Læsetid: 4 min.

Da PISA kom til København

14. januar 2005

»Denne nuancering af den generelle PISA-panik skal imidlertid ikke skjule min store bekymring for de 24 procent af vore elever i København … der målt med PISA-alen har så ringe funktionelle læsefærdigheder, at de må få vanskeligheder med at klare en ungdomsuddannelse.»
Per Bregengaard, ungdoms- og uddannelsesborgmester

Den ansvarlige for de københavnske skoler er bekymret. Det er jo godt at vide, for der lader til at være grund til det. Dårligt havde den kollektive glemsomhed atter lagt sig over folkeskolen efter den landsdækkende PISA-undersøgelse i begyndelsen af december, før OECD atter slår til. Denne gang med en lokal undersøgelse af de københavnske skoler. Og resultatet er ikke mere opløftende end sidst.
Det viser sig, at hver fjerde københavnske skoleelev – mod hver sjette på landsplan – forlader folkeskolen som funktionel analfabet. Det er der alle mulige forklaringer på, blandt andet disciplinære, idet det viser sig, at de københavnske skoleelever har en slags uofficiel Danmarksrekord i fravær. Og som Venstre-politikeren Jens Rohde påpegede, så er det da et sted at starte, da indlæring må formodes at kræve tilstedeværelse.

Men der er mange andre grunde. Undersøgelsen viser blandt andet, at det ikke er ligegyldigt, i hvilken københavnsk skole man placerer sit barn, hvis man bekymrer sig om faglighed og indlæring. For det gælder for 15 af de københavnske skoler, at eleverne i 9. klasse opnår dårligere resultater end deres brasilianske kolleger, som i den internationale PISA-undersøgelse lå på sidstepladsen. 15 af de københavnske skoler er altså målt med PISA-alen globalt set helt i bund. Det kan man jo godt forstå, at den ansvarlige borgmester finder knap så godt, selv om der kan være en smule trøst at hente i, at fire andre skoler i hovedstaden er bedre end de finske, som toppede den internationale PISA-undersøgelse.
Det peger naturligvis på, at der har fundet en stor social og kulturel opsplitning sted mellem de københavnske skoler.
Velstimulerede børn flokkes om velstimulerende skoler, med lærere fyldt med overskud og gode forhold mellem hjemmet og skolen, der tre ud af fire gange er privat og ganske fri for de elever, som er med til at trække gennemsnittet i bund. Skolen forstået som folkets skole, hvor høj har mulighed for at møde lav, er for længst holdt op med at eksistere, så derfor er der social slagside i skolesystemet. Og der er ingen grund til at lægge skjul på, at det især er på skoler med høj koncentration af indvandrerbørn, at der også er høj koncentration af funktionelle analfabeter.
Ser man bort fra den høje koncentration af tosprogede elever ligger København faktisk ikke under landsgennemsnittet. Det vil sige, at det i stedet for hver fjerde ’kun’ er hver sjette, der har store læseproblemer.

Der er ingen tvivl om, at der må iværksættes en målrettet indsats for indvandrerbørn og deres forældre. Men det er også nødvendigt at ofre opmærksomhed på den efterhånden ufatteligt lave prestige, der står omkring lærerfaget. Lærernes faglighed skal skærpes, og der skal gøres noget for atter at opbygge autoritet omkring lærerrollen. Det kræver et forøget fokus på forholdet mellem skole og hjem, mindre rettighedstænkning fra forældre i forhold til skolen, og ikke mindst, at man i langt højere grad arbejder målrettet på at gøre poderne undervisningsparate, så lærerne ikke skal bruge de første tre år på at løse disciplinære problemer – med andre ord skabe ro i klassen.
Det er, hvis man skal tro gentagne beretninger fra dagens folkeskole, mange steder hverdag for lærerne.
Man kommer heller ikke uden om den siddende regerings kæphest, nemlig at indføre løbende test og evalueringer, der dels kan fastholde en faglighed, dels afsløre de ømme punkter. Men en testkultur må aldrig blive mere rigid, end at den tager højde for og tilpasses lokale forhold. Det kan for eksempel være yderst relevant i forhold til tosprogede elever.

Som det er fremgået af Information de seneste dage, har man i en folkeskole i Århus søgt politisk opbakning og støtte til at undervise en hel årgang arabiske elever på både arabisk og dansk. Som forsøgsordning vil man undervise arabiske børn på arabisk nogle timer om ugen. Det skal ske ved siden af undervisning på dansk og sideløbende med en række andre initiativer som ekstra danskundervisning, lektiehjælp og så videre. Og med en kraftig understregning af, at det ikke må isolere de arabiske børn.
Her er et initiativ, der skal skærpe fagligheden på dansk, og som endda støtter sig til succesfulde amerikanske erfaringer. Alligevel skydes det pr. automatik ned af undervisningsministeren, nærmest inden det er sendt op, åbenbart fordi det ikke umiddelbart passer ind i det nye mantra om standardiserede test for hele skolen.
Eller som den århusianske skolerådmand Torben Brandi Nielsen (S) sagde, så er det et eksempel på, at regeringen er så ideologisk, at det skærmer for pragmatiske løsninger. Men hvis skolen i dag er så fragmenteret, som alt tyder på, kræver det et blik for pragmatiske og indviduelle løsninger, hvis ikke de brasilianske tilstande skal brede sig.

weis

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu