ASIEN-KATASTROFEN
Udenrigsministeriet opfordrer i klare vendinger pårørende til ofrene for flodbølgen i Thailand til ikke på egen hånd at forsøge at finde forsvundne slægtninge ved de templer i den sydlige del af landet, hvor de fundne afdøde er samlet. I en pressemeddelelse understreges det, at det på grund af de klimatiske forhold ikke længere er muligt at genkende en eventuel pårørende, da ligene er gået i stærk forrådnelse. »Der er derfor ikke noget realistisk håb om at genkende pårørende ved selv at lede blandt de afdøde«, står der blandt andet i pressemeddelelsen. Danske retsmedicinere befinder sig lige nu i Thailand for at finde fingeraftryk, tandsæt og dna-prøver, der måske gør det muligt at identificere de døde, skriver ministeriet.
På internettet er der oprettet flere websites med billeder af de afdøde, der har særlige kendetegn. På Udenrigsministeriets hjemmeside bliver det understreget, at man skal være forberedt på meget ubehagelige billeder.
119 uafklarede skæbner
Allerede en time efter, at Rigspolitiet søndag offentliggjorde navnene på savnede danskere, kunne 50 stryges. Tre timer efter første offentliggørelse var listen halveret fra 268 til 128, og i går eftermiddag klokken 16.45 var listen skrumpet kraftigt ind til 66 danskere, hvis identitet er fuldstændig klarlagt, og som stadig er meldt savnede. Dertil har politiet en liste med 119 beretninger, om folk, der kan være savnede.
»Oplysningerne om de 119 er endnu for ufuldendte til at offentliggøre navne. Det kan for eksempel være en beretning om en Jens Hansen på cirka 40 år fra københavns-området. Og det er simpelthen for upræcist,« siger kommunikationsrådgiver Niels-Otto Fisker i Rigspolitiet. Politiets rejsehold er sat på sagen med at få opklaret 119 uafklaredes skæbner. Rigspolitiet erkender, at listen over de savnede efter katastrofen har været fyldt med fejl. Listen består blandt andet af oplysninger, stykket sammen fra flere forskellige kilder. I de første hektiske døgn ringede mange til ambassaden i Thailand og til Udenrigsministeriet, og mange oplysninger har vist sig at være upræcise, fordi folk var forvirrede og bange. Siden er der kommet oplysninger fra rejsebureauer og forsikringsselskaber, og det viser sig at nogle af de savnede var opført med både for og mellemnavn, og flere af de savnede kunne melde om, at de var i god behold.
Norden hårdere ramt
Norges politi valgte ligeledes ligesom Danmark og Finland at offentliggøre navne på deres savnede statsborgere. Søndag talte denne 1.430 navne. Efter offentliggørelse mandag var tallet faldet til 150 savnede. Det vides med sikkerhed, at 16 nordmænd har mistet livet i flodbølgerne i Sydasien. Vort broderland Sverige er stadig det hårdest ramte uden for katastrofeområdet. Men der er blevet barberet grundigt i de først offentliggjorte tal over savnede. De svenske myndigheder har erklæret 52 døde, og 827 personer er på den svenske regerings liste over savnede, som var bekræftet efterlyst af pårørende. Derudover var der utilstrækkelige informationer om andre 1.495 svenskere, oplyste den svenske statsminister, Göran Persson, på en pressekonference i går. De svenske myndigheder har valgt ikke at offentliggøre navnene på de savnede, af hensyn til efterladte. Men de vurderer løbende behovet for hurtig information mod sikker information og venter endnu med at gå ud med en liste.
Hvornår er man død?
Efter katastrofen i Asien er spørgsmålet, om hvornår en savnet kan erklæres død, vist sig sørgeligt aktuelt. Kort beskrevet siger reglerne, at der skal gå 10 år før en savnet kan erklæres død, medmindre pågældende sidst er observeret i en stærkt livstruende situation. En domstol kan imidlertid afsige en såkaldt dødsformodning efter et år, hvis der er sikre beviser for, at den pågældende er omkommet.
I den mellemliggende periode kan efterladte normalt ikke få råderet over afdødes værdier, og forsikringsselskaberne udbetaler heller ikke erstatning uden en dødsformodning. Efter Scandinavian Star-ulykken for 15 år siden afveg forsikringsselskaberne fra denne praksis. PFA har allerede besluttet at gøre det samme efter katastrofen i Asien, og flere ventes at følge efter de kommende dage.
tina@infomation.dk
Læs mere på www.retsinfo.dk