Så kører korruptionsdebatten igen i Tyskland med afsløringer, bortforklaringer og politiske konsekvenser... Det begyndte under de konservatives landsmøde i december. På podiet tørnede tidligere gruppeformand Friedrich Merz sammen med Herman-Josef Arentz fra Nordrhein-Westfalens delstatsparlament. Bryst mod bryst: "Hvad jeg gør, er arbejde. Hvad du gør, er korruption," snerrede Merz så højt, at det kom i nyhederne. Forhistorien? Lokalavisen Kölner Nachrichten havde netop afsløret, at Arentz hvert år i årevis havde fået gratis strøm og 5.000 euro om måneden af energikoncerne RWE, tilsyneladende uden at lave en disse. Og så havde Arentz peget på partifællen Merz, der ved siden af sin løn fra Forbundsdagen også tjener penge som advokat. Hvad var forskellen? Nej, Arentz kunne virkelig ikke se, at han gjorde noget galt. Og det passede for øvrigt ikke, at han ikke arbejdede for pengene; han ydede "punktuel rådgivning" og stod "altid til rådighed, når man har brug for mig." Snart efter viste det sig, at CDU's organisatoriske leder Laurenz Meyer også stod på RWE's lønningslisten ja, det vil sige, han var da vist fratrådt, for han havde fået en yppig fratrædelsessum, men løn fik han stadig. På en eller anden måde. Under alle omstændigheder havde han ydet koncernen en "enorm støtte," fortalte RWE. Laurenz Meyer kunne slet ikke se, at han havde et problem med sin troværdighed, men han indså, at andre kunne have den opfattelse, og han besluttede derfor at give fratrædelsessummen videre til SOS-Børnebyer. Den smukke gestus hjalp ikke. Kort før jul måtte han forlade sin post i partiet.
5.000 euro om måneden hører i Tyskland til i den gode ende af indkomstskalaen men noget særsyn er den åbenbart ikke. Siden afsløringen af Arentz og Meyers nærmest arbejdsfri indtægter i sidste måned, bringer medierne omtrent daglige meldinger om nye politikere, der også får penge fra erhvervslivet uden nogen påviselig modydelse. Parallelt med almindelig lobbyisme har en række store virksomheder sikret sig en direkte kontakt til byråd, delstatsparlamenter og Forbundsdagen. Truer en beslutning den pågældende politikers 'arbejdsplads', forventes han eller hun at gøre sin indflydelse gældende. Elektronikkoncernen Siemens beskæftiger efter egne angivelser 500 folkevalgte, heraf 15 fuldtidspolitikere. En af dem hedder Ulrike Flach (FDP), der får 5.000 euro om måneden som translatør, men formentlig gør langt mere gavn for virksomheden i sin position som formand for Forbundsdagens udvalg for uddannelse og forskning.
Erhvervslivet har svært ved at se problemet. Siemens' chef Heinrich von Pierer advarer imod, at virksomhederne nu måske tvinges til at skille sig af med politisk engagerede medarbejdere, for parlamenterne har brug for folkevalgte med indsigt i erhvervslivets problemer. Mener han. Indsigt i problemerne var lige hvad RWE's datterselskab Rheinbraun havde brug for. Rheinbraun bryder brunkul. I midten af 90'erne skulle selskabet have tilladelse til at åbne et nyt felt mellem Mönchengladbach og Aachen. Kulbrydningen betyder, at 7.600 mennesker mister deres hjem, men det hjalp formentlig, at Rheinbraun havde 80 byrådspolitikere fra de berørte kommuner på sin lønningsliste. Volkswagen menes at betale løn og i visse tilfælde firmabil til op mod 100 folkevalgte, mens koncernens officielle lobbyafdeling kun tæller 24 personer. For at fremme forståelsen for sine synspunkter har Folkevogn systematisk understøttet medarbejdere med politiske ambitioner, blandt dem Ingolf Viereck og Hans-Herrmann Wendhausen, der sidder i Niedersachsens parlament valgt for SPD. De mener, at alle smudsige bestikkelsesantydninger er grundløse, men af hensyn til partiets og Volkswagens anseelse vil de lade deres ansættelsesforhold stå på stand by. Folkevogn bebuder en redegørelse om sine ansatte politikere senere på måneden. Samtidig baner en tøvende debat om politikeres biindtægter sig vej, men, om det hjælper at skærpe reglerne, er tvivlsomt. De er skærpet flere gange, og politikerne har alligevel fundet en vej til de nemme penge.
