Læsetid: 3 min.

Regeringen kritiseres for nye regler om skilsmissebørn

Som led i kommunereformen vil regeringen ændre reglerne for skilsmissebørn. Men forslaget får hård kritik
17. januar 2005

Kommunalreform
De tusindvis af børn, som hvert år må se deres forældre gå hvert til sit, skal fortsat gennem en belastende trædemølle før det afgøres, om far eller mor kan gøre krav på barnet.
Det bliver ifølge flere organisationer resultatet af regeringens kommunalreform, som indfører helt nye regler på børneområdet.
Familie- og forbrugerminister Henriette Kjær (K) vil samle sagerne om forældremyndighed og samvær hos fem nye regionale kontorer, såkaldte statsforvaltninger.
Men kritikken hagler ned over forslaget.
De nye statskontorer kan slet ikke magte opgaven, der bliver alt for langt at rejse, når børnene skal høres, og børnenes krav på at holde kontakt til begge forældre bliver ignoreret, lyder blot nogle af kritikpunkterne fra Advokatrådet, Børnerådet, Landsforeningen Børn og Samvær og andre foreninger.
Kritikken retter sig specielt med de planlagte nye statskontorer – fem regionale kontorer. De skal bl.a. overtage mæglingen mellem forældrene og samtidig træffe midlertidige afgørelser i sagerne.
Og det er »yderst betænkeligt«, mener Advokatrådet:
»Vi ved af erfaring, at de i sager, hvor der virkelig er strid, så vil en midlertidig afgørelse typisk være det, sagen ender med. For inden sagen kommer for retten, så er forældrene flyttet fra hinanden, og barnet har boet så længe det ene sted, at det faktisk bliver en definitiv, og ikke en midlertidig, afgørelse,« siger formand Sys Rovsing-Koch, der også er tidligere formand for Børnerådet.

Negativ rådgivning
Statskontorerne bliver altså både hjælpere og dommere på samme tid. Desuden risikerer forældre at lade sig presse ud i et forlig ved statsforvaltningerne, mener advokaternes brancheorganisation, som vil have udskilt mæglingen mellem forældrene fra de nye statskontorer.
Mæglingen ligger i dag hos statsamterne, som i en undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet blev stærkt kritiseret for at varetage den opgave for dårligt.
Landsforeningen Børn og Samvær advarer direkte mod at lade de nye statskontorer overtage opgaverne:
»Mange har oplevet de børnesagkyndige rådgivninger negativt. Det er de samme mennesker, som yder rådgivning og som træffer afgørelser. Det er godt og grundigt fedtet sammen, og folk kan slet ikke finde ud af det,« siger talsmand Viggo Bækgaard.
Samme holdning har Foreningen Et Barn To Forældre, der foreslår, at statskontorerne slet ikke får nogen kompetence på området.
I 2003 var der i alt 11.972 sager om samvær og 14.126 sager om forældremyndighed.

Uanstændigt langt
Fra Børnerådet går kritikken af regeringens forslag især på, at der ganske enkelt bliver uanstændigt langt, når børnene i en i forvejen vanskelig periode skal til at rejse langt for at komme til statskontorerne. Samtidig må regeringen sørge for, at de ansatte gennemgår en uddannelse, før de tager sig af de følsomme børnesager:
»Jeg tror ikke, man kan løfte opgaven. Det forudsætter, at regeringen bevilger penge til det her. Der skal ske en meget stor efteruddannelse af personalet, så de bliver rustet til at klare den her opgave, eller skal man ud og købe børnepsykologer,« siger næstformand i Børnerådet, dommer Birgitte Holmberg Pedersen.
Hun roser dog samtidig forslaget, fordi domstolene nu får mulighed for at afgøre, hvordan barnets tid skal deles mellem forældrene. I dag afgør domstolene kun forældremyndigheden, hvis parterne ikke bliver enige.
»Det er min fornemmelse, at det kan bruges til nemmere at afgøre en sag, fordi de to ting hænger sammen,« siger Birgitte Holmberg Pedersen.

Bundkarakter til service
Heller ikke Foreningen Far, der rådgiver forældre i sager om samvær og forældremyndighed, er tilfreds med regeringens udspil på familieområdet.
En undersøgelse blandt personer, som har været i kontakt med de nuværende statsamter, viser, at seks ud af ti giver bundkarakter til den service, de har modtaget.
»Og vi er ikke mere trygge ved, at opgaverne nu overføres til statsforvaltningerne. Det vil sige, at vi er utrygge,« konstaterer landsformand Erling Fundahl.
De fem nye statskontorer oprettes, når de nuværende amter nedlægges ved udgangen af 2006. De fem nye statskontorer, hvor borgerne skal henvende sig, er placeret i Aalborg, Ringkøbing, Aabenraa, Nykøbing Falster og København. Med underkontorer i Århus, Rønne, Ribe, Odense og Roskilde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her