Læsetid: 8 min.

Den slebne prædikant

Tariq Ramadan, der hyldes i visse venstrekredse som en progressiv, moderne og intellektuel muslim, er inderst inde en beton-islamist, for hvem sekularismen er OK – blot den tilpasses Koranens bud...
21. januar 2005

Tariq Ramadan, der hyldes i visse venstrekredse som en progressiv, moderne og intellektuel muslim, er inderst inde en beton-islamist, for hvem sekularismen er OK –
blot den tilpasses Koranens bud...

Portræt
Dr. Ramadan/Mr. Hyde? Dobbeltheden synes mere end noget andet at karakterisere den egyptisk-fødte schweizer Tariq Ramadan, kendt over hele den vestlige verden som islamolog og en af de mest indflydelsesrige skikkelser blandt unge muslimske aktivister i Europa. Omstridt som få, kompliceret i sin diskurs, behændig i sin retorik – og vedholdende tvetydig.
»Hvordan er det gået til, at en prædikant, der i den grad er erklæret modstander af det liberale islam, har kunnet få ry for at være en oplyst og moderne muslim?« spørger den franske journalist Caroline Fourest i sin bog Frère Tariq (Broder Tariq, red.), hvor hun på over 400 sider dissekerer hans »diskurs, strategi og metode«. Hun undersøger også, hvorfor visse venstrekredse, navnlig i Frankrig og Schweiz, modtager denne maskerede religiøse fundamentalist som en allieret.
Historikeren og journalisten Lionel Favrot konstaterer på linje med Fourest, at Ramadan bliver langt mere omtalt i medierne – og ofte velvilligt omtalt – end »de mange intellektuelle muslimer, der slår til lyd for en helt anden opfattelse af islam (...) De citeres ikke nær så meget – men måske har de mindre karisma, og måske har de ikke den militante drivkraft, der får Ramadan til at berejse Europa på kryds og tværs med sine prædikener«, skriver Favrot.
Disse moderne, sekulære muslimer, der – på linje med sekulære kristne og sekulære jøder – ønsker at holde religiøse dogmer uden for lovgivningen, lægges konsekvent for had af Ramadan og hans venner, der betegner dem som »muslimer uden religion«, viljeløse ofre for »kolonialismen« og – værst af alt – for den »ateistiske materialisme«, der hævdes at kendetegne både den vestlige liberalisme og kommunismen.

Tariq Ramadan er født i 1962 i Genève som søn af et egyptisk par, Wafa al-Banna – datter af Hassan al-Banna, grundlægger af de Muslimske Brødre (oprindelsen til islamismen, dvs. den politiske bevægelse til fremme af islam og koranisk lovgivning) – og Saïd Ramadan, Bannas politiske arvtager og stifter af det Islamiske Center i Genève i 1961. Parret, der var i voldsom opposition til Nasser-regimet i Egypten i 50’erne, kom til Schweiz som flygtninge.
Det Islamiske Center i Genève blev det første i en kæde af islamistiske institutioner i Europa og kom til at spille en central rolle for den internationale islamisme. Saïd Ramadan døde i 1995, og centret er siden blevet ledet af Tariqs bror, Hani Ramadan. Det er i realiteten et familieforetagende, og Tariq er medlem af centrets bestyrelse.
Siden begyndelsen af 1990’erne har Tariq Ramadan udviklet sig til en af islamismens mest fremtrædende repræsentanter i Europa. Han omtales ofte som islamolog og teologiprofessor, men han har ingen teologisk uddannelse – han er specialist i islamismen, ikke i islam, og sin religiøse oplæring har han fået i familien. Han er lærer i filosofi på gymnasiet i Saussure, ekstern forelæser i religion en gang om ugen på universitetet i Fribourg og forfatter til en doktorafhandling, der først blev afvist af universitetet i Fribourg, men senere antaget ved universitetet i Genève, efter at Ramadan havde krævet en ny bedømmelseskomite sammensat. Den oprindelige afvisning blev motiveret med, at afhandlingen – »Ved kilderne til den muslimske fornyelse: Fra al-Afghani til Hassan al-Banna, islamisk reformisme gennem hundrede år« – havde karakter af en hyldest til Tariq Ramadans morfar og ikke opfyldte de videnskabelige kriterier for kritisk behandling af emnet.
Tariq Ramadan beklager sig ofte over, at han bliver angrebet som en discipel af Banna og repræsentant for de Muslimske Brødre. Uden grund, siger han, for hans syn er ikke identisk med Bannas, og han har »ingen organisatorisk forbindelse« med de Muslimske Brødre.
Man forstår godt, han udadtil ønsker at distancere sig fra denne islamisme, for Bannas projekt gik klart i retning af et totalitært, islamisk samfund, hvor »koranen er forfatningen«. Men analyser af Tariq Ramadans udtalelser indadtil – til de unge muslimer, han prædiker for – viser i det ene tilfælde efter det andet, vedrørende snart det ene, snart det andet emne, at han er tæt på denne ideologi, selv om han erklærer sig for åbenhed og dialog.
Broderen Hani, der er leder af det Islamiske Center, er anderledes direkte i sin islamiske ekstremisme og religiøse puritanisme. Tariq distancerer sig fra nogle af hans standpunkter – men tåler ikke, at andre »forfølger« hans bror. Der synes at være tale om en slags arbejdsdeling mellem de to. Sylvain Besson, journalist ved det ansete dagblad Le Temps i Genève beskriver dem som »to ’religiøse entreprenører’, der dyrker hver sit segment af deres ’marked’: Tariq som talsmand for et nyt ’europæisk islam’, Hani som repræsentant for en mere konservativ linje«.

Det sker jævnligt, at Tariq Ramadan offentligt tager afstand fra reaktionære udtalelser, der fremsættes af hans bror eller af andre instanser, der har forbindelse med det Islamiske Center og beslægtede institutioner. Man han glemmer altid at nævne i den forbindelse, at han selv sidder i bestyrelsen for det Center, som hans bror er leder af.
I virkeligheden er Tariq Ramadan ikke langt fra de synspunkter, hans bror forfægter – fordømmelse af homoseksualitet, utroskab og aborter, anatemaer mod Voltaire og Darwin etc. Også Tariq udtrykker sin misbilligelse af alle disse fænomener – under henvisning til Koranen – men han viser sin ’åbne og progressive holdning’ ved at tage afstand fra barbariske straffe.
Også stening af utro kvinder? Ramadan blev svar skyldig, da den daværende franske indenrigsminister, Nicolas Sarkozy, under en tv-debat i efteråret 2003 stillede ham dette spørgsmål. Ramadam foreslog et »moratorium« for anvendelsen af denne straf. Sarkozy: »Et moratorium! Hvor vil De hen? Vi skriver 2003«. Ramadan svarede, at han selv var imod denne straf, men, sagde han, »de lærde er uenige« inden for islam. Derfor måtte man tage en »debat«.
Hermed fik den store offentlighed et indtryk af, hvad Tariq Ramadan mener med reform, dialog og åbenhed – hans møjsommeligt oparbejdede image som »intellektuel europæisk muslim« fik et knæk. Til gengæld fik han mere omtale end nogensinde, og intet tyder på, at han har tabt terræn blandt sine islamistiske tilhængere.
I sine egne udtalelser udadtil er Ramadan for det meste forsigtig, men han er ikke tilbageholdende med at skrive forord til fundamentalistiske bøger, således aktivisten Zaynab al-Ghazalis memoirer, hvor hun bl. a. skriver: »Vort mål er at regere i Guds navn og i overensstemmelse med Hans bud«. Og hvor hun godkender drab på ’frafaldne’. Ramadan fastslår, at »Zaynab al-Ghazali er aldrig gået for vidt«.
Er han forsigtig udadtil, taler han ofte et helt andet sprog i prædikener til sine tilhængere. Derfor kan han på den ene side sige: »Jeg har ikke noget problem med sekularismen«, og på den anden side: »Jeg accepterer lovene, så længe disse love ikke forpligter mig til at gøre noget, der er imod min religion«. For Ramadan er der snævre grænser for sekularismen og moderniteten – som islamologen Jacques Jomier udtrykker det: »For ham er der ikke tale om at modernisere islam, men at islamisere moderniteten«.
Det er Caroline Fourests fortjeneste, at hun har gennemgået ikke bare det dusin bøger, Ramadan har skrevet, men også hans prædikener, der er udkommet i form af ca. 100 kassetter. Det er takket være dette arbejde og en mangfoldighed af citater, at dobbeltheden i hans diskurs bringes for dagen i hendes bog. Uden denne dokumentation ville bogen fremtræde som en pamflet, for den er skrevet i en (veloplagt) polemisk stil, men den er også vigtig som vejviser i islamismens komplekse geografi og Ramadans genealogi – den ideologiske som den biologiske.
I tidligere bøger har Fourest foretaget en tilsvarende kritisk analyse af fundamentalismen i bredere forstand – kristen, jødisk og islamisk fundamentalisme – og i den nye bog påpeger hun, at fundamentalisten Ramadan nyder en velvilje, som kristne fundamentalister og puritanske korsfarere ikke møder i Europa. Til forfatteren siger den katolske præst Christian Delorme – der arbejder aktivt for dialog med muslimerne og i lang tid havde et positivt syn på Ramadan: »Faktisk går han ind for en meget borgerlig moral. Jeg har tit sagt til mig selv, at en kristen, der udtalte sig på samme måde, ville blive stemplet som reaktionær«.

Hvad er det, der forfører hos Ramadan? Hvis han i kassetternes prædikener ofte bader i en fims af religiøs, korantro fromhed, formår han i offentlige debatter at udtrykke sig med en elegant akademisk retorik – der somme tider imponerer ved sin indviklethed, grænsende til uforståelighed... en vaskeægte intellektuel! Han scorer også points som moderat eller progressiv islamist, når han f.eks. tager afstand fra talebanerne.
Forklaringen på Ramadans succes inden for dele af venstrefløjen må søges i flere forhold. Hans kamp for islam møder sympati, fordi han forbinder den med kampen mod kolonialismen, imperialismen, USA og visse antisociale sider af den vestlige civilisation. Endvidere fordi islamisterne er blevet brutalt forfulgt af diktatoriske regimer – i Algeriet, Tunesien, Egypten osv. – som demokratiske kræfter kun kan tage afstand fra. Ofrene for disse regimer får derfor en slags demokratisk legitimitet – også når de selv kæmper for totalitære (islamiske) samfund – i kredse, der ikke kan indse, at det er et valg mellem pest og kolera.
Palæstinenserne og antizionismen er også sager, som Ramadan og en del af venstrefløjen har tilfælles. I efteråret 2003 udsendte Ramadan en tekst på en islamisk hjemmeside, hvor han opstillede en lang liste over »jødiske intellektuelle«, som han kritiserede for at støtte den israelske regering. Denne tekst blev gengivet på hjemmesiden for det Sociale Europæiske Forum, der kort efter blev holdt i Paris. Artiklen blev fra mange sider angrebet som »antisemitisk« – uholdbart, for så vidt som hverken ’jøde’ eller ‘intellektuel’ er nedsættende ord (heller ikke Ramadan-kritikeren Caroline Fourest finder artiklen antisemitisk).
Takket være denne reaktion på en bevidst provokerende artikel fik Ramadan umådelig megen omtale, vandt sympati som offer for en falsk anklage – og blev langt den mest omtalte person i forbindelse med det Sociale Europæiske Forum, hvor han kun var én af ca. 100 talere... Endnu et bevis på, at medietække er fundamentalistens største aktiv.

• Caroline Fourest: Frère Tariq – discours, stratégie et méthode de Tariq Ramadan. Grasset. 426 s., 19,50 euro
• Yves Charles Zarka (red.): Islam en France. Særnummer af tidsskriftet Cités. Presses Universitaires de France. 736 s., 25 euro.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu