Valg eller skæbne
Navlestrengen til verden er røget. Vi er alene. Kastet tilbage i det mørke, ensomme industrisamfund. Grebet af angst, identitetstab og tvivl om tilværelsens mening.
I tirsdags dagen hvor statsministeren skød valgkampen i gang hørte Information fra informationssamfundet for sidste gang. En spam-mail fra en Bertha Underwood i Grækenland var det sidste, der klokken 16.33.11 nåede inden for murene. I sekundet efter hakkede en jord- og betonarbejder i en af sidegaderne med stor præcision et antal telefon- og lyslederkabler over i arbejdet med at grave ud til vandrør. Der røg Informations livline og fødekæde. Intet internet, ingen e-mailforbindelse til resten af verden. Information er en moderne mediekoncern i vidensamfundet. Vi modtager 5.000-8.000 e-mails i døgnet. Dertil opsøger hver enkelt journalistisk medarbejder internettet 20-50 gange på en arbejdsdag. Den elektroniske vidensindsamling og kommunikation fylder vor dag og definerer vor tilværelse. Jeg mailer, altså er jeg. Jeg søger på Goo-gle, altså er jeg undervejs. Og resultatet af alle vore elektroniske anstrengelser, al vor møjsommelige informationsbearbejdning, sendes hver aften på en linje til trykkeriet i Ringsted.
Nu er her bare så stille. Der er ingen, der vil mig noget. Ingen elektroniske pressemeddelelser fra ivrige folketingskandidater. Ingen newsletters fra internationale NGOer. Ingen propaganda fra den amerikanske ambassade. Ingen kilder med links til spændende tekster. Ingen tilbud om penisforlængelser eller lukrative investeringer i afrikanske miner. Ingen mails med ros fra læserne. Og jeg kan ikke mere opsøge de internationale nyhedsbureauers hjemmesider og leve med i, hvad mennesker lige nu foretager sig i Aceh-provinsen, i Mosul, Ulan Bator og Nørre Snede. De lever og dør, uden at jeg har snor i det. Uden at jeg formidler det. Min rolle er udspillet.
Når angsten og ensomheden tager overhånd, har jeg intet andet valg end at opsøge de lige så ensomme, mennesker i nabokontorerne. Og når jeg skal udveksle ikke-mundtlig information med nogen udenfor, må jeg lede mig frem til en støvet faxmaskine, et knirkende levn fra det glemte industrisamfund.
Det besynderlige og ubegribelige er, hvordan man overhovedet kunne lave avis dengang, før de elektroniske netværk. Det er kun 10 år siden, og jeg har selv gjort det.
Og endnu mærkeligere, hvordan ældre kolleger for 20 år siden kunne lave avis uden computere og tekstbehandling. De hamrede på deres manuelle skrivemaskiner og formede deres sætninger på grønne manusark, som blev håndbåret til redaktionssekretariatet, kommenteret med røde streger og derefter båret tilbage og skrevet om på nye grønne ark. Var aviserne dårligere dengang? Var vi alle skrivere og læsere dummere, fordi informationerne var langt færre? Var vi mindre lykkelige? Mindre kapable i tilværelsen? Og hvordan i alverden var det muligt at overholde deadlines?
Her er så stille nu. Tiden er så lang. Lang nok til at bladre i en bog af Trond Berg Eriksen, norsk idehistoriker, forfatter til Tidens historie.
»I alle utopier om øyeblikket er det tale om å få tiden tilbake som en gave,« skriver han. »Så lenge den ene hendelsen og oppgaven avløser den andre uten pause, er tiden bare noe vi gir fra oss. Når solen stanser, klokken stilles tilbake eller henrettelsen utsettes, kommer tiden til oss av seg selv.«
Således også når en arbejdsmand påtager sig skæbnens rolle og hakker den informationsbærende klokkestreng over.
»Øjeblikket kommer, når det vil,« skriver Trond Berg Eriksen.
Det kom i tirsdags. Nu har det varet to døgn. Men om lidt, om lidt er det borte. Det lover TDC.
pt. hægtet af
