Teater
Lysøjede Paw Henriksen kan sige jeg, så man rammes af hans enfoldige ærlighed. Rundkindede Laura Bro kan vakle, så man græder indeni ved synet af hende. Divaskønne Iben Hjejle kan vrænge, så hele salen hyler af grin.
Sortblinkende Claudio Morales kan gribe en kniv, så livet bliver kortere end et blink. Panikcharmøren Dejan Cukic kan slibre, så hele banen sejler. Og stoute James Sampson kan synge Amazing Grace, så selv Gladsaxe-publikummet bliver religiøst et lille øjeblik.
Alligevel virker det, som om teaterdirektør Flemming Enevold ikke har stolet på sine talentfulde skuespillere og deres mange nuancer. I stedet har han sjoflet dem i en grovkornet og ucharmerende instruktion over den ellers fængslende historie om Maratondansen.
Resultatet er blevet en kølig, uinteressant forestilling, der er så forhippet på at virke nutidig, at den støder publikum fra sig. Lad dog 1930ernes desperation være 1930ernes. Og undervurder ikke tilskuerne: Vi kan godt selv overføre 1930ernes eksistenskamp til livet i dag. Tak.
*Maratondansen af Ray Herman efter Horace McCoys roman They Shoot Horses, Dont They? (1935, dansk 1936). Bearbejdelse (træls flashback-struktur, der hæmmer indlevelsen), oversættelse (kraftedeme og skide i to timer) og iscenesættelse (hån, ikke humor udstilling, ikke indlevelse): Flemming Enevold. Scenografi (flot danse-rink og sjove USA-detaljer, men unødvendigt lir med kørende orkesterscene): Peter Grant. Kostumer (god sangerindeguldkjole, men for fine fattigpigekjoler og for utroværdige lasekjoler): Jørgen Simonsen. Danseinstruktion (glimrende alsidighed i dansene med alt fra kry jitterbug til ond polka): Linda Hindberg. Dramaturgi (ujævn hvad skete der med Laura Bro?): Pierre Westerdahl. Musikalsk arrangement (alt fra Irving Berlin til Gerschwin og John Lennon hvorfor?): Jørgen Lauritsen og James Price. Kapelmester (1-2-3-4): Thomas Jaque. Gladsaxe Teater (glimrende popcorn) til den 17. april. |www.gladsaxeteater.dk
