Læsetid: 3 min.

Så enkel – og så ækel

Kropsligheden i ’Det store stilehæfte’ svirper og giver tilskueren hovnede striber. Agota Kristof-forestillingens sanselighed er så enkel – og så ækel
7. januar 2005

Teater
Rygtet taler sandt: Theater La Balances forestilling ’Det store stilehæfte’ er humanismeteater på højeste niveau. Det er ikke bare teater, der med ord fortæller om krigens følelsesamputation af de mennesker, der måske overlever. Det er teater, der får tilskueren til at sanse krigens forråelse: Chokket, rædslen, frygten, benægtelsen – og så det lillebitte håb, der blusser svagere og svagere, så der tilsidst kun er den rene livsopholdelsesdrift tilbage. Marc van der Velden har dramatiseret Agota Kristofs roman med eminent sans for dramaturgisk opbygning. Krigsberetningen om moderen, der afleverer sine to tvillingedrenge til deres uimødekommende bedstemor, bliver til en nervepirrende rejse fra indlevelse til afsky. Selv trendy 9. klasses elever fra Gentofte sad i onsdags åndeløst stille eller forfjamsket fnisende, da de oplevede forestillingen: De blev ramt.

Krampe-toner
Eller ætset. For ordene på scenen svier dybt. »Vores mor har røde øjne,« siger den ene tvilling til den anden – en nøgtern oplysning og et følelsesladet symbolbillede i samme lille, forfærdelige sætning. Og sådan er det meste af forestillingen: Spinkel og mangefacetteret på samme tid. Også kroppene svirper tilbage på tilskuerne og efterlader hovnede striber. Skuespillernes ansigtsudtryk overføres til benene – tvillingerne hopper, bedstemoderen slæber sig afsted, og den uundgåelige soldat vakler omkring i fuldskab. Det er, som om tilskuerens bælte strammes et hak ind af hver af forestillingens rædselsfulde scener – anført af krampebringende sitretoner fra en udmagret harmonika. Så enkelt og så ækelt.

Tilskuer-chok
Hemmeligheden bag Marc van der Veldens instruktion er ikke sådan at sætte ord på. Men han har en overvældende, intuitiv forståelse for teatrets dynamik, der antagelig får hans fantasifulde nøjsomhed på scenen til at virke så indlysende. Her har han sammen med scenografen Julie Forchhammer skabt et intenst rum omkring to golde træplader, der kan forvandle sig fra sengeloft til bombekrater bare ved et lampeskift. Desuden udnytter han sine skuespilleres evner helt ud i det ekstreme. Dels ved at lade dem spille flere roller i samme forestilling, men ikke mindst ved at lade dem spille helt ud til yderkanterne af deres figurer; ikke noget med bare at skildre det indlysende ved en figur. Når uigenkendelige Lene Vestergaard dukker frem på scenen som den forhærdede, udslidte bedstemor med beskidte hårtjavser og heksebarm, gipper det chokeret i tilskuerne. Når Lotte Faarup spiller byens forhutlede pige, kan tilskuerne knap holde fornedrelserne ud og begynder at sidde uroligt i sæderne. Og når Basse Dam skildrer kristendommens sexforvrængning som forstilt præst, driver væmmelsen ned langs stolebenene.

Brecht-hip
På den måde bærer skuespillerensemblet rundt på forestillingens samlede gru. Men selvfølgelig ville forestillingen ingenting formå, hvis ikke de to tvillingeskuespillere besad så besættende en kraft og så livskraftig en udstråling som Morten Nielsen og Andreas Dawe. De spiller forventningsfulde drenge, som drenge er det flest – stærkknæede, nøgterne, tavse, afventende. Indtil ydmygelserne forvandler dem til oldinge i drengekroppe – tillukkede, rationelle, omhyggelige, konstaterende. Kun følelserne er der til forskel på de uspolerede drenge og de knækkede: Det sugende savn efter moderen og den kærlighed, der efterhånden kun findes som en strejfende erindring: som fornemmelsen af pandens aftryk af et kys…
Jo, både i figurerne og i historien er der mange hip til andre dramatikere, ikke mindst Brecht og hans Mutter Courage. Theater La Balances Kristof-forestilling handler imidlertid ikke kun om krig, men om enhver katastrofe, hvor mennesker i ren overlevelseskamp brutaliserer sig og ender med at opføre sig som dyr. Og dette er måske den altafgørende kraft og den mystisk opløftende morale ved forestillingen: At Det store stilehæfte handler om at sætte ord på sin livskatastrofe – og netop derfor overleve. Det store stilehæfte har spillet rundt om i landet det sidste års tid, men har nu lykkeligvis indledt endnu en spilleperiode i København. Dermed kan endnu flere få syn for sagn: At det er et yderst kompetent børneteater, der nu sammen med Corona Danseteater er udnævnt til statsensemble. Men her er advarslen: Jo flere år, du har bag dig, desto mere ondt vil forestillingen gøre.
Akkurat ligesom livet.

’Det store stilehæfte’ efter Agota Kristofs roman fra 1986. Manuskript og instruktion: Marc van der Velden. Scenografi: Julie Forchhammer. Lys: Jeppe Lawaetz. Theater La Balance, Smedehallen, Kastanie Allé 14 i Vanløse, til 22. Jan. Aldersgrænse: Minimum 14 år.
www.labalance.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu