Læsetid: 7 min.

En rejse i helvedes forgård

Dag for dag vokser katastrofens konsekvenser ud af turistidyllen i det thailandske kongerige. Men håbet lever – endnu
3. januar 2005

Thailand
Mellem betonmure smidt som terninger og ståldragere bøjet som var det piberensere sidder smukke spinkle Khun Saha og har mistet troen på livets mening.
Den 19-årige universitetsstuderende fra Bangkok havde netop sendt sine forældre på et par dages ferie, da de som atter tusinder blev taget på sengen af en ubuden gæst, som ikke blot nøjedes med at kigge indenfor men trak så megen død og smerte med sig.
Sahas øjne er udtryksløse og sindet sort, mens hun spejder ud over det Indiske Ocean omgivet af unge voluntører fra hendes egen læreranstalt.
»De havde kæmpet så hårdt for at komme hertil. Det var deres første fridage fra købmandsforretningen i byen i flere år, og nu er de væk,« nærmest hvisker Saha, der aldrig havde forestillet sig, at det ville være en natur-
katastrofe, der skabte landesorg.
Efter det økonomiske krak i slutningen af 90’erne og SARS-udbruddet i 2003, var den studerende overbevist om, at terroren ville være næste kapitel i landets brogede historie.
»Men det nænner ingen vel nu?«
Saha forventer intet svar.
Omkring de unge på stranden her ved Khao Lak søger hærdede mænd fra Fédération Nationale de Protection Civile efter ofre mellem ismaskiner, colakølere, shampoflasker, uåbnede pakker med Libresse-bind i mellemklassen, Libero-bleer til 7-14 kilo, badebukser, plastiksandaler i selv de mindste størrelser, en uåbnet pakke kondomer og en tandbørste af mærket Jordan.
På første parket ligger rester af strandhotellerne og ligner en krigszone.
Og der skulle vel at mærke adskillige bomber af en vis klasse til for at opnå samme effekt.
Men alt det var de 10 franske redningsfolk, der var med morgenflyet fra Bangkok, parat til at syne.
Alvorligt afventende stod de ved gate 3, mens Thais TG 921 blev gjort klar til endnu en pendulering mod feriehalvøen Phuket i det sydlige Thailand nede ved Tenassarim-bjergkædene og gummiplantagerne.
Her hvor danske, svenske, norske og lokale feriegæster gennem det seneste tiår for alvor har sat de hvide strande og den til tider ufattelige lokale gæstfrihed på verdenskortet.
Og det med så overbevisende karakterer at såvel børnefamilier som de lidt mere modne, de frie med rygsæk og de sexhungrende mænd på jagt efter nye smalle hofter har følt sig tiltrukket af.

Inferno
Flere fra målgrupperne boede her på Mukdara Beach Resort, da vandet skyllede sovende, legende og elskende ud det i for manges vedkommende ultimative mareridt.
Vandringen gennem ressorten i luksusklassen er forstemmende. Møbler ligger smadret og smidt. Lejlighederne 2004, 2006 og alle de andre er mast til plukpisk.
I nummer 2021 og 2023 har det ubetinget ikke været en fordel med room with a view.
På en af verandaerne flyder et lyserødt penalhus med interiør til en skolepige.
Poolen er fyldt af murbrokker og kokospalmer.
På et af de få tage, der endnu bærer, står en bil med den største selvfølge og det næsten uden ridser.
Det er mere, end man kan sige om de hærgede lastbiler, der ligger med bugen i vejret.
På samme måde ligger de oppustede, mørke og forrådnede lig oppe ved Wat Bang Muang lidt nord for Khao Lak.
Her har The Nation netop denne dag gjort status med 4.812 døde, 10.479 sårede og 6.541 savnede – og med nok snare udsigt til flere af de første.
Stanken synes i første omgang ubærlig ved indgangen til dette surrealistiske landskab omkring det buddhistiske tempel.
På jorden befinder sig mere end 1.500 menneskekroppe, hviskes det gennem maskerne.
Flere er svøbt i plastic, andre ligger på den bare jord.
Selv tøris strøet med rund hånd hjælper ikke synderligt i temperaturer, der for længst har passeret de 33 tilsat høj luftfugtighed.
Midt i infernoet af lyde, lugte og håndlavede ligkister i små og helt små størrelser formet i halvdårligt træ står retsmedicineren Peter Thiis Knudsen fra Syddansk Universitet i Odense med svedperler snigende ned af næseryggen.
»Begyndervanskelighederne de første dage er ved at være kureret. I dag er vi blevet fløjet herop med helikopter inde fra Phuket-city, og nu arbejdes der på højtryk med at fastlægge ofrenes identitet,« fastslår den rolige og velovervejede mand med det karakteristisk snoede overskæg, der håber at nå 50 grov-identificeringer om dagen .

Voldsom opgave
Sammen med kolleger fra Sverige og Norge er han sat på en voldsom opgave.
Thiis Knudsens speciale er identifikation og skudhuller.
Og der er masser af huller.
Hvide orme i tusindtal boltrer sig i i enhver kropsåbning og på enhver krop, der smides på bordet.
»Jeg må selvfølgelig ikke sige, at det her er et spændende stykke arbejde – men en udfordring det er det,« erkender retsmedicineren og lader overtræksdragten falde og torsoen blotte.
Inden da har mændene skåret et par shorts af en knap 10-årig opløst dreng, hvor de små dyr kravler ud af øjenhulerne og tissemanden.
»Det er først nu, folk hjemme i Danmark er ved at forså omfanget af denne katastrofe,« tror tandlæge Lis Andersen Torpet fra Københavns Universitet.
Den myndige dame er i færd med at gennemgå tandsættet på endnu en spinkel knægt på omkring fem somre.
Også han ligger blottet efter at retsmedicinerne har skåret et stykke ribben ud og gravet en muskel af lårbenet til dna-analysen på det laboratorium i Kina, der har taget opgaven for samtlige ofre på sig.
»Om han er dansker, svensker eller fra Thailand kan vi ikke se på nuværende tidspunkt. Kroppe under så hastig forrådnelse ligner hinanden,« konstaterer 59-årige Torpet og fraråder på det kraftigste pårørende at møde deres kære i denne tilstand.
»Det vil være for smerteligt.«
Tandlægen sikrer sig de vigtige tandspor og slutter sig til kollegaerne i korte bukser og gummistøvler.
De styrer mod dagens ris og kylling uden masker og uden tilsyneladende at ænse stanken af død.
I spiseteltet er humøret blandt danske politikommissærer, retsmedicinere og tandlæger på holdet således om end ikke munter så seriøst afslappet.
Flere har været i Kosovo og Irak.
De kender til mosten.
»Kun sådan overlever vi dette,« lyder det som med en mund.
Længere oppe ad kysten ligger i nærheden af 3.000 andre lig og venter på at få papmærker med nummer på.
Hvor mange af dem, der er danskere, tør gruppeleder Alf Topp ikke spå om.
Noget klart billede tegner sig heller ikke i hverken i Khao Lak-city, hvor hundreder af mennesker cirkulerer forbi ophængte plakater med savnede under de primitive teltduge.
Organiseringen virker bedre to timers kørsel sydover i The City Hall.
Her bag store hvide bygninger ligger boldbanen, hvor larmende helikoptere letter og lander med minutters mellemrum.
I skyggen under Coca Cola-dugen er der gratis mad, drikke, telefoner og flyrejser mod Europa.
Det dulmer ikke smerten i de øjne, der her er alt for mange af. Flest lokale, men også rigeligt med svenskere og enkelte nordmænd.
Dansk høres ikke.
Blandt de kønne lyshårede hænger lille bitte Oliver.
Den danske dreng er væk, selv om rygter har sendt ham på en bus til Bangkok.
Moderen var også forsvundet, men hende fandt faderen længere nede af kysten.

For sen reaktion
»Vi må erkende, at meget kunne være gjort anderledes i de første dage. Alt har været kaos, for man kan jo ikke rigtigt træne til sådan noget. Men det kan jo ikke være rigtigt, at man skal sidde og diskutere i timevis, inden man sender flyene i luften og sørger for at folk kommer hjem. Det havde været et politisk klogt træk at handle hurtigt – ikke mindst i et valgår,« fastslår den danske ambassadør, da mindegudstjenesten på Pearl Hotel, der i øjeblikket også fungerer som dansk konsulat, er forbi.
Det var sømandspræsten Hans Vestergaard Jensen, der forestod tale og velsignelse til de få fremmødte.
Det gjorde han stille og roligt – og det var ikke let.
»Langt de fleste danskere er rejst hjem – også dem der savner. Det var uudholdeligt for dem at være her i længden,« siger præsten, og sætter sig ind til ambassadøren i bilen, som skal føre dem mod et direkte interview med TV2’s bedste studievært, forlyder det fra en af de udsendte fra samme kanal, inden dagens mindehøjtid på dansk breddegrad.
»Vi trænger snart til en solstrålehistorie,« bemærker ambassadøren eftertænksomt og går så på direkte landsdækkende tv med trætte øjne og hæs stemme.
25 daglige opkald fra nationens journalister uden øje for tidsforskellen kræver sit.
Overlæge Peter W. Jepsen fra Rigshospitalet, der er her for at tale med de traumatiserede, og præsten nikker til det med solstrålen og deler ligeledes analysen om »at Thailand nok skal rejse sig igen.«
Og det helst ved egen hjælp.
Som man så inderligt kun kan håbe, at Anna, Karin, Jonas, Ragna, danske Freja på seks og lillebror Sigurd på to år gør sammen med Nang, Manote og mange, mange andre uskyldige mennesker.
Sker det vil det nærmest være at betegne som et mirakel, nu hvor en af Thailands fremmeste politikere, minister Bhokin Bhalakula, netop har erklæret redningsfolkenes arbejde færdigt i det tidligere ferieparadis Phuket.
Men der gik nu heller ikke mange minutter, inden man fandt yderligere 99 lig på en platform, der var forsøgt brugt som helle.
Olivers far er en af dem, der går stadig rundt i sit eget univers og nægter at give op.
Om han også er en af dem, der har været inde på ligdepoterne for at søge er ikke til at vide.
De opskårne plasticsække vidner om, at nogen har – trods fagfolks råd om det modsatte.
Så hvis nogen påstår, at situationen i Thailand er under kontrol, så lyver de.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu