Læsetid: 4 min.

Det skete, så det kan ske igen

Hvad der gjorde Auschwitz muligt, og hvor holocaust adskiller sig fra Gulag, var den mentale medvirken og medviden folkene lagde for dagen
27. januar 2005

Kommentar
Da folk med de særeste motiver på et tidspunkt følte det tilstrækkeligt politisk stuerent at betvivle nazisternes massemord på Europas jøder, stillede Frederik Dessau dette enkle og ubesvarlige modspørgsmål: Hvor mon de så tog hen?
Auschwitz, den største men så langt fra den eneste af de tyske udryddelseslejre, var i efterkrigsårene, efterhånden som omfanget af nederdrægtighederne erkendtes, kommet til at stå som det grusomme symbol på denne periode af menneskehedens dystre historie. Godt et halvt hundrede år efter, var Auschwitz i visse kredse, vel at mærke ikke nynazisternes, lige så stille bagatelliseret. Eller fænomenet anskuedes som noget nær politisk korrekt propaganda i menneskerettighedernes forkætrede navn.

Fra samme skuffe
Auschwitz, symbolet på industrisamfundets og den depraverede modernitets yderste konsekvens, kunne knap nok nævnes, uden Gulag skulle med i samme sætning. Alt i balancens navn, Hitler var jo ikke værre end Stalin, tværtimod; kommunismen stod ikke tilbage for nazismen, tværtimod; nu skulle der gøres op med alt dét.
Og rædslerne var godt nok skovlet af samme skuffe, principielt; millioner døde som bekendt også i Stalins lejre. Flere end i Auschwitz.
Men baggrunden og sigtet var trods alt et andet med Auschwitz, og hvad nazisterne ydermere præsterede i deres net af udryddelseslejre: Sobibor, Treblinka, Mauthausen, Majdanek, Dachau, osv. Her i disse forposter til helvede drog man en yderste konsekvens af den ekskludering af mennesker, som europæisk religiøs og med tiden raceorienteret fanatisme havde formuleret. Det hele med udgangspunkt i Luthers antisemitiske skriverier og udviklet af blandt andre den kristne Blut und Boten–pangermanske, ein Volk-bevægelse i 1900-tallets slutning. Hitler og hans folk satte efter 1933 et moderne og magtfuldt statsapparat bag virkeliggørelsen af disse folkerenselsesteorier, der vel at mærke ikke kun var et germansk fænomen, men huserede i flere nationer i denne periode.
Hvad det totalitære hypernationalistiske tyske massesamfund i denne forkvaklede ideologi og dette nationalhysteris navn ikke vandt indpas for, skilte forvalterne simpelthen ud fra folkelegemet, og dét med den blinde effektivitet, der var opnået ved det 19. og 20. århundredes teknologiske landvindinger. Ikke nok med det: Udryddelsen af disse millioner af mennesker blev foretaget efter alle det industrielle samfunds forskrifter under skyldigt hensyn til den overordnede infrastruktur med køreplaner, fragtbreve og omhyggeligt udførte bilag pr. dødsens person; sågar med udstedelse af enkeltbilletter, for hvilke de ulykkelige selv måtte erlægge betalingen for deres sidste rejse. Til Auschwitz. Ikke mange overlevede, endnu færre var nogensinde i stand til at berette om det forfærdelige, der var overgået dem. De få, folk som Elie Wiesel, Primo Levi og Imre Kertész, der på baggrund af oplevelserne beskrev Auschwitz i forskellige litterære former, aflagde i lige så høj grad vidnesbyrd for kommende generationer: At dette ikke skulle blive glemt, at Auschwitz måtte blive stående i verdens bevidsthed på lignende vis som månen, der skinner eller havets bølger eller bjergene eller alt, hvad der var helligt. Ofrene måtte ikke være ydet forgæves, hvilket var en ringe trøst for hin enkelte uskyldige, der med front mod gaskammeret uden lov og ret berøvedes retten til livet.

Få har fattet det
Siden har efterkommerne af katastrofen, vi der lever nu, diskuteret Auschwitz vidt og bredt. Få eller ingen har fattet denne gru ganget med så mange millioner. Men én ting er gået op for de tænksomme: Auschwitz var ikke en umulighed. Auschwitz skete, og derfor kan Auschwitz ske igen. Og igen. Bødlerne var ganske almindelige mennesker, enkelte måske af den mere bizarre art, men flertallet almindelige. Hvad, der gjorde Auschwitz muligt, og hvor holocaust adskiller sig fra Gulag, var den mentale medvirken og medviden folkene i Tyskland, Østrig og i nogen grad Polen lagde for dagen. Jorden var så at sige gødet for udryddelserne, sproget sat ind i race- og artsudskillelsens tjeneste. Jøder, homoseksuelle, sigøjnere og andre som den ekstreme nationalisme og ekstreme normalitet ikke tolererede, taltes først væk fra folkeflertallets hverdag, isoleredes retorisk fra nationen. Juden sind nicht erwünscht, som der stod på bannere over indfaldsvejene til nydelige tyske byer. Juden sind nicht erwünscht!
Denne formulerede udskillelse af det såkaldt eller erklærede fremmede er trods alle Auschwitz-dage ikke nutidsmenneskene ukendt. For nu at sige det nænsomt. Forleden udtalte en kandidat for Dansk Folkeparti under et vælgermøde i København, at muslimer er demokratiske analfabeter, hvilket kun underbygger kravet om at få dem hældt ud af Danmark. Man skal, ifølge dybderne i denne tankegang som også formuleret af præsterne og ideologerne i partiet og for den sags skyld også andre nulevende danske politikere,
ikke bryde sig om at tro man er dansk, så længe man ikke er kristen, men muslim. Eksperimentet er gjort også her i avisen: Udskift ordet muslim med ordet jøde og gentag tilstrækkeligt mange gange de uhyrligheder om muslimer Dansk Folkeparti – men desværre også andre – vælter af sig. Så nærmer vi os mentaliteten, der peger mod det værre og viser, hvor forbandet nødvendigt det er at fastholde markeringen af Auschwitz-dagen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu