Læsetid: 3 min.

Papirtigeren

Vi er med til at finansiere USA’s overforbrug
12. januar 2005

Kommentar
Hvordan har USA råd til sin vældige militære oprustning? Det har landet faktisk heller ikke. Når det alligevel er muligt, skyldes det, at De – min kære læser – er med til at betale regningen, herunder de 200 milliarder dollar, som Irak-krigen snart er løbet op i.
Nøgternt set er USA på fallittens rand. Under Bush er det årlige underskud over for omverdenen eksploderet til at udgøre mere end seks procent af nationalindkomsten, og landets samlede gæld svarer nu til samtlige fattige landes. Det skyldes, at importudgifterne er langt større end eksportindtægterne. Det hul dækkes af kapital fra EU og Østasien (især Japan og Kina).
USA betaler en pæn del af sine regninger alene med dollarsedler, og her træffer det sig så heldigt at dollaren er den globale valuta. De fleste valutaer gælder kun inden for landets grænser, så hvis Danmark betaler med kroner vender disse penge tilbage for at blive omvekslet med danske produkter. Anderledes med dollaren, fordi den også kan bruges internationalt.
Totredjedele af valutareserverne i verdens centralbanker holdes i dollar, en stor del af de internationale lån optages i dollar, og olie, hvede og en lang række andre centrale produkter afregnes i dollar. Det giver en efterspørgsel efter dollar, på mere end hvad der er brug for til at købe amerikanske produkter. F.eks. efterspørger Danmark dollar for at betale Saudi-Arabien for olie, hvorefter saudierne måske bruger disse dollar til at købe hvede i Canada. Disse dollar kan cirkulere evigt i udlandet. De kræves aldrig omvekslet med amerikanske eksportvarer, så når USA overtrækker sin konto med seks procent, er der i realiteten ikke tale om et lån (der jo skal betales tilbage), men om en tribut i stil med de beløb provinserne betalte til Rom.
Realøkonomisk har USA, EU og Østasien nogenlunde samme vægt, men finansielt har USA hegemoni, fordi dollaren er den globale valuta. USA har samme fordel globalt, som Nationalbanken/staten har inden for Danmarks grænser. Staten kan i et vist omfang dække sine udgifter ved, at Nationalbanken trykker sedler og betaler regningen (’i et vist omfang’, for hvis seddelpressen kører for hurtigt mister kronen sin værdi). Formelt er den hundredekrone-seddel, jeg holder i hånden, et krav på Nationalbanken/staten, men denne formelle statsgæld indløses jo aldrig.
Denne offentlige fordel, der kaldes ’seignorage’, sættes gerne til et par procent af nationalindkomsten. Men hertil kommer naturligvis den fordel og magt, der ligger i, at staten gennem sin pengepolitik kan påvirke den økonomiske udvikling.
Her kommer dollarens globale magt til udtryk i at den rente, som Federal Reserve fastlægger, lægger det internationale niveau, f.eks. hævede Reagan renten i begyndelsen af 80’erne for at bekæmpe den amerikanske inflation – med det resultat, at den fattige verden blev ruineret, fordi dens gæld blev fordyret.

En papirdollartiger
Imidlertid er der grænser for, hvor meget USA kan udbytte resten af verden, og den grænse synes nu at være nået.
Amerikanerne er holdt op med at spare op; opsparingen udgør normalt 15-20 procent af et lands nationalindkomst, men for USA er dette tal nu nede på 0,2 procent; de foretrækker at forbruge og lade udlandet finansiere investeringerne. Og samtidig med, at Bush øger udgifterne til militær og indre sikkerhed, sænker han skatterne; han foretrækker, at EU og Asien betaler for Irak-krig og missilskjold.
Denne åbenbare ligegyldighed over for finansieringen af landets udgifter (importen og Irak) har fået udlandet til at tvivle på dollarens værdi; og når dollaren falder, bliver det en dårlig forretning at anskaffe sig dollarværdier. Derfor er bl.a. Rusland og Kina begyndt at holde flere Euro og færre dollar som reserve.
Bush synes godt tilfreds med dollarfaldet, for en billig dollar forbedrer landets konkurrenceevne, men det er højt spil, for et tvivlsomt papir kan ikke fungere ordentligt som verdensvaluta. Den Europæiske centralbank er blevet kritiseret for blot at lade Euroen stige i værdi til skade for konkurrenceevnen, men måske tænker den langsigtet og satser på at etablere Euroen som alternativ verdensvaluta, således at EU i fremtiden kan høste de fordele, som USA hidtil har haft monopol på?
Samtidig synes en hjørnesten i dollar-hegemoniet at erodere. Iran har planer om at åbne en oliebørs, der vil sælge olie for Euro; det vil være en indlysende fordel for EU, men også for OPEC, der ikke kan være interesseret i at modtage devaluerede dollar.
Dollar-hegemoniet er en forudsætning for det militære hegemoni. USA vil selv, men kan ikke selv. Hvis vi ophører med at aftage dollar, skrider grundlaget for den amerikanske unilateralisme. USA er en papirtiger, hvor dollaren er papiret.

*Anders Lundkvist er ekstern lektor ved Aalborg Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her