Læsetid: 2 min.

Racisterne holdt ikke kæft efter tsunamien

Spansk fodboldforbund fordømmer racisme efter endnu en weekend med racistiske abelyde imod sorte spillere
12. januar 2005

Fodbold
Det skete igen under søndagens fodboldderby mellem Jesper Grønkjærs nye klub Atlético de Madrid og Real Madrid. Der var en solidarisk indsamling til tsunami-ofrene, og alle tilskuere fik en lille pjece om forslaget til en ny europæisk forfatning, men lige lidt hjalp det. En flok racister på tribunerne råbte skældsord imod flere af de farvede spillere på banen – og især mod Reals Roberto Carlos. Det spanske fodboldforbund og spillerforening opfordrede mandag til »hårde foranstaltninger mod ethvert beviseligt tilfælde af racisme og xenofobi i spansk fodbold.«
I de seneste måneder har man i flere ligakampe set, at sorte spillere er mødt med racistiske råb. Det spanske fodboldforbund har endnu ikke foretaget sig noget, men det europæiske gav Real Madrid en bøde på 9.780 euro, fordi nogle tilskuere luftede racismen i Champions League kampen imod Leverkusen.
Lige før jul blev det spanske fodboldforbund idømt en bøde på 100.000 schweizerfranc af det internationale forbund, FIFA, fordi madrilenske tilskuere råbte abelyde til flere engelske spillere under en landskamp i Spanien. Den britiske sportsmini-ster, Richard Caborn, udtrykte skuffelse over den milde dom. Hvis racismen gentager sig under spanske landskampe, har FIFA dog truet med at udelukke landet fra internationale konkurrencer.
I Spanien har man oprettet et organ til at bekæmpe racismen, intolerancen og volden i sporten, men det spanske fodboldforbund har endnu ikke lagt en klar linje. Trods hård kritik – fra bl.a. Storbritannien – har forbundet endnu ikke grebet ind over for den spanske landstræner, Luís Aragonés, der har kaldt Arsenals Thierry Henry for ’en sort lort,’ og den spanske spiller Reyes for ’en sigøjner’.
Aragonés er »et overdådigt vægtæppe for racefordomme,« som Martin Jacques skrev lørdag i avisen The Guardian.
FIFA har udnævnt Thierry Henry til fodboldambassadør i kampen mod racismen og har bebudet nul tolerance overfor den racisme, som er dukket op ved internationale kampe fra Spanien til Grækenland. Rom-klubben Lazio, der har svært ved at tøjle en flok fascistiske fans, er blevet tvunget til at spille for lukkede døre. Og det italienske forbund overvejer nu sanktioner imod Lazios angriber,
Paolo di Canio, der forleden under en kamp strakte armen ud i en Mussolini-hilsen.
I Storbritannien har myndighederne slået hårdt ned på den åbenlyse racisme. En Dundee-tilhænger er idømt 180 dages samfundstjeneste for at udstøde abelyde mod to Celtic-spillere. Og fire Blackburn-fans har fået en bøde og forbud mod at gå til kampe i fem år, fordi de råbte skældsord.
Martin Jacques mener , at der stadig er en del diskrimination. Fodbolden »er et spil, der har oplevet en racemæssig revolution på grønsværen, men uden for banen er fodbold uden tvivl stadig den hvide mands,« skriver han. Og kritiserer, at kun to trænere i den engelske Premiership har været ’farvede’, og i bestyrelserne er der kun een ikke-hvid: »Fodbolden er en kritisk grænse for Europas fordomme,« fastslår Jacques. »Det offentlige rum, hvor Europas hybristiske fortid møder dens moderne nemesis – udtryk i store kunstnere som Zinedine Zidane, Ronaldinho og Thierry Henry.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu