Læsetid: 4 min.

Politik for en masse

24. januar 2005

»Uanset om der er tale om forsvarspolitik, økonomisk politik eller trafikpolitik, så skal det præsenteres, som om det nu er befolkningens stemme, der bliver lyttet til.«
Martin Marcussen,
lektor i statskundskab i Information 22. januar.

Som et billede på valgkampens overbudspolitik gik der ikke lang tid, fra nyheden om massefyringerne af slagteriarbejdere i Hjørring var ude, til både regeringens og oppositionens førende politikere så at sige faldt over hinanden for at komme først med løfter om hjælp.
Nu er netop globalisering og udflytning af danske arbejdspladser også et aktuelt tema i valgkampen, så derfor kunne opløbet med lidt god vilje ses som et udtryk for ægte interesse for de marginaliserede slagteriarbejderes videre skæbne.
Men det raske løfte fra regeringen om, at det sandelig ikke var penge, det skulle komme an på, og fra Mogens Lykketoft (S) om omskoling, efteruddannelse og mere i dagpenge kan også snildt ses som endnu et led i beretningen om den overbudspolitik, som er blevet ført siden valgkampens første dag. Der lader ikke til at være nogen ende på løfter og pengebeløbenes størrelse, når det handler om at indramme de temaer, som henholdsvis regering og opposition er gået til valg på.

Derfor var det også befriende, at en af regeringens egne, den konservative miljøminister Connie Hedegaard, i går trak i håndbremsen og advarede om, at valgkampen er ved at køre af sporet.
I kontraktpolitikkens tidsalder, hvor man måles på de ting, man har tænkt sig at gøre, er troværdighed i sidste ende udslagsgivende. Her peger alle meningsmålinger på, at statsminister Anders Fogh Rasmussen står ufatteligt stærkt i forhold til Lykketoft. Ikke fordi han har noget nyt at komme med, bortset fra nogle milliarder her og nogle milliarder der til udvalgte områder.
Men fordi han er så meget bedre til det end Lykketoft, der blot bliver en falmet kopi. Han vinder på troværdigheden , selv om både hans og Lykkketofts valgløfter er lige svage i finansieringen.
Løfterne ender med at gøre valgkampen til den dyreste nogensinde, som Connie Hedegaard gjorde opmærksom på i Dagbladet Politiken i går. Og selv om valget i høj grad fokuserer på troværdighed som udslagsgivene, så ser Hedegaard også netop en fare for, at løftepolitikken i sidste ende truer både troværdighed og sagligheden i dansk politik.
For som hun sagde: »Som politikere skal vi passe på ikke at lade os piske rundt i manegen for straks at imødekomme den ene enkeltsag efter den anden. Så er det ikke muligt at føre en troværdig og sammenhængende politik«.

Det kan forekomme, som om vi for længst er ophørt med at have en offentlighed, der åbent og meningsfuldt diskuterer disse ting. På under en uge er den valgkamp, der ellers åbnede lovende og så ud til at komme til at handle om ideologiske forskelle i tilgangen til løsning af problemer inden for beskæftigelse, uddannelse, forskning og velfærd, endt i overbud og almindelig håndtering af laveste fællesnævner.
Som det fremgik af Information i week-enden er det blevet karakteristisk for dansk politik, at man for at opnå indflydelse solidariserer sig med folket og lancerer her-og-nu-løsninger. Man taler ikke længere med folkets stemme, man er via fokusgrupper rykket ind i folket.
I sig selv indeholder dette særlige danske fænomen et billede på forholdet mellem folk og elite. Hvor en elitær fremfærd er den direkte vej til magten i lande som Tyskland og Frankrig, hvor man også stadig har en intellektuel elite, der lyttes til, så er det ikke en farbar vej i Grundtvigs gamle færdreland. Her har politikere og folk altid været tæt på hinanden, og det har haft mange sociologiske fordele.
Men i en tid, hvor folket fortoner sig som et mangehovedet grådigt monster, der skjult bag mediernes daglige meningsmålinger og angiveligt et utøjleligt velfærdsbehov, konstant får politikere til at tale til det, de tror er folkets ønsker, er det lammende for debatten i en valgkamp som den igangværende.

Frygten for vælgerne resulterer i kortsigtede løsninger og fjerner de overordnede visioner for samfundsudviklingen fra dagsordenen. I stedet efterlader det et indtryk af, at man kun søger magten for magtens skyld og gør det ved et evigt overbud og forsøg på at stjæle hinandens poltik.
Men det er uansvarlig politik, blandt andet fordi der er en skjult dagsorden, som først viser sig efter et valg. Men også fordi det forhindrer en offentlig debat baseret på ideologi om de nødvendige reformer af samfundet for at imødegå de problemer, som muligvis ikke ligger i den kommende valgperiode, men som kommer. Det er skjult bag det lotterishow, vi for tiden er vidner til. Ved at udskyde den, udskyder man ansvaret.
Men det vinder man ikke troværdighedskonkurrencer på i det lange løb.

weis

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her