Analyse
Kampen om magten efter et forventet valgnederlag er i fuld gang blandt Socialdemokraterne. I de seneste dage har det vakt opsigt, at de to EP-medlemmer Poul Nyrup Rasmussen og Henrik Dam Kristensen har kastet sig ind i den hjemlige valgkamp til fordel for udvalgte kandidater, der tilhører den såkaldte fornyerfløj: Nemlig Helle Thorning-Schmidt, Morten Bødskov og Mogens Jensen.
Spørgsmålet om, hvilke fløje, der får valgt deres kandidater ind i Folketinget, kan blive afgørende for balancen og udfaldet af det opgør om magten, der ventes at gå i gang, hvis Mogens Lykketoft trækker sig som partiformand.
Efter valgkampens første uge står det klart, at Socialdemokraterne er lykkedes med at trænge igennem mediemuren men vælgerne er ikke blevet mere begejstrede af den grund. I hovedparten af meningsmålingerne taber Socialdemokraterne terræn og står til opbakning fra kun 26-27 procent af vælgerne.
Lykketoft selv har dog afvist, at der er gang i nogen som helst fløjkrig, ligesom han byder enhver hjælp udefra velkommen.
Hvis det endelige valgresultat ender på 26-27-28 procent altså under det i forvejen dårlige 2001-resultat, da S fik 29,1 procent af stemmerne er det umiddelbart vanskeligt at forestille sig, at Mogens Lykketoft kan eller vil blive siddende som partiformand. Som et socialdemokratisk gruppemedlem udtrykker det, må et så dårligt resultat føre til, at Lykketoft allerede på valgaftenen meddeler, at han straks går af. Eller at han annoncerer sin afgang, men bliver i den tid, der skal til for at hjælpe med at få en ny ledelse på plads.
Henrik Dam populær
Status i folketingsgruppen er, at Frank Jensen er eneste officielle kandidat til at overtage ledelsen i partiet. Men han vil efter alt at dømme blive mødt med en modkandidat i form af Henrik Dam Kristensen, populær stemmersluger ved EP-valget, eller Jan Trøjborg. En urafstemning ventes at give især Henrik Dam Kristensen pæne chancer, mens Frank Jensen eksempelvis mangler opbakning i fagbevægelsen.
Lykketoft har gennem sine godt to år som partiformand formået at samle gruppen og begrave stridsøkserne i den interne krig om blandt andet udlændingepolitikken. Alligevel kan der ventes et politisk opgør om linien, eftersom dele af partiet er af den opfattelse, at S ikke i tilstrækkelig grad har formået at erobre de midtervælgere, der kan flyttes mellem blokkene.
Opgøret bliver med andre ord ikke blot et spørgsmål om personer og fløje.
Talenter fra yngre rækker
Men vinderen vil få hårdt brug for en bredt funderet løsning. Hverken Frank Jensen, Jan Trøjborg eller Henrik Dam Kristensen menes at have psyke eller lyst til at stå i spidsen for et splittet parti på baggrund af en kneben sejr på point.
Tidligere har der været spekulationer i partiet om, at Mogens Lykketoft i tilfælde af en lille stemmefremgang vil blive siddende som formand. Det ville give de mennesker, der absolut ikke ønsker Frank Jensen som ny formand, en chance for at nå at bygge en modkandidat op. Eventuelt en kandidat, der ikke stammer fra den aldersmæssige mellemgruppe, men fra de yngre rækker, hvor der findes talenter som Mette Frederiksen, Jeppe Kofod, Morten Bødskov og Henrik Sass Larsen. Meget kommer til at afhænge af, hvilke folk der får plads i S-gruppen efter valget.
Det store spørgsmål bliver, hvordan de forskellige fløje på selve valgnatten vil tackle et muligt omfattende valgnederlag, som også Frank Jensen som politisk ordfører og del af ledelsens inderkreds ikke kan fraskrive sig andel i.
På vej i Folketinget er markante personligheder som tidligere EU-parlamentariker Helle Thorning-Schmidt og Mogens Jensen, der har arbejdet tæt sammen med Nyrup og ventes at blande sig i opgøret på en måde, der ikke bliver til Frank Jensens fordel.
Som Nyrup i 2001
Helle Thorning er selv med jævne mellemrum blevet omtalt som socialdemokratisk kronprinsesse, men mangler endnu nogle år på Borgen til at kunne komme i betragtning.
Med et mudret valgresultat risikerer Mogens Lykketoft at stå i nogenlunde samme ubehagelige situation som sin forgænger, Poul Nyrup Rasmussen, efter valgnederlaget i 2001.
Nyrup følte, at han måtte blive, fordi han risikerede at kaste partiet ud i et blodbad eftersom arvefølgen slet ikke var sikret. Og han tog derfor et år mere som partiformand, indtil han blev presset bort, fordi tilliden og opbakningen til ham herunder fra Mogens Lykketoft langsomt smuldrede.
Ved sin afsked sendte Nyrup en lille giftig pil af sted til sin ven og samarbejdspartner gennem flere årtier med en bemærkning om, at han syntes, der nu skulle gives plads til de yngre generationer.
Peptalk fra formanden
Da den socialdemokratiske folketingsgruppe i vinteren 2004 blev grebet af en mismodig stemning udløst af dårlige meningsmålinger og manglen på evne til selv at sætte dagsordenen holdt Lykketoft en engageret peptalk til gruppemedlemmerne med en utvetydig opfordring til alle om at trække i arbejdstøjet.
Forklaringen på krisestemningen var dengang, at det ikke var lykkedes S at trænge igennem mediemuren og dominere dagsordenen med egne udspil.
Siden da, fra begyndelsen af december, har der i medierne været et sandt bombardement af S-ideer, udspil, forslag og visioner kulminerende i juledagene og efter nytår med offentliggørelsen af den store Lykketoft-plan Made in Denmark.
Selv om en ny Observer-måling i TV 2 viser, at Venstre og Det Konservative Folkeparti er de to partier, der får absolut mest omtale i medierne, har Socialdemokraterne haft held med at trænge igennem med sin beskæftigelsesdagsorden i valgkampen. Det emne optog 96 avisartikler og tv-indslag den 24. januar, viser målingen.
Fogh har dog fået samlet langt mere medieomtale end Lykketoft.
For Socialdemokraternes formand er problemet imidlertid også, at han ikke bedømmes overvældende godt af egne vælgere. Hver anden S-vælger mener således, at Fogh er en bedre leder. Og Venstres formand får også større tilslutning, når det gælder karakteristika som handlekraft og troværdighed.
Undersøgelserne giver dermed indirekte svar på baggrunden for Venstres strategi over for Socialdemokraterne i valgkampen:
Ved at få Venstres politik til at ligne de socialdemokratiske overskrifter mest muligt, har Venstre skabt grundlaget for en skønhedskonkurrence, hvis udfald synes givet på forhånd.
Udfordringen for Socialdemokraterne bliver nu at håndtere det forventede nederlag på en måde, så der ikke lægges kim til yderligere magtkampe, nid, nag og personlige intriger, som med jævne mellemrum har forpestet klimaet siden det nu 13 år gamle formandsopgør mellem Svend Auken og Poul Nyrup Rasmussen.
