Læsetid: 2 min.

Regeringen vil fokusere på prostitueredes kompetencer

Regeringen arbejder på en helhedsplan for prostitutionsområdet. Her slås blandt andet på de prostitueredes kompetencer, når det handler om arbejdsmarkedet
26. januar 2005

Valgudspil
Regeringen barsler med en samlet indsats på prostitutionsområdet. Rapporten er endnu ikke offentliggjort, men Information er kommet i besiddelse af et gennemarbejdet udkast.
Her fremgår det, at regeringen anbefaler, at der sættes fokus på de prostituerede, der ønsker at vende tilbage på arbejdsmarkedet eller at tage en uddannelse.
Og den indsats skal tage højde for, at de prostituerede på den ene side vil være i besiddelse af relevante kompetencer, men på den anden side også ofte vil være fysisk og psykisk nedslidte og udbrændte. Men man skal ikke være blind for, at prostituerede kan besidde praktiske og sociale kompetencer, der kan videreudvikles og anvendes i arbejdsrelaterede sammenhænge, fremgår det af rapporten:
»Prostituerede har social omgang med mange kunder og opnår derved et stort omstillingsberedskab og stor fleksibilitet. De prostituerede på massageklinikker eller i escortprostitution skal efterleve gældende normer og uskrevne regler for, hvordan man omgås folk. De skal opfylde forventninger til påklædning, personlig hygiejne, make-up etc, og de skal kunne konversere,« lyder det.

Serviceorienterede
Men listen af prostitueredes kompentencer er langt fra færdig: »De er serviceorienteret og i stand til at opretholde en professionel facade. De udvikler en stærk evne til hurtigt at bedømme menne-sker i forhold til en konkret situation, og opbygger derved en god intuition og et konfliktberedskab. De er også meget mobile, fordi de vil undgå risikoen for at blive genkendt i deres egen by. Prostitution kræver og giver altså praktiske og sociale kompetencer, som også vil kunne bruges på arbejdsmarkedet,« lyder det i planen
Specialkonsulent ved Center for Ligestillingsforskning Aase Reich Sørensen, der i gennem mange år har arbejdet med prostitution er rystet over formuleringerne i regeringens handlingsplan.
»Det første, der slår mig er, at det nærmest lyder som kompetencer man også ville tillægge en slave, der skulle frigives. Og, at det åbenbart er kvaliteter, der efterspørges på arbejdsmarkedet,« siger hun.
Aase Reich Sørensen mener, at handlingsplanen fremstiller prostitution som et erhverv på linje med andre erhverv, der giver særlige kvalifikationer.
»Det bryder med traditionen om, at vi anser prostitution som et social problem og ikke som et legalt erhverv. Det virker, som om man her gør op med det, og det er højst overraskende og betænkeligt,« siger Aase Reich Sørensen.
SF´s ligestillingsordfører Anne Grete Holmsgaard mener, at regeringen må have gået rundt med hovedet under armen mens de formulerede den ’samlede indsats på prostitutionsområdet’.
»Man tager ikke de her mennesker alvorligt, og udtrykker ikke nogen form for forståelse af, hvilke vilkår de lever under. Det er jo ikke arbejdsmarkedsrelaterede kompetencer, men den samme form for overlevelsesstrategi som en afrikansk kvinde, der var blevet smidt ud af sin landsby ville anvende. Det er simpelt hen disrespektfuldt,« siger Anne Grete Holmsgaard.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her