’En samling forbrydere’

Folkeretsligt I
Preben Wilhjelm er ph.d. i retsvidenskab, tidligere retspolitisk ordfører i Folketinget og forfatter til en analyse af Irak-krigens folkeretslige grundlag. Og han er ikke i tvivl: De danske tropper i Irak skal ud. De skal forlade den amerikanskledede koalition, fordi tilstedeværelsen er resultatet af, hvad Wilhjelm uden tøven kalder »en folkeretlig forbrydelse«.
Af samme grund er det ham skandaløst, at spørgsmålet om den danske krigsdeltagelse ikke hidtil har fyldt mere i den hjemlige valgkamp.
»Her sidder en samling forbrydere, og der er ingen, der tør sige det. Hvis du deltager i en valgkamp og skal have en chance for at blive valgt, så tør du ikke sige det. Jeg skal ikke vælges til noget som helst, så jeg kan tillade mig at være den lille dreng i Kejserens nye klæder og sige det rent ud: De er en samling forbrydere. Havde vi haft den internationale retsorden, som jeg tror, de fleste gerne ville have – dvs. en krigsforbryderdomstol og en folkeretsdomstol med magt bag – så var vi formentlig blevet bedt om at udlevere Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller for krænkelse af folkeretten,« siger Wilhjelm.
Hans 58 siders gennemgang af krigens folkeretslige grundlag, Irak-krigen og den fremtidige verdensorden, kan læses på hjemmesiden: http://fakta.information.dk/irakessay/
»Størstedelen af oppositionen tør ikke engang tage spørgsmålet op. De var nemlig selv med til at starte på skråplanet,« siger han.

Skråplanet
»Det startede med, at Poul Nyrup og Niels Helveg Petersen sagde ja til ulovlig krigsdeltagelse. Det skete to gange i 1998: Første gang handlede om dansk deltagelse i en militæraktion mod Irak, som USA ønskede og folketingsflertallet godkendte, selv om et flertal i FN’s Sikkerhedsråd mente, det krævede et nyt FN-mandat. Selve aktionen blev afværget efter en diplomatisk indsats af Kofi Annan. Anden gang var Kosovo, hvor SR-regeringen godkendte et NATO-ledet angreb uden FN-mandat.«
»En sådan principløshed har sin pris. Socialdemokraterne og de radikale er afskåret fra for alvor at kritisere regeringens Irak-politik. Når de forsøger, siger Per Stig Møller – med rette: ’Jeg bygger på et folkeretsligt dokument fra udenrigsministeriets bedste jurister, nøjagtig som I gjorde i 1998.’ Og så holder de mund,« siger Wilhjelm.
Han mener også, at Udenrigsministeriets folkeretseksperter lader sig misbruge politisk.
»Hvordan pokker går det til, at vi har eksperter i ministeriet, som den ene gang efter den anden kommer op med notater, der passer lige præcis i den siddende regerings kram, men er i stik modstrid med, hvad alle andre – undtagen USA – mener. Nemlig at en Irak-krig var ulovlig uden et nyt FN-mandat. Svenskerne havde en anden holdning end ministeriets eksperter, nordmændene havde en anden holdning, flertallet i Sikkerhedsrådet havde en anden holdning. Hvordan kan vi have sådan nogle eksperter?«

Slap presse
En del af svaret er ifølge Wilhjelm, at Danmark har en slap presse.
»Snesevis af journalister har forsøgt den der med: ’Jamen, der var jo ingen masseødelæggelsesvåben’. Så svarer Fogh eller Per Stig, at ’det har jo aldrig været vores begrundelse’. Alle ved, at det er løgn. Saddams masseødelæggelsesvåben og afvæbning af Irak bliver nævnt 22 gange i det beslutningsforslag om krigsdeltagelsen, som Folketinget fik forelagt i marts 2003. Alligevel slipper de for videre tiltale ved bare at sige: ’det var ikke vores begrundelse’. Hvad var så begrundelsen, spørges der: ’Det var, at han ikke ville samarbejde med FN,’ siger de. Og der stopper pressen. I stedet for at spørge: Hvad var det, han ikke ville samarbejde om?«
Det handler om at opfylde FN-resolution 1441 af 8. november 2002.
»Den stillede følgende krav til Irak: I skal igen modtage våbeninspektørerne. I skal give dem adgang til alt. I skal samarbejde positivt med dem. Og I skal inden 30 dage levere dokumentation for, at I har destrueret jeres masseødelæggelsesvåben. Det var kravene,« repeterer Wilhjelm.
»Inden der var gået tre dage, havde Saddam sagt ja til inspektørerne, og de var på plads på en uge. De fik adgang til det hele, og der blev samarbejdet med dem – i starten lidt trægt, og Hans Blix havde kritik, men efterhånden gik det bedre, og efter tre måneder var inspektørerne rimeligt tilfredse med samarbejdet. Og efter de 30 dage afleverede Saddam 12.000 sider dokumenter, som USA på tre kvarter afviste og sagde, at der ikke var noget nyt i dem.«
»Jeg har ikke læst dem, så jeg kan bare sige, at for det første er det umuligt at bevise, at der er noget, man ikke har. Og for det andet viste den efterfølgende historie jo, at Saddam havde ret.«
I dag er Danmark militært til stede i Irak, og på søndag er der valg. Hvad bør Danmark gøre efter det irakiske valg?
»Per Stig Møller henviser til, at vi er der på opfordring af den irakiske regering. Det var samme begrundelse, Sovjet gav, da det invaderede Ungarn i 1956 og Tjekkoslovakiet i ’68. Først vælter man regeringen og indsætter sine egne marionetter, som så opfordrer til, at man bliver der med sine styrker,« siger Preben Wilhjelm.
Adspurgt om den danske militære tilstedeværelse efter valget på søndag siger han: »Besættelsen har skabt et dilemma. Men jeg mener, at dem, der deltog i den ulovlige krig, må se at komme ud. Det er forudsætningen for, at andre kan komme ind. Andre vil ikke ind, så længe besættelsesmagterne skaber modstand. Derfor må vi ud. Så kan man måske via FN tilbyde, at vi enten overtager andres opgaver andre steder i verden, sådan at de kan gå ind i stedet. Eller vi kan udskifte vor militære tilstedeværelse med civil bistand.«