Læsetid: 8 min.

at rejse er at se verden – som ny igen

Er det sandt, at rejseoplevelser gør os til lykkeligere mennesker og udvider vores horisont? Filosoffen Alain de Botton afprøver denne tese på fire meget forskellige ferier
8. januar 2005

TURISME
Højdepunktet under mine ferierejser i 2004 var nok, da jeg sad på en kæmpemæssig oppustelig banan og oplevede mig selv blive trukket af sted med stor hast af en speedbåd ført af en fartgalning ud for Torremolinos kyst. Jeg klyngede mig fast til pigen foran, og alle vi otte om bord på det gule gummifartøj skreg i vilden sky, som havde vi lige set en hvid haj. Hvad, der gjorde dette van(d)vittige eventyr ydermere bizart, var, at et kamerahold havde taget opstilling inde på bredden og rettede deres linser mod hos, idet de over en walkie-talki opfordrede føreren af speedbåden til at foretage endnu flere voldsomme og bratte sving, som ville kaste os alle ud i det kolde hav og udløse endnu mere hysteriske skrig og latteranfald, ikke mindst fra tilskuerne.
Efter år alene i mit elfenbenstårn, lykkeligt skærmet mod omverdenen og den moderne civilisations fristelser og forbandelser, gik jeg omsider med til at trodse min modvilje mod at iføre mig badeshorts og hengive mig til vandsport. Jeg forlod mit trygge studerekammer og takkede ja til Channel 4’s tilbud om at medvirke i en dokumentarfilm om rejselivet. Nogle år forinden havde jeg udgivet en bog om at rejse – The Art of Travel – der rummer en ret sarkastisk tilgang til emnet. Budskabet opsummeres måske bedst i det motto, der indleder bogen: den franske 1600-talfilosof, Blaise Pascals berømte valgsprog om, at »al menneskelig ulykke kommer af den kendsgerning, at mennesket ikke er i stand til at sidde stille i et værelse«. Jeg skrev bogen med det klare forsæt at punktere nogle af prætentioner, som turistindustrien og tv’s rejseshows gør deres bedste for at indoktrinere offentligheden med. Det var med fryd, at jeg satte mig for at gøre det af med tanken om, at den sikre genvej til menneskelig lykke lå i at fare rundt fra sted til sted.
Heldigvis lod Channel 4 sig ikke afskrække af min bogs antituristiske tese. Dens rejseredaktion inviterede mig på fire miniferier, hvor min opgave skulle være at efterspore og tolke rejsens betydning og formål. Vi tog derfor af sted til Torremolinos på Costa del Sol. Jeg havde aldrig været der før og blev positivt overrasket. Hotellet var pænt og rent, maden var god, og nattelivet forekom meget interessant. Det eneste problem – og det er den egentlige vanskelighed ved alle rejser – var, at jeg indså, at jeg havde slæbt mig selv med på ferie: mit gamle, velkendte jeg med alle dets ængstelser og idiosynkrasier var gang på gang ved at spolere glæden ved alt det, jeg var kommet for at opleve.

Tiden kom nu til næste etape på min rejse: et Middelhavs-krydstogt om bord på luksuslineren QE2 (Queen Elizabeth 2, red.). I årevis havde jeg hemmeligt drømt om en sådan lystsejlads. Jeg elskede tanken om at sidde i en hvilestol på dækket og iagttage verden glide forbi, og synet af det kæmpemæssige skib måtte da også få en til at gispe og beundre menneskehedens snilde på en måde, som kun små drenge ellers formodes at være til fals for. Krydstogtsskibe kan bringe nørden frem i enhver. Ifølge mine erfaringer føler kvinder sig generelt hævede over al teknologifascination og er bedøvende ligeglade med, hvilket fly der har de sejeste specifikationer – Airbus A319 eller Boeing 737. Ikke desto mindre oplevede jeg nu kvinder deltage i lange, animerede samtaler om størrelsen på QE2’s skruer. Man kan ikke lade være med at betages over, at menneskehænder har kunnet samle en så stor ting, og hvordan den overhovedet er i stand til at flytte sig en centimeter eller for den sags skyld tusindvis af sømil hen over oprørte have. En del af morskaben ved krydstogter er at man kan deltage i en række landkrabbeaktiviteter – fitness, manicure, bordtennis osv. – imens man bevæger sig over et ocean. Opholdet her rummer nogle af de samme fornøjelige aspekter som camping, hvor det kan føles mere spændende at spise grillpølser og dåsebønner end derhjemme, fordi man gør det ude i guds natur under åben himmel. Det tjenende mandskab yder også deres til denne effekt, klædt i fikse, hvide sko og ulastelige, velpressede hvide uniformer, som de er. De bukker for dig for et godt ord, tiltaler dig sir og madam og spørger dig med overdreven formalitet om, hvordan du ønsker din te serveret.
Det show, de kører, er ren Noel Coward-camp, men det fungerer glimrende i betragtning af, at vi flyder hen over glubske hajer (muligvis) og sømil efter sømil af iskolde havdybder. Fald i snak med dem, og de vil kunne fortælle fantastiske ting, såsom antallet af personer, der dør under hver rejse (mindst en og på QE2’s verdenskrydstogt nogle gange op til 20), hvor lang tid det tog for Titanic at synke (fire timer), og om de nogen sinde har affærer med passagererne (nej, aldrig, siger de først, men opnår man først deres fortrolighed, indrømmer de blankt, at det er en ren rutine blandt andre – især mellem bartenderne og velstående enker fra Staterne).

Men krydstogtsejlads er ikke det rene morskab. For det første kan man, når man først er gået om bord, ikke længere få et helhedsblik på den vidunderlige maskine man befinder sig på – hvilket er en stor skam i betragtning af, hvor imponerende skibet er. Når man på en dag uden mærkbar bølgegang går igennem QE2’s korridorer, er det nemt at glemme, at man overhovedet befinder sig på et skib – man kunne for den sags skyld spadsere rundt i det mondæne Marriott-hotel ved motorvej M25. Desværre tillader mandskabet heller ikke en at kaste et blik på skibets mest fascinerende maritime aspekter: Man får ikke lov at komme ned i maskinrummet eller op på broen, og også køkkenregionerne er forbudt område. Faktisk kan livet om bord hurtigt blive ret kedeligt, selv om der udbydes et mylder af aktiviteter – kroket, blomsterbinding, isskulpturformning osv. – der alle er lagt til rette med henblik på at holde det, som Jean-Paul Sartre kaldte for »tilværelsens intethed« på afstand.
De fleste ferier rejser spørgsmålet om, hvad man ellers kan tage sig til i sit liv ud over at arbejde – og krydstogter rejser det med større styrke end de fleste andre. Om bord på QE2 er svaret enkelt: Man spiser. Man kan begynde fra kl. 6.00, hvor morgenmaden serveres, og den kan trækkes ud helt til middagstid, hvor frokosten kommer på bordet. Kl. 16.00 er der te, hvortil man kan vælge mellem et rigt udbud af delikatesser og kl. 19.00 er tiden inde til at dinere, hvilket der kan gå timer med. Endelig bydes der fra midnat og frem til morgenmaden igen kommer på bordet på midnight feast – natmad. Det kan ikke undre, at alle forlader skibet med en fornemmelse af at være svulmet op og føler sig noget utilpasse over at have givet efter for dette dorske frådseri. Luksuslivet er forbløffende hårdt at udholde – især når den ledsages af skyldfølelse over egen indolens, og når man med egne øjne kan bevidne, hvor hårdt mandskabet må arbejde. De fleste er filippinere og bor på firemandsstuer. De kun deres familie en gang om året eller sjældnere. At tænke på dette slidsomme og afsavnsprægede liv kan godt vanskeliggøre nydelsen af ens næste agurkesandwich.

På vores næste mineferie skulle vi fokusere på den særegne charme ved at rejse uden at have bestemt sig for en specifik destination: Vi tog på bilferie. Og det gjorde vi, af alle steder, i det gamle Østtyskland. Siden genforeningen har den østlige halvdel af Forbundsrepublikken oplevet en enorm bølge af Autobahn-opførelser, og det har skabt imponerende syn. Forbløffende letvægtsbroer skærer sig tværs over dale, symmetriske ottesporsmotorveje fortoner sig i horisonten, og man støder på helt nye servicestationer og moteller med få kilometers mellemrum. Faktisk er tjenesteydelserne i vejkanten så udbyggede, at vi ved Dresden fik øje på et etablissement, Ollywood Swinger’s Hotel, som var indrettet på at promovere »sex mellem forbikørende par«. Det har altid slået mig, at hoteller på mystisk dragende måde oser af sex, og swingerhotellet førte nu denne forestilling ud i dens ekstrem. En blanding af tysk luksus og dekadence. Hotellet havde en svømmepøl, et business centre, en cocktailbar og en S&M-torturkælder. Bestyreren tilbød os rabat på, hvad han betegnede som sit double-double-rum (med en seng til fire og en jacuzzi, der kunne rumme otte), men vi afslog høfligst og kørte igen ud ad.
Vores biltur bragte os nu til Holland, hvor vi ville udforske eksotisme-begrebet. Normalt tænker vi det eksotiske som noget, der er meget langt borte. Ikke desto mindre har Holland altid forekommet mig at være et utroligt eksotisk land. Jeg elsker enkeltheden ved den hollandske arkitektur, hollændernes ligefremhed og den celebrering af hverdagslivet, man finder i den hollandske kunst. At have et kamerahold med på turen kan være en god hjælp til at møde nye venner. Jeg mødte således et par unge hollandske kvinder i et museums souvenirbutik, og snart cyklede jeg rundt i Amsterdam og hørte dem sige, at for dem var England verdens mest eksotiske land. Især satte de meget stor pris på Hugh Grant, og det afslørede, at mange hollandske kvinder er som besatte af denne skuespiller. Det er hans generthed, som de elsker – et meget eksotisk fænomen, når man vokser op i et land af ligefremme mænd.

Den sidste ferie skulle foregå tæt på herhjemme. Vi ville undersøge ideerne i den excentriske 1700-tals franskmand, Xavier de Maistre, som skrev en bog med titlen En rejse rundt i mit soveværelse – verden første antirejsebog, der, som titlen antyder, ansporer os til at se med en rejsendes øjne på ting, vi ellers er fuldkommen fortrolige med. Vi mødte et par, som ferierer mere end selv den ivrigste globetrotter, men alligevel aldrig flytter sig ud over en 15 kilometers radius fra deres hjem i Kent. De har den opfattelse, at livet på landet giver dem alt, hvad de behøver, og at de endnu har til gode at opdage mange af nærområdets mest charmerende attraktioner. De har kun spot til overs for dem, der begiver sig til Gatwick for at flyve til fjerne destinationer. Når tiden er inde til en ny ferie, tager de bare campingvognen og kører nogle få kilometer ud i nabolaget. De anlægger straks en turistmæssig indstilling på omgivelserne og fatter nyfigen interesse for alt, hvad de får øje på.
Deres eksempel burde være os alle til inspiration. At være en god rejsende har mindre at gøre med at drage langt væk, end det har at gøre med at bruge sine øjne til at se verden, som var den hele tiden ny.

Alain de Botton er filosof og forfatter til blandt andre internationale bestsellere som Sådan kan Proust forandre dit liv og Filosofiens trøst, der er udkommet i dansk oversættelse på forlaget Tiderne Skifter.

©The Independent og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her