Andersen-ambassadører er i tidsrummet siden lanceringen af festlighederne blevet udnævnt, og på storstilede pressemøder er alskens kulturelle markeringer af fødselsdagen blevet præsenteret i en lind strøm. »Man kan frygte, at vi er tæt på kvalmegrænsen, og at folk vil lægge Andersen på hylden efter jubilæet, for ‘ham kender vi jo godt’. Også selv om de ikke har læst en linje af ham,« siger Klaus P. Mortensen, der er udgivelsesleder på H.C. Andersens samlede værker til Kristeligt Dagblad. Ifølge Christian Have skal danskerne ikke regne med den store fokus på digteren før til februar. Og der er jo længe til. msk

Kaleidoskop udsætter forestilling
Kaleidoskop har besluttet at flytte teatrets 10-års jubilæumsforestilling, der under titlen Mit Århundrede, skulle have haft premiere i Kanonhallen den 26. februar.
For at få mere tid til at realisere projektet udsættes premieren til efteråret, hvor forestillingen opføres under en ny titel i Martin Tulinius’ iscenesættelse med musik af Klaus Risager. msk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her