Læsetid: 7 min.

’De vil jo det samme’

Både Socialdemokraterne og Venstre vil skaffe flere arbejdspladser i fremtiden ved massive investeringer i forskning og uddannelse. Derfor bliver måden, de vil gøre det på – og statsministerkandidaternes troværdighed – afgørende, lyder det fra de to familier, Information har bedt løbende kommentere valgkampen
19. januar 2005

Vælgerstemmer
Familien Andersson og familien Moberg Nielsen har to vidt forskellige indgange til den store globale udfordring, som Danmarks to store partier har valgt at gøre til slagnummeret i de kommende ugers valgdyst: Kampen for at sikre arbejdspladser og dansk konkurrenceevne, der er under globalt pres fra billige østeuropæiske og asiatiske lønninger samt en rivende vækst i uddannelse i lande som Kina og Indien.
I et villakvarter i værftsbyen Frederikshavn bor Gaby Moberg og Erik Lund Nielsen, der begge arbejder på lysfabrikken Martin, hvor de også er tillidsfolk.
Byen har mistet tusindvis af arbejdspladser i den gamle ’sorte’ værftsindustri, og det er svært at finde nye job i et udkantsområde, hvor folks uddannelsesniveau generelt er lavt, og hvor der findes få nye udviklingsmuligheder. Gaby og Erik kan jævnligt konstatere, at produktionen af nye varegrupper forsvinder til Martins underleverandører i Asien og andre steder.
Familien Andersson bor også i villa, men i det københavnske forstadskvarter Emdrup. Søren Andersson er direktør i et medicofirma. Det firma, der ejer en stor portion af aktierne i hans firma, får produceret mange varer i Asien. Så familien Andersson oplever også presset på den danske konkurrenceevne fra især kineserne, der hele tiden byder ind på produktionen af nye varegrupper.
– Hvem, tror du mest på, vil være i stand gennemføre deres valgløfter. Socialdemokraterne eller Venstre?
»Det er en stor gavebod fra begge partier,« siger Søren Andersson. »De vil det samme, så derfor handler det for mig om, hvordan de vil gøre det. Det vil sige finansiere det. På det punkt er Socialdemokraterne indtil videre mest tydelige. De vil bl.a. hæve virksomhedsskatterne. Men når det gælder om at holde på danske arbejdspladser, tror jeg på, at markedet skal styre i stedet for det offentlige. Man kan ikke presse mere skat og socialt ansvar over på virksomhederne, der i forvejen er meget hårdt pressede på konkurrenceevnen. Der er ikke råd til at se så meget på social udligning lige nu. Presset på at flytte arbejdspladser ud bliver endnu hårdere i fremtiden.«
I medicoindustrien har også store virksomheder som danske Coloplast oplevet, at kineserne har frataget dem store ordrer, påpeger Søren Andersson.
Derfor må vejen frem være mere støtte til iværksættere og mindre beskatning, mener han.
Erik Lund Nielsen er heller ikke helt tryg ved Socialdemokraternes jobplan ’Made in Denmark‘, der skal skaffe 50.000 flere i arbejde i næste valgperiode og 100.000 flere om ti år, netop fordi den bl.a. skal finansieres ved at pålægge erhvervslivet flere skatter.
»Det er jo at spare penge på de steder, man vil have skal udvikle sig,« siger Erik Lund Nielsen.

Regering ikke troværdig
Omvendt tror tillidsmanden heller ikke meget på Anders Foghs valgløfter og den fornyede kontrakt med vælgerne for de næste fire år, som statsministeren fremlagde i går ved valgets udskrivelse.
»Regeringen har snakket meget længe om, at vi skal uddanne og dygtiggøre os. Men samtidig har de sparet 1,4 mia. kroner på uddannelse. Folk skal jo selv betale for et svejsecertifikat. Det kan godt være svært at få råd til for nogle. Og i familien har vi f.eks. oplevet en tømrerlærling, der ikke kunne komme i skolepraktik. Pladser som denne har regeringen sløjfet. Men nu siger de, at vil indføre det igen. Det virker ikke troværdigt,« siger Erik Lund Nielsen med henvisning til den erhvervsuddannelsesgaranti, Venstre har udstedt, der skal sikre erhvervsuddannelse og skolepraktikpladser til alle unge, der ønsker det. Skolepraktikordningen havde undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) ellers først beskåret.
Samtidig hæfter Erik Lund Nielsen sig ved de tal, der konstant offentliggøres i pressen og på fagforbundenes hjemmesider om antallet af industriarbejdspladser, der forsvinder ud af landet.
»Hvert tredje industrijob er forsvundet ud af landet inden for de seneste ti år, siger Socialdemokraterne. Eller 1000 arbejdspladser om måneden, som jeg også har læst. Så er det jo ikke bare 12.000 flere arbejdspladser om året, regeringen ifølge deres valgløfte skal skaffe, men i realiteten det dobbelte, nemlig 24.000. Jeg har svært ved at se, hvordan de vil gøre det, og det gælder både Lykketoft og Fogh,« siger Metal-tillidsmanden.
På Gaby Moberg og Erik Lund Nielsens arbejdsplads har man netop afskediget 70. Det kommer oven på en fyringsrunde i efteråret, hvor fabrikken sagde farvel til 140 ansatte.
»Vi er vant til sæsonbetingede fyringsrunder én gang om året. Men nu er det nærmest endnu være, fordi det er to fyringsrunder oven på hinanden. Det gør folk endnu mere usikre. I Nordjylland ser vi jo nok den slags med lidt andre øjne, fordi vi ikke har så mange steder at gå hen for at få et nyt job og køerne er lange. Derfor synes jeg overordnet, at det er meget positivt, at Socialdemokraterne vil yde en særlig jobindsats i udkantsområder som vores,« siger Erik Lund Nielsen.

Flæsk til børnefamilier
– Både Socialdemokraterne og Venstre vil forgylde børnefamilierne med lavere pris på institutionspladser, og V vil også give 2000 kroner mere i børnecheck for børn under tre år, samt to mia. til bedre forhold i daginstitutioner. Hvad synes du om den prioritering?
»Det er rent valgflæsk,« siger Søren Andersson. »På den ene side har regeringen indført mere brugerbetaling på f.eks. voksenuddannelse. Bagefter vil de gerne give lidt tilbage igen på de mere bløde områder. Men jeg tror i virkeligheden ikke, det betyder så meget for dem.«
Rikke Andersson, der er afspændingspædagog, sidder i forældrebestyrelsen i den børnehave, hvor fire-årige Magnus går, og hvor den ældste Mads også gik, indtil han startede i skole.
»Jeg tror ikke så meget på den slags løfter. Vi har jo ikke set bedre forhold for børn i institutionerne i de senere år. Jo, vi har fået bygget flere institutioner og forkortet ventelisterne lidt. Men den forrige SR-regering har jo også været med til at skære på området. Så der er jeg skeptisk. Omvendt kunne den slags løfter godt flytte noget for mig i en valgkamp. Fordi det taler til min pengepung, og fordi det netop er sådan nogle ting, der er tæt på min hverdag, jeg lytter til,« siger Rikke Andersson.
Erik Lund Nielsen savner noget for de grupper, der er truet af at ryge helt ud af arbejdsmarkedet i stedet for løfter til den velstillede middelklasse. I Metals afdeling i Frederikshavn meldes der om flere medlemmer, der ikke længere kan blive på den dagpengesats, de har været på siden de to store værftslukninger i byen for fire-fem år siden. Nu står de til at skulle over på den lavere kontanthjælp.
»Når man ryger helt der ud, er det som om, man mister viljen, og så er det meget svært at komme igen,« siger han og påpeger, at skattelettelser også er valgflæsk.
»Man kan jo altid forsøge at lokke med skattelettelser. Det er jo folk selv, der skal betale i sidste ende, som vi så med VK’s ændring af pensionen,« siger han

Væsenet et minus
– Hvad betyder statsministerkandidaternes fremtoning, kampform og troværdighed?
»VK-regeringen er som et elitekorps, der rykker ud, og er enige om alting,« siger Erik Lund Nielsen, »hvor Lykketoft virker til at have sit væsen og sin væremåde i mod sig. Jeg er overbevist om, at han er en utrolig dygtig politiker. Men jeg savner én, der er mere slagkraftig og brænder mere igennem,« siger Erik Lund Nielsen.
For Søren Andersson betyder troværdigheden meget i vurderingen af, hvem der er bedst til at lede landet i den næste valgperiode.
»Der har været alt for meget vægelsind over Socialdemokraterne. Det kan jeg ikke tage alvorligt. Og Lykketoft har haft sine op – og nedture. Dermed ikke sagt, at Fogh er den bedste kandidat. Men en af de ting, jeg godt kan lide ved regeringen er, at de siger tingene mere klart, så kan man bedre forholde sig til det. M.h.t. politisk indhold kan de to partier så slås om, hvem der har stjålet politik fra hvem inden for beskæftigelse, sundhed, børnepasning, uddannelse og forskning. De vil jo det samme, mens man skal grave lidt i finansieringen af valgløfterne for at finde de mere socialdemokratiske dyder. Det tror jeg bare ikke, så mange vælgere gør,« siger Søren Andersson.

FAKTA
To familier
Frem til valgdagen den 8. februar har Information bedt to familier fra hver deres hjørne af Danmarkskortet kommenterer valgkampen og dens temaer

• Familien Andersson

Rikke og Søren Andersson bor i forstadskvarteret Emdrup i København med deres to drenge på fire og seks år. Rikke Andersson er uddannet afspændingspædagog og arbejder på Afspændingspædagogernes Aftenskole. Søren Andersson er cand. merc. og direktør i sin egen medicovirksomhed.

• Familien Lund Nielsen og Moberg

Gaby Moberg og Erik Lund Nielsen bor i Frederikshavn sammen med deres 18-årige søn. Gaby Moberg er ufaglært, mens Erik Lund Nielsen er metaluddannet. Begge er ansat på lysfabrikken Martin, hvor de begge er tillids M/K for henholdsvis 3F og Dansk Metal.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu