BOBLEØKONOMI
Verdens økonomi er en glitrende sæbeboble. Boblen bliver pustet mere og mere op. Snart vil den briste, og det kommer til at gøre meget ondt. Men vi kan standse før katastrofen. Vi kan tage luften ud af boblen. Der er en Plan B. Men den kræver en vilje, der er lige så stærk som præsident Roosevelts og hele USAs vilje til at vinde Anden Verdenskrig, da det gik op for dem, at det var alvor.
Sådan ser Lester Brown verdenssituationen. Brown grundlagde World Watch Institute for snart 30 år siden. I de seneste år har han haft sit eget Earth Policy Institute. Tirsdag udkom hans bog Plan B for en klode i drift på dansk, og Brown deltog i et møde på Københavns Universitet arrangeret af Luftskibet Informations Forum for Systemdebat.
Der er smerte i modsætningen mellem den venlige og beskedne 70-årige mand med den lave stemme og de stærke ord, der kommer ud af munden på ham, som han står der på talerstolen. Brown har ret. Det er han ikke et øjeblik i tvivl om. Flertallet har ikke givet ham ret endnu, men det vil de gøre. Spørgsmålet er kun, om de gør det i tide.
»Tiden er den mest knappe ressource. Vi har ikke lang tid igen,« siger han.
Han tror ikke på en langsom overgang til bæredygtig vikling, båret af moderate forandringer og lempelige kompromiser.
»Vores eneste håb er en hurtig, altgennemtrængende forandring,« siger han.
Væksten i verdens befolkning skal standses. Afbrændingen af kulstof fra miner, olie- og gasfelter og ryddede skove skal halveres i løbet af 10 år.
Vand og varme
Global mangel på vand og global opvarmning er de to værste problemer i sammenstødet mellem verdens økonomi og Jordens økologi, siger han. Kina, Indien og USA er verdens største producenter af ris, korn, majs osv. de basale fødevarer. Alle tre lande har tiltagende mangel på vand. I 50 år har forbruget af grundvand såvel som overfladevand systematisk været større end tilvæksten.
»Et menneske drikker fire liter vand om dagen, men vores mad har krævet 2.000 liter vand pr. person om dagen,« siger Lester Brown. »Jeg skrev det for nylig i en artikel. Redaktøren spurgte, om ikke jeg mente om året. Mange mennesker har svært ved at fatte, at forbruget er så stort.«
Men det er det. Der går 1.000 liter vand til et kilo korn og syv kilo korn til et kilo kød.
Fra Texas breder vandmanglen sig nordpå i USA. De fleste delstater i Indien og provinser i Kina oplever stigende vandmangel.
70 procent af verdens ferskvand bruges til overrisling. De voksende byer og industrien tager en stigende del, og presser prisen op. Landene i Mellemøsten og det nordlige Afrika bevæger sig konstant på den akutte vandmangels grænse.
Mangel på vand og konkurrence om adgangen til vand er den mest begrænsende faktor i fødevareproduktionen, og problemerne er størst i de lande, der samtidig har høj vækst i folketallet. Udpining og erosion af jorden hænger ofte sammen med vandmangel og forstærker selv risikoen for mangel på vand og mad.
Den stigende globale temperatur forstærker også problemet. Den globale opvarmning fører til mere ekstremt vejr: mere tørke i nogle områder, flere oversvømmelser i andre områder. Begge dele går ud over fødevareproduktionen. En tommelfinger-regel er ifølge Lester Brown, at fødevareproduktionen falder 10 procent for hver ekstra grad, den globale middeltemperatur stiger. Indtil nu har stigningen været 0,8 grader.
Fødevarekrise
To begivenheder kan få folk til at vågne og indse nødvendigheden af hurtig handling, siger Lester Brown. Den ene er vejr-katastrofer. Men der døde 10 gange så mange mennesker af hedebølgen i Eu-ropa forrige sommer som af terrorangrebet mod World Trade Center, uden at det fik nær den samme opmærksomhed, konstaterer han.
Den anden er efter Lester Browns mening mere sandsynlig: Verdens kornlagre er blevet mindre på grund af stigende forbrug og faldende produktion. Hvis der kommer et år med dårlig høst, og Kina med sin store befolkning melder sig som importør i stor stil, vil priserne på mad stige meget brat i hele verden.
Kinas overskud på handelsbalancen med USA er stort nok til at opkøbe et års kornhøst to gange, påpeger han. Ofrene for en sådan udvikling er fattige mennesker, der lever på sultegrænsen i forvejen i fattige lande som er tvunget til at importere en stor del af deres fødevarer.
Realistisk Plan B
På den baggrund er det for Lester Brown helt indlysende, at Plan B er den realistiske løsning. Et land som USA har gigantiske ressourcer, der kan mobiliseres for at løse problemet så snart dets ledere har indset nødvendigheden.
Mange af forslagene i Plan B er kendte midler i Danmark, som Brown da også anser for et foregangsland.
Stop for subsidier til overforbrug af energi og andre ressourcer. Skat på biler og benzin og andre former for energiforbrug, så stor, at det kan betale sig at spare på energien, investere i vindmøller og andre vedvarende energikilder, skifte til biler, der kan køre 30 km på literen og på længere sigt et skifte fra olie- og kulbaseret økonomi til en økonomi, der bygger på de fornybare energikilder og brint som brændstof.
Global investering i udryddelse af fattigdom, adgang til prævention, skoler og skolemad, vaccination og sundhed osv.
Realistiske vandpriser, beskyttelse af knappe vandressourcer, kunstvanding med langt større effektitet. Beskyttelse af jorden mod erosion.
Der findes kendte og prøvede midler til at løse problemerne. Det, der mangler, er at få dem brugt i tilstrækkelig stor målestok og at ændre markedet sådan at priserne svarer til de faktiske omkostninger, siger Lester Brown.
Han giver et kinesisk eksempel: De voldsomme oversvømmelser i 1998 førte til store tab. Så indså den kinesiske regering omsider, at et plantet (eller bevaret) træ er tre gange så meget værd som den pris, man kan få for et fældet træ.
