Mord
»Det er mit indtryk, at kun punkere og jeg lægger vægt på frisuren,« sagde Rudolph Moshammer engang.
På hovedet havde han altid en bizar, sortlakeret hjelm af en paryk med to friserede tjavser dinglende ned i panden. Helt igennem kunstig var han. Utåleligt krukket og aldrig uden sin yorkshire-tæppetisser Daisy på armen.
Sammen indspillede de reklamefilm, en enkelt gang optrådte de til det tyske Melodi Grand Prix, som de tabte med et brag, et forudsigeligt brag:
»Jeg har altid sagt, at jeg ikke behersker nogen skala, og at Daisy synger bedre end jeg,« sagde han bagefter.
Til hverdag stod Mosi og Daisy først i køen af kendte, der forsøger at klemme sig i billedbladene. Han forsømte aldrig en lejlighed til lidt omtale og det var ikke kun for at gøre reklame for sin herretøjsforretning i Münchens nygotiske pragtboulevard Maximilianstrasse. Han havde også en sag:
Som søn af en tidligere embedsmand der begyndte at drikke, slog kone og dreng og siden gik helt i hundene bankede Moshammers hjerte for de hjemløse. Han understøttede dem aktivt og planlagde at åbne et herberg.
De hjemløse kom til at fungere som en kerne af alvor i et univers, der jævnligt gik over gevind.
Sammen med sin elskede mor Else var han begyndt at sy på den myte, der var mere varemærke end mode. Begyndelsen var hård, men de endte som et af Münchens mest kulørte par, og efter morens død for 11 år siden indtog hunden hendes plads.
Moshammer havde kæmpet sig ud af fattigdommen. Nu ville han med prunk og pral, stil og dårlig smag, vise verden, at han havde klaret den.
Det hæslige ord
Moshammer var et show i sig selv, München og hele Tyskland var hans scene.
Fredag morgen sluttede festforestillingen med et opkald til politiet. Moshammers chauffør havde fundet ham liggende død hjemme med et telefonkabel om halsen.
Det var mord, og i løbet af weekenden lærte tyskerne den anden Moshammer at kende, den private.
Selv om Moshammer i alle årene havde været udadvendt og øjensynligt havde opløst grænsen mellem det private og det offentlige, var der alligevel en anden, en ukendt Moshammer.
»Glæder det Dem, at De er ved at blive et ikon for bøsserne,« blev han spurgt forud for sin Grand Prix-optræden.
Moshammer blev synligt utilpas over det hæslige ord bøsser.
»Fortryllet lyder bedre,« mente han.
Nærmere kom han ikke emnet. Han betegnede forretningen som sin store kærlighed, der åbnede dørene for kunder som José Carreras og Arnold Schwarzenegger, men når han havde sendt sin chauffør hjem om aftenen, satte han sig selv bag rattet i sin Rolls og krydsede gennem byen på en livslang søgen efter nærhed. Moshammer var et produkt af sin ungdom i 1950erne, da homoseksualitet var mere end en synd i Tyskland helt frem til 1969 var det en forbrydelse. De nye, mere liberale tider vænnede Moshammer sig aldrig til, han holdt sig på afstand af Münchens værtshuse for homoseksuelle og opsøgte i stedet de banegårdsmiljøer, han var vokset op med. At han dermed løb helt andre risici end lidt offentlig sladder, faldt ham ikke ind.
Torsdag aften drog han atter afsted og stødte på en 25-årig irakisk asylansøger, der for 2.000 euro indvilgede i at køre med ham hjem.
I villaen i bydelen Grünwald ville Moshammer alligevel ikke betale, og så rev irakeren hastigt et telefonkabel ud af væggen og kvalte ham.
»Hr. Moshammer havde ikke en chance,« siger opklaringsleder Harald Pickert.
Politiet kunne efter halvandet døgns efterforskning anholde den 25-årige gerningsmand, fordi han efterlod mikroskopiske hudrester på kablet, der matchede en profil i politiets dna-register.
Moshammers chauffør har lovet at passe på Daisy.
