LUMSKEBOKSEN
Der et bestemt spørgsmål, jeg gerne vil stille til SFs Holger K. Nielsen, men det kan jeg ikke komme til, for han står lige midt i Grundloven, og omkring ham står en rundkreds af et halvt hundrede gymnasieelever fra Gladsaxe, som han indvier i folkestyrets spilleregler. Altså må jeg vente.
Der er mange skoleklasser, der bliver vist rundt Bagsværd Kostskole, Odsherred Gymnasium men ingen andre, der har en partiformand som cicerone.
Hvis Holger K. Nielsen til alles forbavselse ikke skulle blive genvalgt, kunne han blive en udmærket Christiansborg-guide. Eleverne morer sig, da han fortæller om dengang, SF i 1993 var med i dronningerunden for første gang. Dronning Margrethe påhørte venligt partiets synspunkt. Derpå var der pinlig tavshed. Så sagde hun, at det havde været interessant. Så igen pinlig tavshed. Så tænkte SFerne, at de hellere måtte gå. Halvvejs ude hørte de dronningen sige: »Jeg vil da gerne sige farvel til Dem.«
Holger fortæller videre om engang i gamle dage, hvor en hofdame spurgte Venstres statsminister I. C. Christensen vi er nået til en række malerier af statsministre på Borgen »om det virkelig var rigtigt, at hans kone hver dag malkede 30 køer?«
»Jo, hun er dygtig til det,« havde I. C. svaret.
En mand af folket
Holger K. er ikke bleg for i anekdoten at fremhæve en Venstre-mand med ordene »han var en mand af folket, der ikke brød sig om eksperter og akademikere.«
Der er nemlig også forskel på at være klog og intelligent, siger han videre. Af de nuværende ministre vil han nok mene, at Per Stig Møller er intelligent snarere end klog, mens Anders Fogh »desværre er en dygtig politiker.« (Fogh udtalt med tydeligt, rundt o.).
Den onde portrætmaler
Mens vi går videre, spørger jeg Mads og Henrik på 17 og Andreas på 18 om, hvilke statsministre, de kan huske fra tidligere? Det bliver til Nyrup, Anker, H.C. Hansen, Kampmann og
Estrup.
Holger K. fortæller om den maler, som kaldes »den onde maler,« fordi han har skrevet små perfiditeter ind i sine malerier af statsmænd som »Ikke enhver hane, der galer, varsler en ny dag« og »Ikke enhver høne, der kagler, lægger æg.« (I det samme svanser Louise Frevert fra Dansk Folkeparti forbi).
Legendariske folketingsformænd som Gustav Rasmussen, Julius Bomholt og Karl Skytte får følgende ord med på vejen: »Alle troede de sov, men de hørte hvert eneste ord, der blev sagt.« Til afstemingerne skal man være i salen med mindre, man har aftalt clearing med et andet parti, beretter Holger K.
»Endog som partiformand får jeg røde ører, hvis jeg ikke er der til tiden.«
Bagefter er der spørgsmål om Tyrkiet, EU, terrorisme og SFs splittelse.
Klapsalver og så farvel. En af gymnasiepigerne giver partiformanden et kærligt knus. »Ja, det var altså min datter,« forklarer Holger K.
På tomandshånd spørger jeg, om ikke SFs store omsving angående EU i virkeligheden rent ud handler om, at ellers kan Socialdemokraterne ikke tage partiet med i en regering? »Det er ikke, hvad det handler om for mig,« siger han. »Det er slet ikke på dagsordenen.«
Men er det ikke sandheden, at det vil Socialdemokraterne næppe?
»Jamen, det er da det,« lyder svaret. For øvrigt mener han, at der tales for meget om børnefamilierne generelt og for lidt om de fattige børnefamilier.
