Læsetid: 5 min.

Ray Davies – den evige outsider

Legenden Ray Davies trak til sin koncert i udstrakt grad på materiale fra storhedstiden som leder af The Kinks, men fremstod ikke desto mindre vital, vedkommende og – nå ja – vidunderlig
10. januar 2005

KONCERT
Som han stod der på scenen i Portalen i forstaden Greve fredag aften lignede den veloplagte, generøse og topunderholdende 60-årige Raymond Douglas Davies – Ray blandt familie, venner og beundrere – alt andet end den legendariske og stilskabende rockkunstner han umiskendeligt er. Med sin vigende hårgrænse og lidet glamorøse påklædning kunne han såmænd være gledet ubemærket ind blandt det granvoksne publikum, der fyldte salen til bristepunktet. Men modsat de fremmødte var han manden, der skabte britpoppen (længe før den term overhovedet benyttedes) og i processen udvidede rockens udtryksmuligheder til at inkludere en specifik lokal erfaring, lige meget hvor langt fra alfarvej den end måtte befinde sig. Hvilket havde en både galvaniserende og inspirerende effekt på sangskrivere, der var så heldige ikke at være født og opvokset i United Steaks og sikkert også opmuntrede sangskrivere på kryds og tværs af Europa til at synge på deres eget sprog. Som leder af og sangskriver i gruppen The Kinks søsatte han fra midten af 1960’erne en udpræget britisk tradition inden for rockmusikken, hvormed han brød det amerikanske monopol på samme, thi før Ray Davies og The Kinks fandt deres særprægede og idiosynkratiske stil omkring 1965, havde rocken primært været et instrument, hvormed en specifik amerikansk erfaring fandt sit udtryk. Og de to største navne inden for det britiske gennembrud – The Beatles og Rolling Stones – lagde sig, alle deres andre kvaliteter ufortalte, med deres tidlige udtryk ukritisk i forlængelse af en ung amerikansk tradition, som de tilmed lå på maven for. Med sin udprægede britiske arbejderklassediktion skabte Ray Davies endvidere en sangstil, der har givet genklang fra Madness til Blur.

Alt andet end museum
Til at begynde med lagde The Kinks sig da også inden for den dominerende amerikanske r&b-tradition, men allerede gruppens gennembrudshit,
You Really Got Me afslørede at Davies var et originalt sangskrivningstalent. Det var dog først da han i løbet af ’65 begyndte at skrive sange med udpræget britisk indhold – A Well Respected Man, Dedicated Follower Of Fashion, Dead End Street og mange flere, snapshots fra et England, der forekom et amerikansk publikum mindst lige så fjernt og eksotisk som Timbuktu eller Ildlandet – at han fandt sin stemme og gav rockmusikken en ny retning. Og de næste 10-12 år var det den retning The Kinks fulgte med stadigt vigende publikumsinteresse, før gruppen i de sene 1970’erne fik comeback med en mere glat og anonym stil. Således blev hovedværket The Village Green Preservation Society udsendt til almindelig indifferens i det sene efterår 1968, for hvem havde i ungdomsrevoltens storhedstid brug for et album, der med tristessemættet nostalgi kredsede om emner som cricket, damplokomotiver, fotoalbums, jordbærmarmelade, fadøl og gemene hverdage? Samme plade genudsendtes sidste år i en luksuriøs tre cd-version, der slog fast, at den er et af hovedværkerne inden for britisk rock og på scenen spillede Davies derfor også med forståelig selvfølelse et par af de gennemført poetiske spor herfra i løbet af et generøst sæt, der over to pragtfulde timer slog fast, at en god sang er og bliver god, lige meget hvor mange år, den end måtte have på bagen. Og selv om det er rigtig lang tid siden, at Ray Davies har gjort hitlisterne usikre og prydet de kulørte musikblades forsider, var der intet museumsagtigt ved hverken ham, hans mere end kompetente backingband og de udødelige sange, som fyredes af fra scenen med en entusiasme og respekt for publikum, mange unge bands kunne lære af.

En super entertainer
Én af de ting Davies introducerede i rocken, var elementer fra den særlige engelske britiske music hall-tradition, hvor publikums engagement i det på scenen pågående er en selvfølge; det betyder, at folk forventes at synge og klappe med til den store guldmedalje og hvad dét angår, fik vi vort behov rigeligt dækket, thi det myldrer med rytmisk fremdrift og uforglemmelige omkvæd i de klassiske Kinks-sange, der udgjorde hovedparten af materialet fredag aften. Selv om der altså også blev plads til en række spritny sange, der lover godt for Davies næste soloplade, der dog nok som så mange andre udgivelser i hans karriere ikke vil opleve den store opmærksomhed fra hverken medier eller det store pladekøbende publikum. Nå, det er dets problem. Og tab. Ray Davies elsker at fortælle historien om sig selv og brormand Dave Davies’ vej fra en familie på ni fra arbejderkvarteret Muswell Hill i det nordlige London til toppen af alverdens hitlister. Det er som om, at han selv efter alle disse år stadig ikke helt kan tro på, de fik brudt arven og undslap en underklassetrummerum, han ikke desto mindre konstant higer mod, og som ingen anden har besunget helt som ham. Thi Ray Davies er den evige outsider, der ikke kunne leve med den kurs i tilværelsen, hans baggrund udstak, men heller aldrig rigtig har kunnet finde sig til rette blandt det (i nogens øjne) glamourøse rockaristokrati. I det spændingsfelt er så vidunderlige sange som Waterloo Sunset, Sunny Afternoon, Where Have All The Good Times Gone?, Victoria, Days, Lola og 20th Century Man blevet til. Og dem serverer han stadig med en overbevisning og en glød, som var de skrevet i forgårs. Og historien om hans og lillebroderens vej fik vi endnu engang til bedste fredag aften i samklang med en perlerække af Kinks-klassikere, der hører til blandt 60’errockens ypperligste kreationer. »I live in a museum,« sang Davies engang. Måske. Så er det et museum, man bør aflægge besøg i rigtig ofte, for at stå ansigt til ansigt med sig selv og sin egen historie, dér, hvor den skærer den omkringliggende historiske fremdrift. Og kontemplere de værdier og sociale normer, der er gået tabt på vejen frem mod forbrugersamfund, teknokrati og grasserende modernitet. Og i processen høre en stribe sange så gode, at de (stadig) hviner i tænder og sind. Tilmed i selskab med en af rockens allerbedste entertainere. Sikken fredag aften. Vi er stadig oppe at flyve.

Ray Davies m. band. Portalen,
Greve, fredag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu