Læsetid: 5 min.

Så åbnede operaen for alvor

Aida i pragtudgave – nu med gæst og uden pjank
28. januar 2005

Opera
Teaterchefen fik luft i Politiken forleden og besværede sig over, hvad han kaldte de ikke-festklædte anmeldere der brokkede sig over OPERAENs åbningsfest. Nogen tillod sig at mene – som denne – at åbningen, pinlig og fimset af selvros, mere mindede om et mislykket afdansningsbal meget lidt festligt, bare dumt og provinsielt.
Så meget mere må dispositionen undre, når Det Kgl. Teater i sine nye omgivelser onsdag gav en Aida, som kunne og burde have været åbningen. Det er da meget naturligt at åbne en opera med en opera. Flot og festlig er Aida, skønt det går de unge mennesker så grueligt galt i slutningen. Men sådan er jo opera, og det er vanvittigt smukt, og det er Verdi, og hvad kan man ønske sig mere? Oven i købet tyder noget på at Aida kan være tænkt som åbningsforestilling til en anden opera, nemlig den i Kairo omkring 1870 i forbindelse med Suez-kanalens indvielse. Det endte med, at Aida fik sin førsteopførelse på den ægyptiske opera i 1871 – noget forsinket på grund af den fransk-tyske krig. Siden har Aida været en af operaernes operaer.
Men inden lovordene nu drysses ud over Det Kgl. for denne næsten perfekte forestilling, må det nye hus have endnu et par ord – nogle er gentagelser – med på vejen.
Alvorligst på den kritiske side er, at man egentlig ikke ser særlig godt. Ikke i parkettet i hvert fald, ikke hvis der sidder et brød foran én eller et fruentimmer med hår. Rækkerne er ikke eleveret tilstrækkeligt i forhold til hinanden. Prøv selv en dag i fremtiden, hvor man kan få billet. Ydermere er det en fejl, at man har undladt en midtergang. Det tager en helvedes tid at tømme parkettet uden at bruge nødudgangene, og folk der sidder i midten er nødt til at afkorte pausen, hvis de ikke skal ulejlige hele den lange halve række.
Garderobeforholdene er ikke gode, man overvejer at lade sin frakke hænge til næste gang, og personalet falder over hinanden, fordi der er for lidt plads. Hvad der ikke er husets (direkte) skyld, er de famøse tilkørselsforhold; det er fantastisk, at tunnel og undersøisk parkering ikke er lavet for længst.
Og så er der akustikken. Meget flot og meget stor. Til tider kan hænde for stor – og hård især i bækkenpartierne, andet slagtøj og så det tunge messing. Kapellet må overveje at balancere lidt mere delikat og sammenligne med andre udenlandske operahuse, hvor man ikke får ondt i ørerne, når dirigenten går amok.
Men ellers ... sikke dog en forbedring i forhold til Gamle Scenes indelukkethed og utilstrækkelige grav; hvor er det dog herligt. Tak, hr. Møller, tak, danske skatteydere og ikke mindst, tak, hr. Larsen med tegnestue. København har endelig fået et operahus.

Direkte smuk
Og så forestillingen: En pragtudgave af Verdis mesterværk, sangligt vidunderligt besat. I partiet Radames med gæsten, den af gode grunde verdensberømte Roberto Alagna, hvis tenor er så ubesværet og slank som tænkes kan. Den fjerde tenor har man kaldt ham, åben i vokalerne som den unge Domingo, men dog sig selv fuldt og hel og uden snøvl. En direkte smuk stemme, således som den kortstammede hærfører slikkede den ind i modspillerne: Randi Stenes Amneris, sort af ulykke, desperat og livsfarlig af ubesvaret kærlighed, men samtidig et betydeligt dramatisk forsvar for denne klassiker, der nu og da bare bliver til skurkinde i spillet.
Og Gitta-Maria Sjöbergs ligeledes åbne sopran med et præcist og sensuelt vibrato og et lige så gribende forsvar for denne Aida, der jo faktisk gør noget meget, meget grimt i patriotismen og faderdyrets navn og derved åbner den lige dystre vej til handlingens uafværgelige liebestod. Omkring disse tre drejer sig hele forestillingen om pligten, forræderiet og den umulige jordiske kærlighed. Men i yderpartierne leveredes ligeledes fremragende spil og sang: Stephen Millings stenstatue af en majestætisk konge, Christian Christiansens mørke ypperstepræst og John Lundgrens plagede kong Amonasro, Aidas far. Det hele sikkert sat i værk og med et operakor, der helt åbenlyst nød de nye forhold og sang så det klang i triumfafdelingen, hvor man i dén akustik virkelig kan tale om øretævernes holdeplads, som sidekammeraten udtrykte det.
At det Kgl. Kapel også blomstrer og gør det under Manfred Honeck er evident. Strygerklangen i det nye hus er varm og fyldig. Længere tids pleje under Michael Schønwandts åndfulde musiceren har lagt alen til dette brillante ensemble. Der er fremtid i dansk opera. Rosen uden torne er også til teaterchefen.

Simpelthen imponerende
Den Aida, OPERAEN præsterede var en kærkommen undtagelse fra snart sagt reglen om mystificering af handlingen, hvor især affekterede tidstransformationer i iscenesættelserne nogen gange gør sagerne endnu mere ubegribelige, end de i forvejen ofte er. Iscenesætteren Mikael Melbye holder sig til Verdis og Antonio Ghislanzonis anvisninger og traditionen: Ægypten på faraonernes tid, så sandet knasede, og den tørre ørkenvind strøg over Dokøen, selv om det frøs udenfor.
Melbye er et talenfuldt menneske, der også tegner dekorationer og kostumer, og gør det godt; næsten så godt at man har lyst til en udskejelse hist og pist i den fuldendte æstetik; men nej, og godt det samme. Måske kan man tale om et lille kiks med balletpigerne i trusser og bh – sgu ikke særligt oldægyptisk. Hvad med lidt slør til husarerne!
Det nye hus kan efter sigende en masse. Prisværdigt at Melbye ikke bruger det hele på én gang, men nøjes med at vise sig ved et par sceneskift, som virkelig vil noget. Den store sceneelevator er vildt imponerende, og et trick i sceneskiftet fra dronningens revir til triumfscenen skal ses. Simpelthen imponerende. Og lydløst. Ikke en knirken, ikke et bump, der afslører mekanikken: Det gled som i Nilens vande.
En stor aften for de udvalgte få med gyldig hjemmel til herlighederne.

*Det Kgl. Teater; OPERAEN: Verdi: Aida. Gitta-Maria Sjöberg, Stepen Milling, Randi Stene, Roberto Alagna,Christian Christiansen, m.fl. Det Kgl. Operakor. Det Kgl. Kapel. Dirigent Manfred Honeck. Iscenesættelse Mikael Melbye

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu