Rejsen mod kastanjens indre

OPERAEN I
Tågen lagde sig grumset over havnen, da smokinger og brillanter sejlede over på rejsen mod Operaen. Mærsks milliardgave til det danske folk var faktisk slet ikke til at få øje på, førend den pludselig lå der og lignede et oplyst containerskib bagfra.
Inde i foyeren var det ’kastanjen’, der sugede opmærksomheden. Jo, selvfølgelig nikkede åbningsgallaens indbudte tilskuere op mod Olafur Eliassons lysebomber, der strålede i farver som olie på vandpytter. Og naturligvis promenerede laksko og sølvstilletter på de bankhvide gange med pudsefri stålgelændere, mens de diskuterede Per Kirkebys deprime port-relieffer.
Men det var kastanjen, der blev åbningsgallaens mest mystiske element – den rødbrune, buede trævæg, der pakker hele teatersalen ind i sin pirrende skal. Kastanjen fik selv modne kvinder til at stryge hånden hen over sin varme, glatte ahornsflade, så fingerringe sendte små hemmelige blink ud i rummet. Og da de sorte tændstikhuller ind til kastanjen omsider åbnede, forventede en og anden naiv teaterillusionist, at der mindst ville boble med lava inden i den. Eller ild – eller guld.

Lutter luft
Det gjorde der ikke. Der var faktisk slet ikke noget derinde. Rummet mellem tilskuerbalkonerne og frem mod scenen var et kæmpe tomrum af luft – en kæmpeboble af ingenting, galla-kølet af tv-kameraernes frostlys. Ingen lysekrone til at samle rummet. Allerøverst i det fatamorgana-fjerne glimtede guldloftet med sine 24 håndpåførte karat, i nydelige checkhæfte-firkanter.
Nedenunder lignede Arnoldis farvefortæppe godt nok en ulovligt opsat reklameplakat for et nyt tennisboldmærke.
Men smukke Mary var i glittersort med tjekket tøsehår, og smilende Alex var i sølvhvidt med royalt opsat. Og snart kunne vor teaterentusiastiske dronning kaste kålhovedbuketten (hvilken skibsdreng havde bundet den?) og læne sig ind over rælingen i sin grønflæsede.
Musikbegejstrer Schønwandts krøller stak op fra orkestergraven. Dansen kunne begynde.

Tidstrendy tangosex
Og ind dansede fremtiden. Balletskolens to 11-årige stortalenter, Ida Praetorius og Oscar Nilsson, gled ind i ballettens strakte æstetik med elegant selvfølge og legende blikke mod hinanden. Herefter kunne tilskuerøjnene glide henført ind i lyden af Hanne Fischers underskønne Ruders-svæven i skyer – for først at åbne sig igen, da Silja Schandorff og Nikolaj Hübbe gled ind i valsetrin med feminine kådspark og fremstrakte machohænder.
Peter Martins’ Jalousi til Gades Tango-Jalouise virkede ikke just koreografisk nyskabende. Men pointen stod klar: At det er på tide at udskifte gammel valseflirt med tidstrendy tangosex. Også i Operaen, hvor lysstriberne på balkonerne lyser som sammenknebne voyeurøjne i mørket. Hübbe løsnede både smokingskærf og butterfly, og Schandorff byttede sin lange, sartblå aftenkjoletækkelighed ud med en frynsefræk lårkort. Og så kastede de to kropskunstnere sig ud i en tango med Martins’ vanlige forkærlighed for kvindelig bagudlæning og splitpositioner – og sans for æggende kvindeknæ. Hübbe lunede selvbestaltet scenen op med sin flabede drengecharme: legedrengen, der rejste til kastanjens indre.

Klumpe klapsalver
Herinde i mørket ledtes alle blikke nedad mod fødderne. I hvide lysårer i Etudes straktes fødderne præcist og sejt som skibsårer gennem vandet – abstrakt og mere moderne, end denne 57-årige klassiker måske nogensinde har virket på Gamle Scene, danset til sejr af det kongelige korps. I den romantiske sylfidescene trippede Gitte Lindstrøm på de blødeste tåspidser, lige så vidunderligt uvirkeligt, som havde hun danset på vandet udenfor i tågen – og Caroline Cavallo snurrede så hvirvelstrømshurtigt, at hun nærmest skruede sig ned i scenegulvet.
Her afslørede gallapublikummet sig som nytilskuere. Mange havde tydeligvis aldrig set Landers verdensklassiker før; efter hver scene troede (håbede?) adskillige tilskuere, at den var færdig. Det gav mærkelige klapsalver – og mærkelig stilhed. Men sådan er det vel med rejser mod det ukendte.

Rejsens mål
Nåede vi så nogensinde frem til rejsens mål? Ja – takket være Bournonville. Hans romantiske balletter skal ellers blive på Gamle Scene, hvor hyggen bedre passer til guldaldertanker og romantiktrin. Men pas de deuxen fra Blomsterfesten i Genzano havde fået lov til at muntre sig på drejescenen til Maskerade, hvor Gudrun Bojesen gemte sig for Thomas Lund.
Her dansede så disse to sande stjerner, med charme og uhæmmet tringlæde. Alle Det Kgl. Teaters kunstnere stod rundt om dem som publikum; sangere, skuespillere og dansere. For hvert af Lunds skyspring hujede og piftede kollegerne anerkendende – og for hvert af Bojesens flirteblikke-foddril sukkede de højlydt.
Disse bastante dansekommentarer viste effektivt, hvor eminent Bournonvilles koreografi er, og de formåede at sætte liv i de tilbagelænede gallatilskuerne. Så vel er der ingen vulkan i Blomsterfesten i Genzano, men måske er der et par kastanjetræer. Det var i hvert fald, som om rejsen her alligevel nåede helt ind til kastanjens kerne.
Sammen med Bojesens ubesværede transformation fra solodanserinde til solosaxofonist og skuespilleren Stig Hoffmeyers satiriske Møllehavesalut viste Blomsterfesten, at Det Kgl. Teater stadig er allerbedst, når de fire kunstarter får lov til at optræde sammen – altså alt det, som Operaens adskillelse af kunstarterne nu nok vil forpurre. Det kan forklare kastanjens svagt bitre smag.
Men pyt. Det er nok de færreste, der sætter tungen til træet.

FAKTA
Operaens åbningsprogram
1. afdeling
•Elverhøj af Kuhlau – ouverture
•Elverhøj af Kuhlau – børnedans
•Sonet af Poul Ruders over Shakespeare – urpremiere
•Giverens tale – Mærsk-McKinney Møller
•Statsministerens tale – Fogh Rasmussen
•Jalousie af Peter Martins – pas de deux, urpremiere
•Etudes af Harald Lander

2. afdeling
•Prolog af Johannes Møllehave -
•Maskarade af Carl Nielsen – 3. akts åbning
•Lakmé af Delibes – blomsterduetten
•Otello af Verdi – Otello og Desdemonas duet
•Maskarade – Henrik og Pernilles duet
•Blomsterfesten i Genzano af Bournonville – pas de deux
•Maskarade – Meander og Leonoras duet
•Tosca af Puccini – Toscas bøn
•Lucia di Lammermoor af Donizetti – sekstet
•Libertango af Piazolla – danserinde på sax med Crabb
•Rejsen til Reims af Rossini – afrejseklage
•Rosenkavaleren af Strauss – terzet
•Maskarade – terzet og Eggert’et Hanedans
•Epilog af Johannes Møllehave – Stig Hoffmeyer