Læsetid: 8 min.

En radiorevolution møder sit loft

I Uganda er radiomarkedet kæmpestort, hyperkommercielt, strategisk avanceret – og så småt ved at blive til fare for den regering, der opfandt det
19. januar 2005

Afrikas oversete modernitet
KAMPALA –Klokken er kvart over seks om morgenen, og fra Radio Simbas morgenstudie i udkanten af Kampala lyder der fnisen og sprutten. Ved skrivebordet ud for døren sidder en ældre mand med læsebriller, dybt koncentreret, bøjet over morgenavisen.
Skuespilleren, teaterdirektøren og morgenradioværten Andrew Benon Kibuuka er i gang med at lave sin daglige top fem over dagens mest irriterende ting, mens hans gamle ven og kollega Charles Senkubuge og hans medværter allerede har kastet sig over morgenaviserne i studiet.
»Har I drømt noget i nat,« spørger hundetime-værten Dennis Katongole os. Han er både skuespiller, sanger og radiovært og er lige blevet færdig med sit daglige program, hvor han vækker lytterne med røverhistorier som dem i ’En skør skør verden’ og tyder deres drømme. Men vi skal ikke have noget klinket.

Flere og mindre stationer
Mens vi snakker, bryder hele kontoret sammen over en fornærmende vits om præsident Museveni inde fra studiet. Vi er ikke skarpe nok på luganda til at forstå noget, men det er umuligt at lade være med at grine med i den larm. Vi befinder os i radiostationernes by. Farvestrålende reklamer for radiostationer konkurrerer med Coca Cola-, Nestlé- og skosværte-reklamerne på butiksfacaderne, og hver husvagt eller butiksekspedient har sin egen lille transistor tændt. I taxaminibusserne lytter passagererne koncentreret til Radio Ones politiske debatprogrammer på bilradioen og griner til hinanden, når en af de populære kritikere tager ordet. I et land med to diktatorer i frisk erindring – Milton Obote og Idi Amin – er ethvert frit ord værdsat. Og i et land, hvor indbyggerne i snit tjener under 1.400 kroner om året, er de relativt billige radioer et betydeligt og tilgængeligt medie.
Joel Isabirye er programplanlægger og producer på Beat FM og Capital Radio, som er en af Ugandas største kommercielle radiostationer. Han er for tiden mest beskæftiget med at forberede sig på en virkelighed, hvor uganderne begynder at tjene flere penge, og tv-stationerne vinder ind på radiostationerne. East African TV sender musikvideoer fra Kenya, Uganda og Tanzania døgnet rundt og har skabt et boom i musikvideoproduktionen.
Og MTV lancerer en afrikansk kanal den 1. februar. »Fremover,« forklarer Isabirye, »vil radioerne blive mere og mere specialiserede og spredte, så vi kan lave helt præcis markedsføring. Det forbereder vi os på gennem konstante analyser og segmenteringer, og ved at lave flere og flere mindre radiostationer – i stedet for at satse på de få store, som dominerer i dag.«

Popmusik på lokalsprog
Som dedikeret musiknørd har han fulgt radiostationernes revolutionerende indflydelse på ugandisk musikkultur det meste af sit liv. Mens han sidder og bakser med senderen, der denne søndag ikke opfører sig som den skal, improviserer han et hurtigt rids over radioernes historie:
»Radio Uganda blev startet i 1964 af den britiske koloniregering. Men det var ved liberaliseringen af radioæteren i 1993, at den ugandiske musikscene virkelig blev revolutioneret. To stationer – Sanyu og Capital – åbnede og blev enormt populære, men de var kopier af udlandske radioer som Hot 97 New York, så de spillede kun vestlig musik. Der blev fortalt en joke om, at den lokale musikgenre kadongo kamu – som er meget fortællende – var så langstrakt, at man kunne køre til Jinja (tre timer fra Kampala, red.) og hjem igen, før de var færdige med en sang. Så det egnede sig simpelthen ikke til radio, hævdede de nye stationer,« fortæller produceren Joel Isabirye.
»Men på samme tid besluttede produceren Peter Sematimba at begynde at producere popmusik på de lokale sprog. Før ham havde hele den unge musikgeneration sunget på engelsk eller noget, der skulle ligne jamaicansk. Men de fleste folk her føler sig ikke særlig hjemme på engelsk. Så da buganda-kongedømmet (det af landets lokale kongedømmer der rummer hovedstaden Kampala, red.) hyrede Sematimba til at lancere radiostationen CBS med 85 procent musik på luganda, trådte de lige ind i et kæmpe marked,« siger Joel Isabirye

Bestikkelse
Det var i 1996: På samme tid som en ung ugandisk sanger ved navn Jose Chameleon drog til Kenyas hovedstad Nairobi for at blive opdaget af producerteamet Ogopadjs, et fremstormende navn i den stærke kenyanske musikindustri. Da Chameleon kom hjem til Kampala igen, medbragte han computerprogrammet Fruity Loops, som gjorde det muligt at producere musiktracks uden brug af live-musikere.
Med ham startede det, som siden er blevet kaldt Fruity Loop-generationen: en flodbølge af unge især ragga-, zouk- og reggae-musikere, som med direkte inspiration fra jamaicanske riddims og remixes, og uden at kunne spille et eneste akustisk instrument har skrevet sig direkte ind i radiostationernes efterspørgsel efter strømlinet, lyttevenlig musik – med en længde på under tre et halvt minut.
I dag huser Kampala mindst 40 radiostationer, og yderligere 22 har sendetilladelse, men er endnu ikke i gang med at sende. Ugandas radiomarked er berømt og berygtet for at være på samme tid ekstremt avanceret og indkomststærkt på det kommercielle plan og helt uden beskyttelse af kunstnerne på det rettighedsmæssige. Faktisk er det en offentlig hemmelighed, at flere radiostationer skal bestikkes for at spille de yngre kunstneres numre. Det koster 150 kroner om ugen.
Ugandas musikscene bugner, og der er jam sessions og koncerter hver dag i Kampala. Der er masser af kreativitet, men det er også den eneste måde, musikerne kan tjene penge. Det er ikke til at købe en officiel udgivelse af en plade, fordi piratkopisterne alligevel stryger hele indtjeningen, og royalties er en by i Rusland.
»Det gør en forskel,« forklarer Joel Isabirye, »at Uganda i politisk-økonomisk forstand var en fejlslået stat, da liberaliseringen blev gennemført. Og fejlslagne stater er ikke bare anarkier på den måde, at soldater render rundt og skyder; de er det også strukturelt. I regeringsførslen, i offentligheden. Så uden en stærk offentlighed var det umuligt at gennemføre love som copyright-lovgivningen. Man skal have en stærk interessegruppe for at få fremmet en interesse, og længe var musikerne kun taknemmelige for at få deres musik udbredt og blive kendte. Men nu er de en industri og tjener penge, ligesom radioerne er blevet enormt stærke.«

Skuespil i æteren
Charles og Andrew på Radio Simba er blandt dem, der har givet radiobølgerne deres helt egen stil. Når de ikke fniser i morgenstudiet er de direktører for det store Pride Theatre, der hver eftermiddag formår at fylde salen med publikum til politiske komedier, der gør grin med den håbløse krig i det nordlige Uganda, med præsident Musevenis ambitioner om en grundlovsændring og en tredje embedsperiode og med andre ømtålelige emner i det skrøbelige østafrikanske demokrati.
Med tiden er Charles og Andrew blevet noget nær legender i Uganda. Så meget, at Charles stillede op til præsidentvalget sidste gang. Han er kendt og populær under tilnavnet ’siasa’, ham der snakker godt for sig, mens Andrew, der altid spiller skurkeroller, som regel bliver mødt med mistanke. Så det var egentlig ikke så mærkeligt, at Radio Simba henvendte sig til dem, da de ville gøre deres udsendelser mere interessante.
»Vi besluttede os for at flytte teaterskuespillet ud i radiobølgerne,« siger Charles. »Vi laver sketches og jokes og optræder i stedet for bare at snakke. Og i dag er radiostationerne fyldt med skuespillere!«
I dag handler Andrews liste over dagens mest irriterende ting blandt andet om regeringshæren, der igen er kommet for sent til at fange Joseph Kony oppe nordpå.
»Vi er lige onde mod alle,« forklarer han. »Så regeringen forstår godt, at vi ikke er ude på at vælte dem.«

Krisen
Tre dage senere står der med store bogstaver på avisernes spisesedler: »Regeringen slår ned på FM-radioer«. Præsident Museveni vil inddrage radioernes sendetilladelser, hvis de bedriver »propaganda« mod ham. Uganda, en bannerfører i liberaliseringen af medierne, står i disse dage over for demokratiske prøvelser. Og de allestedsnærværende radioer befinder sig i orkanens øje.
Jeg spørger Joel Isabirye, hvad der er sket for Museveni, som i sin tid var sådan en bannerfører for radioernes frihed.
»I begyndelsen trådte Musevenis regering ind i en fejlslået stat omgivet af en masse skiftende virkeligheder. Et af deres store programmer handlede om at nå ud til græsrødderne. Og den eneste måde at gøre det var at liberalisere medierne. Så kunne man have en poliokampagne på radiostationerne, og faktisk ti år senere mere eller mindre have udryddet polio. Samtidig prøvede de at bevæge sig væk fra det traditionelle flerpartisystem: Ugandas regering skulle repræsentere hele folket, og alle skulle have en stemme. Så de opmuntrede landsbymøder under træet, og de opmuntrede radioernes fora for debat. Så mens en diktator som Moi i Kenya modstod liberaliseringen så længe som muligt – og til sidst tildels blev væltet af den – gav Musevenis regering radioerne frit slag.«

Udvidelse af demokratiet
»Men sandheden er, at Museveni-regeringens nederlag i dag vil vokse ud af dens sejre i går. Udvidelsen af de elektroniske medier var en udvidelse af demokratiet. Men i dag står vi i en ny politisk virkelighed.«
»Den eneste måde at håndtere denne udemokratiske virkelighed på er at begrænse det massedemokrati, som massemedierne havde skabt. Det er derfor, du ser regeringen slå ned på radioerne nu. Jeg blev indkaldt til møde hos informationsministeren sammen med alle de andre programplanlæggere for et par uger siden. Der fik vi at vide, at vi ville blive holdt ansvarlige for hvad vores lyttere sagde i æteren, selv om de ikke repræsenterede radioen. Vi vil blive holdt ansvarlige, og vi vil blive lukket.«
– Hvordan er denne nye virkelighed opstået?
»Den handler om mange ting. Den handler om, at Museveni fra at være en modstræbende statsleder nu vil have mere af magten. Så længe hans kamp for at få en tredje embedsperiode foregår, vil de holde radioerne nede. Samtidig opstod det problem, at radioerne blev en demokratisk platform. Men en demokratisk platform kan også bruges til at fremme interesser. Og buganda-kongedømmet, der kunstnerisk og kulturelt revolutionerede radioerne i 1996 ved at åbne for den lokalsprogede musik, har længe brugt deres radio CBS til propaganda i deres kamp for selvstændighed eller føderal status. Jeg ved ikke, hvordan det er i Danmark, men der er ikke nogen afrikansk regering der er populær i storbyerne. Og bugandaerne er ved at blive meget ivrige efter mere magt. Deres lyttere taler om at smide andre etniciteter ud, om at regeringen ikke er buganda, så hvad laver han i Kampala, den slags ting. Og det er farligt. Sagen er, at revolutioner som regel kommer gradvist. De er aldrig øjeblikkelige. De små sætninger, der kommer ud af CBS, kan blive til noget helt andet om et år. Og det tør Museveni ikke, som tingene er nu.«

SERIE
*Afrikas oversete modernitet
Mens verden begræder det tabte kontinent, kører kreativiteten, kommercialiteten og moderniteten i højeste gear i de afrikanske storbyer. Information har besøgt et Østafrika i hektisk forvandling og rapporterer om politisk pop, genfødte cowboys, heksedoktorernes genkomst og ungdommens hemmelige sprog fra krydsfeltet mellem globalisering og lokal kultur i et af klodens smukkeste og mest hærgede hjørner. Dette er første afsnit i Informations serie fra Østafrika

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her