Læsetid: 4 min.

Rapporter fra under- og sjæleliv

Trioen ibens er tilbage med oprindelig besætning og en stak velsiddende sange, udført i gruppens unikke minimalistiske filurpop-stil, mens den debuterende rocktrio Hedeboe kommer godt fra start
26. januar 2005

Nye cd’er
En bred kreds af medborgere – her i blandt denne signatur – lod sig forføre af de klange, der frembragtes af poprock-trioen ibens, da denne søsatte sin karriere i 1997 med et underspillet, charmerende og selvbetitlet debutalbum, der ramte en dengang helt tør plet. Thi det var i de dage, hvor ingen med respekt for sin internationale karriere kunne drømme om at synge på (mundret og humoristisk) dansk. Af samme årsag ramte sange som »Ølstykke i november«, »Solveig« og »Jeg savner min blå cykel« lige ind i hypofysen, hvor det som bekendt gør godt.
Med Carsten Lykke som troskyldig og dog alligevel sylespids tekstforfatter og naivt-undrende forsanger, flankeret af bassisten Henrik Marstal og trommeslager Kristian Obling Høeg – melodier og arrangementer stod gruppen for i fællesskab – var gruppen tættere på at være et ‘autentisk’ drengeband end de første 10 fabriksfremstillede af slagsen; tekstuniverset omhandlede nemlig med stor præcision helt almindelige problemer og frustrationer, gerne i forbindelse med det seksuelle, men gjorde det med fin humor og indtagende blufærdighed.
Trods massiv radiofairplay og masser af anmeldersuperlativer holdt besætningen ikke året ud, idet Marstal gik og smækkede med døren, så det gav genlyd i medierne. De to andre udvidede ibens til en kvartet og udsendte dernæst det mislykkede maskulin i 1998, men magien var borte, og bandet imploderede.

Parforholdstableauer
I 2001 udsendte Carsten Lykke en charmerende solodebut, Selvoptaget, men trods landeplagen »Hvis Frederik var til fyre« etablerede den ham ikke som solist. Der kunne sagaen i og for sig være afsluttet, thi i mellemtiden havde Marstal gjort sig bemærket som myreflittig sessionsmusiker og forfatter. Med ved et spontant møde i 2003 fandt de tre musikere atter fodslaget, og resultatet foreligger nu i form af det ikke uefne ufornuft, der stilfærdigt tager den minimalistiske filurpoptråd op, hvor ibens slap i ‘97.
Den musikalske kemi de tre gentlemen – der nu efterhånden befinder sig i midten af 30’erne, men stadig formår at se ud som om de lige har forladt gymnasiet – er fuldstændig usvækket og i sådan ren popmusikalsk forstand er der mange fine melodier at finde (den støjknitrende »Nangijala« er således ypperlig) her på ufornuft, som desuden er ypperligt produceret af trioen selv i samspil med den stedse bedre og bedre Joshua (bl.a. Kashmir, Claus Hempler, Mew). Og Carsten Lykke har bestemt ikke mistet sin sans for hverken lettere absurde parforholdstableauer eller uforglemmelige one-liners; som i »Til provinsen«, hvor han foreslår samlivspartneren, at de flytter »til det dér sted lidt uden for Svendborg« for at få tingene til at fungere, thi »vi har haft vores storbystid/ det bliver sikkert knap så slemt at være gravid/ lidt udenfor Svendborg«. Og protagonisten er skam parat til at yde sit: »Jeg skal nok lære sproget/og sige dav til folk i centrum lørdag formiddag…« Jow da. Smilet er ikke stivnet fuldstændig hos ibens.

Et raffineret comeback
Typisk er også skæringer som titelnummeret – med det uforligneligt ibenske omkvæd »Hun kommer aldrig til ufornuft igen«, der præcist indkredser, hvad der sker, når gassen går af en forelskelse – og ikke mindst »Sex igen«, der bærer kimen til en landeplage i sig med sit præcise bud på generel ulyst i et gennempornoficeret samfund. Befinder et par af sangene sig lige lovlig tæt på letvægtsklassen, er der også et par stykker, der tyder på et vist vækstpotentiale; især står den melankolske »Han venter stadig« usædvanligt stærkt og beviser, at Lykke rent faktisk er i stand til at løfte blikket fra egen navle og underkaste den omkringliggende verden en nærmere undersøgelse; også duetten med Marie Frank på »Europcar« går lige ind på den indre hitliste.
Alt i alt et indbydende og raffineret comeback, der burde kunne genvinde gruppen dens engang så prominente position.

En talentfuld herre
På trods af, at debuten fra trioen Hedeboe – Kommet for at blive, hedder den og det udsagn må man jo så håbe holder – musikalsk bevæger sig i en ret så velkendt (og sine steder også en noget fortærsket) rockstil, er der som helhed dynamik, iderigdom og gode sange nok at finde derpå til, at man bliver hængende på spilletiden ud. Helt i forgrunden befinder sanger, sangskriver, producer og guitarist Rasmus Hedeboe sig, og han er helt klart en talentfuld herre med et godt øre for både det velsiddende riff og det træfsikre omkvæd, mens han på tekstplanet bevæger sig rundt i samme moderne parforholdsunivers som Carsten Lykke, om end alvoren er større hos Hedeboe.
Også her er der en næsten telepatisk forbindelse musikerne imellem, hvilket er med til at gøre Kommet for at blive til en nærværende og organisk oplevelse, som man gerne vender tilbage til. Men det ville i anden ombæring klæde trioen at få en udefrakommende producer på banen for at rydde op i iderigdommen, stramme arrangementer, fortætte gruppens lyd og generelt øge fokus på et hitpotentiale, der ikke helt forløses her …

*ibens: ufornuft (Ibens/Playground) Produceret af ibens og Joshua. www.ibens.dk

*Hedeboe: Kommet for at blive (Cope Records) Produceret af Rasmues Hedeboe

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu